fbpx

Det så vi anden dag på The Great Escape Festival 2019

Foto: Atmosfære // The Great Escape 2019

Vi er for fjerde år i træk taget til England for at snuse rundt i den internationale musikscene. Fredagen bød på flere spændende koncerter og nye opdagelser. Her er, hvad vi oplevede anden dag på festivalen.

Kunstnere som Ed Sheeran, The Kooks, Stormzy, Mumford & Sons og Adele har alle spillet nogle af deres første koncerter på The Great Escape Festival i Brighton, og det er tydeligt at mærke på den massive branchetilstedeværelse, at morgendagens store stjerner gemmer sig i det enorme lineup.

Efter en netværksbrunch med den nordiske branche mødtes vi med Celeste, som dagen forinden leverede en stilsikker koncert, der fik hårene til at rejse sig og nu tog imod os med det sødeste smil til en lille snak om hendes musik. Derefter fortsatte den lange strøm af koncertoplevelser.

Hypede, britiske talenter

Britiske Easy Life gjorde alt rigtigt til deres show på The Deep End-scenen, som ligger i The Great Escapes “Beach Site”-område. Det var næsten for godt et match at placere de fem gutter på en strand, og forsanger, rapper og trompetist Murrays orange hat matchede unægteligt farven på den Aperol Spritz, der ville udgøre den perfekte drikkevare til sådan en koncert. Hvis du forestiller dig lyden af et “easy life”, så er det dét, kvintetten leverer. Chillede beats inspireret af hiphop, soul og lidt jazz, tilsat rap for fans af afdøde Mac Miller og sprøde trompet- og saxofonsekvenser. De har tydeligvis allerede opbygget sig en fanskare i hjemlandet – forståeligt nok – så da lyden gik, efter de fuldt bevidst gik over tid, kunne publikum synge teksterne videre med dem. Det var en lidt akavet seance, men også ret fedt.

I en helt anden boldgade fandt vi Body Type på spillestedet Komedia. Pigerne kom hele vejen fra Australien og leverede et energisk indierock-show, hvor den helt igennem geniale single “Stingray” fra pigernes spritnye EP, EP2, stod knivskarpt endda med plads til variation fra indspilningen.

Desværre måtte vi skære den sidste halvdel af showet fra for at nå tilbage til strandområdet, hvor den uhyre hypede – i hvert fald her i England – unge sangerinde Arlo Parks skulle spille sit eneste show.

Spillestedet blev også fyldt af spændte festivalgængere og uden tvivl også et hav af folk fra industrien, som efter showet her nok kommer til at slås om en kontrakt. Den 18-årige London-sangerinde/sangskriver og hendes band leverede ikke en fejlfri performance. Hun glemte for eksempel fra tid til anden, at publikum bliver mere eller mindre døve, når hun peger mikrofonen direkte mod monitoren. Musikken er innovativ og anderledes, men overstyring er vist ikke en del af det. Det skete dog, fordi hun turde bevæge sig på scenen og ofte gav fuldstændig slip på sine hæmninger, og det ville være uretfærdigt at klage over, selvom lydmanden så noget slukøret ud i siden af scenen. Hun har døbt et af sine numre og sin EP “Super Sad Generation”, men det var ikke den generation, hun med sine brede smil umiddelbart udtrykte at være en del af. Musikken er svær at forklare, ud over at den udgøres af smooth, bløde produktioner og Arlo Parks R&B-klingende vokal. Resten må du selv tage stilling til – for eksempel ved at tjekke “Super Sad Generation” eller “Cola” ud.

Danmark på dagsordenen

Efter en lille snak med multitalentet Georgia satte vi kursen mod spillestedet The Deeb End, hvor hun kort tid efter skulle gå på scenen. Forventningerne til koncerten var høje, og de blev i den grad også indfriet. Georgia havde ingen andre end sig selv med på scenen, men i modsætning til gårsdagens koncert med Glowie, følte man på ingen måde, at der manglede noget. Med et sæt trommestikker i hænderne, hele koncerten igennem, leverede hun en fejlfri performance fyldt med kvindelig empowerment, som indtil videre vil blive husket som et af højdepunkterne fra dette års The Great Escape Festival.

Fra Arlo Parks og Georgia til amerikanske The Nude Party, som gav en mindeværdig rock’n’roll-koncert. Tænk Rolling Stones, The Animals og Velvet Undergroud – det vil sige et rent nostalgitrip – gjort aktuelt med moderne, psychede kneb. Det fungerede vanvittigt godt, og “Chevrolet Van”, som for alvor fik hjulene til at rulle for gruppen – der forresten har taget sit navn efter en tendens til at blive nøgne til fester – fungerede lige så godt live som på plade.

Aftenen blev afsluttet med danske iB101, der med sin 80’er-vibende popmusik og vilde dance moves leverede en stilfuld koncert. Spillestedet ydede desværre ikke koncerten ret. Hverken lys, lyd eller indretning generelt var synderligt charmerende, og det fik oplevelsen til at virke mere som en natklub-optræden end en regulær koncert. Heldigvis var den unge artist fyldt med god energi, hvilket løftede oplevelsen til noget positivt, og IB101, som tidligere gik under navnet Irrelevant Bitch 101, har med “Controversial” lavet et debutudspil, der unægteligt må føre ham langt.