08 apr Sharon Van Etten – DR Koncerthuset

Foto: Ryan Pfluger
Venue: DR Studie 2
Dato: Søndag den 7. april 2019

I februar udgav Sharon van Etten sit fjerde fuldlængdealbum, Remind Me Tomorrow, som præsenterer hende i et markant andet lys, end hvad man kunne høre og føle på hendes tidligere udgivelser. Hun er blandt andet gået væk fra den mere indie-folket lyd til en genre, man måske bedst kan kalde synth-pop. På trods af dette markante skift i lyden, virkede Sharon van Etten fuldstændig rolig og tryg med musikken, som hun derfor lod sig folde ud i DR’s studie 2.

Jeg havde aldrig været i nogle af DR’s studier før denne aften, men det største indtryk, jeg fik fra stedet, var den fantastiske lyd, der var i salen. Alle elementer i lydbilledet stor klare og tydelige, og Sharon Van Ettens stemme imponerede mig især, da hun smertefuldt sang sine tekster om kærlighed i alle dens facetter. Hende og bandet havde fuldstændig styr på alting denne aften, måske på nær et lille synthstykke i overgangen fra den dejlige rolige ”Malibu” til den fræsende rasende ”Hands”, hvor stykket blev en smule for højt. Men det er en petitesse.

For overgangen skød den mest imponerende del af koncerten af, hvor denne lille del på cirka fem sange, virkeligt indkapslede essensen af, hvorfor Sharon van Etten er så interessant at følge. Som nævnt var sangen ”Hands” en massiv mur af vrede guitarer, som i Studie 2 virkelig kunne blæse selv de mest hårdkogte hoveder bagud.

Derefter tog Van Etten koncerten i den helt modsatte emotionelle retning, da bandet gik ud, og hun satte sig ved klaveret. Efter en lille tale om at hun aldrig har været væk fra sin to-årige søn i så lang tid, som hun har været på denne turné – og hvordan hun ikke har lyst til at hendes søn skal vokse op i en verden, der kan behandle enkelte menneskegrupper dårligt – spillede hun et cover af Sinnead O’Connor. Sangen var ”Black Boys on Mopeds”, og det skræmmende ved at høre Sharon Van Ettens skrøbelige, men meget smukke udgave, var hvor relevant den politiske sang stadig lyder, på trods af at den er cirka 29 år gammel.

Herefter spillede hun fra Remind me Tomorrow singlen ”Seventeen”, for derefter at lire hendes kæmpehit, den Bruce Springsteen-inspirerede ”Every Time The Sun Comes Up” af fra hendes forrige udgivelse Are We There Yet?. På trods af at den først blev skrevet som en joke, lød den fantastisk live og fik en fin applaus i retur. Denne fantastiske manøvren fra at tale om sin søn til at synge om det samfund, han skal vokse op i, til at synge om den gang, hun selv var sytten og usikker, for at sætte krøllen på halen ved at spille et hit, blev helt klart koncertens højdepunkt. Der var et lille tema under denne korte del af koncerten, som virkelig viste Sharon Van Etten som en meget smart sangskriver, der kan skabe en koncert med en logisk rækkefølge – tekstmæssigt, såvel som musikalsk.

Som jeg forstod det på Sharon van Etten, var DR’s studie 2 et af de sidste stop, inden en pause på hendes turné. Man kunne til dels mærke det på bandet, da de ikke kom helt ud over scenekanten, men det kunne også skyldes, at publikummet virkede en smule anonyme og trætte. På trods af, at Sharon Van Etten var virkelig god på scenen, var der ikke altid en reaktion fra dem, hun stod overfor.

Koncerten skal helst være et samspil i sidste ende, og den var der ikke helt af en eller anden grund. Sharon van Etten virkede dog taknemlig for, at vi var mødt op, og hendes musik er jo fantastisk, hvilket det i sidste ende handler om. På trods af hendes markante skift i lyd og tekstskrivning, formåede hun stadig med flair, humor og smarte sans at stable en imponerende koncert på benene.