fbpx

10 must-sees på konferenceprogrammet til SPOT Festival 2019

Foto: Aníta Eldjárn Kristjánsdóttir

Fra torsdag til og med lørdag løber SPOT Festival endnu engang af stablen, og det er med en masse spændende konferencetilbud på programmet. Vi har samlet 10 favoritter.

Let’s Talk Music and Media: Music blogs – Er der en fremtid?

Hvornår: Fredag kl. 10.00 – 10.45
Hvor: Room 4

I 2019, hvor information helst skal komme så hurtigt og let fordøjeligt som muligt, står musikblogs over for nye udfordringer. Denne talk kommer til at handle om, hvordan man skal positionere sig i det nye landskab af information og formidling indenfor musikken, og hvordan vi kan holde fanen højt i forhold til at få taletid til upcoming fremfor mainstream artister. I musikformidling kan man spørge sig selv, hvad der er mest gældende: mange interaktioner ved et let spiseligt emne eller gennemarbejdet og tungere journalistisk skabt af ildsjæle? Det er ikke altid, at disse kan gå hånd i hånd, men vi håber på, at kunne få nogle kvalificerede bud på det fra blandt andre redaktøren på regnsky.dk Eva Laksø, indehaveren af tidligere musikblogger.dk Brian Virenfeldt Hansen og radioværten Carsten Holm, der i 2017 stiftede hjemmesiden Aarhus Echo.

Let’s Talk Music and Media: Hvad nu DR?

Hvornår: Fredag kl. 11.00 – 11.45
Hvor: Room 4

2018 var et sørgeligt år for musikelskere, der nyder dansk radio. Med lukningen af kanalerne P6 BEAT, P7 MIX og P8 JAZZ, vil der både være en masse radioværter uden arbejde og et bredt publikum, der kommer til at mangle deres daglige go-to radiokanaler. I det hele taget bliver der taget et vigtigt talerør fra nye spirrende artister og musikkens undergrundsverden. Denne talk vil komme til at handle om, hvilke konsekvenser det vil have, og hvad man nu skal gøre for at få udbredt den danske musiks vækstlag til den brede befolkning. Det bliver med Carsten Holm som kurator, hvor DR’s radiochef Gustav Lützhøft og folketingskandidaten fra Det Radikale Venstre, Andreas Pourkamali, vil komme med deres indspark til debatten.

Let’s Talk Music and Media: Is there a need for music reviews in a digital age?

Hvornår: Fredag kl. 12.15 – 13.00
Hvor: Room 4

Hvilken position står profesionelle journalister i, når anmeldelser af musik er blevet allemandseje? I den digitale tidsalder har alle ved hjælp af sociale medier mulighed for at dele deres – ofte engagerede og relevante – kommentarer om, hvad der rører sig i musikkens verden. Denne talk vil dykke ned i konkurrencen mellem betalte medier og frivillige musikelskere.

Musik og eventkultur: Dansk Live: Strategier mod en mere mangfoldig musikbranche

Hvornår: Fredag kl. 10.00 – 11.00
Hvor: Suecia

Interesseorganisationen Dansk Live kom sidste år med syv bud på, hvordan vi kan opnå en mere mangfoldig musikbranche. Diversiteten er (heldigvis) blevet en stor del af dagsordenen, når vi taler kulturelle projekter i Danmark. Men hvad dækker det brede begreb mangfoldighed egentlig over? Og hvad kan fokus på diversitet og at tænke i nye rammer gøre for en kulturinstitutions fremgang rent forretningsmæssigt? Det vil folkene fra Dansk Live komme med et bud på i denne talk.

Spotify Playbook – Develop Your Audience

Hvornår: Fredag kl. 14.45 – 15.30
Hvor: Room 11

Vil du høre mere om fremtiden for artister på streamingtjenesten Spotify, kan du med fordel tage forbi deres oplæg om det nye tiltag Spotify Playbook. De præsenterede også det nye værktøj på by: Larm Festival i februar, hvor vi hørte om de mange muligheder, streamingtjenesten giver de enkelte artisters til at udvikle en personlig og unik ramme om deres musik. Spotify Playbook er et proaktivt tiltag, der giver kunstneren mere agens på streamingtjenesten og skal hjælpe artister til at skabe en tættere forbindelse til deres lyttere og fans.

Let’s Talk Music Business

Hvornår: Fredag kl. 15.15 – 16.00
Hvor: Room 4

I en tidsalder, hvor nøgleordene er innovation og diversitet, er det en selvfølge, at der er brug for nye initiativer og idéer på den danske musikscene. Denne talk kommer til at præsentere nogle af den spirrende musikbranches store idéudviklere, hvor panelet kommer til at bestå af blandt andet CEO og co-founder af Limelight Music, Anders Nygaard, medstifter af The Bank, Jakob Sørensen og Wendi Pendeza Kazonza, som er medskaber af musikselskabet GILT Publishing. Vil du prøve at forstå, hvordan man som iværksætter får sine tanker og idéer til at blive til virkelighed, kan den her talk være et godt bud.

Let’s Talk A.I. & Algorithms: A&R vs. A.I.

Hvornår: Lørdag kl. 11.00 – 11.45
Hvor: Room 12

A.I. (Artificial Intelligence) har været et omdiskuteret emne i musikbranchen i længere tid – kan maskinen erstatte mennesket i nogle aspekter, og hvad har det af betydning for diverse brancheposter og ikke mindst musikken?
I en digital tidsalder, hvor databehandling er altafgørende, har maskinen en klar fordel. I vores tid på by:Larm Festival blev dette også diskuteret og her snakkede Holly Manner, som er A&R i Warner Bros. UK, om deres brug af A.I.-programmet Sodatone. Det bruger de som et værktøj til at indsamle data fra diverse platforme og vise, hvilke artister, der er mest hype omkring. Til denne talk vil danske og udenlandske branchefolk give deres perspektiv på fremtiden med A.I.

Let’s Talk A.I. & Algorithms: Fremtidens musikformidling – algoritmernes smag?

Hvornår: Lørdag kl. 12.00 – 12.45
Hvor: Room 12

I samme boldgade kan man med fordel blive hængende og lytte med, når forskellige danske musikeksperter taler om streamingtjenesternes store indflydelse på smag og udbredelse af ny musik. Igen er data den vigtigste valuta, og netop her fungerer streamingtjenesterne som mastodont. De er gået fra at være en forbrugertjeneste til at blive stærke autoriteter, når det kommer til udbydelsen af bestemt musik til specifikke brugere.

Let’s Talk… Friends With Benefits

Hvornår: Lørdag kl. 12.00 – 12.45
Hvor: Room 3

Den her talk handler om musikbranchens kerneelement, nemlig at have et stærkt netværk. Her vil et panel bestående musikprofessionelle diskutere, hvordan grænsen mellem personlige og arbejdsmæssige relationer er meget flydende, og hvilke udfordringer det giver. I en branche, hvor der er konstant fart på, kan et stærk netværk, være altafgørende for et godt mentalt helbred. De fem branchefolk vil snakke om egne erfaringer, om kollegarelationer, som også er vennerelationer, og hvilke fordele og ulemper det kan have.

Let’s Talk Artists Well-being & Mental Health

Hvornår: Lørdag kl. 13.00 – 13.45
Hvor: Room 3

I det samme sårbare emne vil DJ Kongsted og coach Gitte Karvonen snakke om musikere- og branchefolks mentale helbred. I musikbranchen er der tre gange så stor risiko for at få depression og angst – og det er utallige kunstnere (desværre) beviser på. Derfor er det også enormt vigtigt at tale om værktøjer til at afhjælpe dette.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com