07 apr Noname – VEGA

Foto: PR
Venue: Store VEGA
Dato: Lørdag den 6. april 2019

Hvad de fremmødte i Store VEGA var vidner til denne aften, var en ny rappper på vej op mod stjernehimlen. Med den nutidige Chicago-raplyd og med soul og jazz-genrerne bag rimene viste Noname klasse og det ærværdige ved den reflekterede, rolige og dybfølte rap i en tid med kaos og bizarre rap-personligheder.

[rwp_box id=”0″]

Den rap-scene, som Chigago har produceret i 10’erne, har, med dens fokus på neo-soul, gospel og jazz, givet os lyttere en række rappere, der laver noget af den mest følsomme og eftertænksomme rap, man kan finde. De rappere, der leder den nye bølge, er blandt andet yngre artister som Chance the Rapper, Mick Jenkins og Saba.

Men her finder vi også Noname. Den 27-årige rapper, der sidste år udgav det fremragende album Room 25, har med sin fantastiske ro og sine hudløst ærlige tekster om usikkerheden ved kærlighed og om at vokse op som en afrikanskamerikansk kvinde i de hektiske 10’ere, vundet en stor følge.

På scenen stod et seks personer stort backing-band bag Noname. De sørgede alle for at understøtte hendes rim med jazzede rundgange og flotte soulfraseringer, alt sammen så blødt og lækkert, at det smeltede i ørerne. De spillede sublimt og lavede nogle virkelig tjekkede overgange mellem de lidt kortere sange. Den lyd, som Noname dyrker i hendes musik, nød virkelig godt af, at et live-orkester spillede hende op, så de var alt i alt en stor fornøjelse at overvære.

Hun kom ind på scenen med sine store krøller og et kæmpe smil, og var med det samme klar med de første bløde rim i sangen “Self”, der udløste et massivt jubelbrøl. Det samme smil blev på læberne hele aftenen igennem. Det, der først ramte mig ved koncerten, var ikke rimene, beats’ene eller publikummet. Det var Nonames overvældende, smittende humør.

Hun er en af de mennesker, som, når de står på scenen, virker så sympatiske, at man kun ønsker dem alt godt. Så da hun rappede om livets nederlag eller om livets små glæder, ramtes man af en følelse af virkelig gerne at ville kunne støtte hende. Jeg kan ikke have været den eneste, for alle og enhver dansede, som den umiddelbare måde at give sig hen til hende på. Hendes jazz-rap-coolness smittede fantastisk af.

Med et virkeligt stærkt og friskt album, og et suverænt mixtape i bagagen, havde Noname kun sange med fra to udgivelser. Men det var i virkeligheden kun positivt, da der var et klart tema og lyd igennem hele koncerten. Alle sangene passede til hinanden, hvor det nogle gange kan virke ret så skizofrent med ældre kunstnere, der forsøger at hive sange med fra enhver udgivelse.

Et kritikpunkt er, at hun nogle gange virkede for ivrig efter at få publikums reaktion. Hun bad under og efter hver eneste sang om, at de fremmødte skulle give den mere gas, og ikke være bange for at synge med, som hun også gjorde det under sin koncert på Roskilde Festival i 2017. Men publikum virkede bare ikke til at kunne alle hendes tekster, og det blev kun til cirka 50 minutter uden ekstranumre i Store VEGA. Det virkede, i modsætningen til alle andre elementer i koncerten, ikke særligt cool.

Derudover var teksterne også en anelse utydelige i starten af koncerten, hvor mikrofonen havde fået lidt for meget diskant. Det forhindrede hende dog ikke i alt i alt at vise, hvorfor hun er en af de mest tiltalende personligheder i rap-musikken lige nu. Det var svært ikke at knække et stort fedt smil, når man overværede Noname danse og rime sig gennem sin koncert.