Ugens Upcoming: Melby

Foto: Sara Björkegren

Melby er en psychpop-gruppe fra Stockholm, der netop har udgivet deres debutalbum.

Den svenske kvartet Melby blander psychpop med rock og folk i et følelsesladet og catchy mix. De udgav i sidste uge debutalbummet None of This Makes Me Worry, som vi har set frem til siden de begyndte at tease det med forløber-singlerne “VCR” og “Dancer” de sidste par måneder. Her kan du læse om deres sangskrivningsproces, fremtidsplaner og inspirationskilder.

Hvem er Melby?

– Melby består af Are (guitar), Matilda (vokal/synth/guitar), Teo (trommer) og David (bass). Vi er et psykedelisk popband baseret i Stockholm.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

– Vi beskriver vores lyd som en kombination af indiepop, rock, folk og psych. Lidt ‘moody’ og mørkt til tider, ofte dramatisk, følelsesladet og altid kraftfuldt.

Hvornår startede I?

– Vi startede for omkring fire år siden men uden Teo. I stedet var det med Matilda på trommer og vokal. Teo kom til for omkring tre år siden.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?

– Vi er tre sangskrivere i bandet; David, Matilda og Are. Én af os præsenterer en sangskitse til resten af bandet – nogle gange bare akkorder og melodier, andre gange med idéer til alle instrumenterne. Så finpudser vi den sammen, hvilket som regel er en ret lang proces, først i øvelokalet, så tester vi den live, og til sidst pinpointer vi dens stemning endnu mere i studioet.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

– Vi har alle meget eklektiske smage, og det skifter hele tiden hvad vi hører, men det, vi lyttede til, da vi startede bandet, var vigtig for den retning, bandet er gået i. Nogle eksempler er Tamples, Klabbes Bank, Lower Dens og Connan Mockasin. Og Dungen og Amason, selvfølgelig.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– “Birthday” af Pom Poko.

Hvad er I igang med lige nu? (på musikfronten)

– Vi er lige startet på noget nyt materiale! Mere eller mindre på samme måde som før. Med albummet, og de sange vi allerede har udgivet, føles det som om, vi er gået i en masse forskellige retninger. Nu vil vi bare fortsætte i dem alle sammen på én gang.

Hvad er drømmen?

– At fortsætte det vi laver, og at have friheden til at skabe noget vi kan være stolte af.

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad skulle I så lave?

– Det ved vi virkelig ikke, sikkert få ‘rigtige uddannelser’ eller bare et arbejde.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Lige nu: “Always”, det femte track fra vores album. Det er nok den, vi som gruppe er mest tilfredse med, og den ville have været en single hvis den ikke var så lang.

Tags:
Charlie Jagd
charliejagd@bandsoftomorrow.com