Roskilde-aktuelle Vampire Weekend deler de to sidste singler inden Father of the Bride

Foto: Monika Mogi

“This Life” og “Unbearably White” er de sidste udspil, inden det længeventede album Father of the Bride lander den 3. maj.

New York-gruppen Vampire Weekend har siden annonceringen af deres første album i seks år delt to singler ad gangen – først det forrygende comeback “Harmony Hall” og “2021” efterfulgt af Steve Lacy-samarbejdet “Sunflower” og “Big Blue”. I dag har gruppen sluppet sidste dobbeltsingle, inden vi kan høre det fulde udspil til maj.

“This Life” er co-produceret af frontmand Ezra Koenig, Ariel Rechtshaid og Chromeo’s Dave Macklovitch, og har Danielle Haim på backing-vokal foruden Jake Longstreth på guitar, mens “Unbearably White” også giver producer-credit til BloodPop.

Begge numre følger den varme, organiske lyd fra de tidligere udspil og er endnu et tegn på, at der venter os et brag af en comeback-plade, når Father of the Bride lander den 3. maj forud for deres koncert på dette års Roskilde Festival og flere omfattende turnéer.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com