16 apr Liss bryder tavsheden: Hør den selvproducerede single “Talk To Me”
Foto: Simon Birk
“Talk To Me” er første udspil fra Liss efter en længere periodes tavshed. Nummeret viser en ny mere moden version af bandet, som blandt andet har brugt tiden væk fra scenen på at dygtiggøre sig som producere.
Det føles som en årrække, at Liss har manglet i det danske lydbillede, for gruppen har siden udgivelsen af EP’en First i 2016 og aflysningen af deres NorthSide-koncert i 2017 kun vist sig sporadisk på scenen og holdt udgivelserne tilbage. Dette er langt fra ensbetydende med, at de har været glemt eller decideret væk, for deres særegne, alternative take på soul- og R&B-genren synes i mellemtiden at have startet noget på den danske popscene, som fremadstormende artister som Jada, Selma Judith og Elias Boussnina har samlet op på.
Gruppen, som normalt er baseret i København, har været et smut forbi Los Angeles, hvor de første udkast til den nye single så dagens lys, og det generelle tema for nummeret er fremmedgjorthed. Om det fortæller forsanger Søren Holm i en pressemeddelelse:
– “Talk To Me” handler om en gammel og velkendt del af mig, der prøver at få en ny side af min personlighed i tale.
I tiden væk fra rampelyset har medlemmerne i Liss blandt andet fokuseret på produktion, og det er “Talk To Me” første smag på. Udover produktionen af deres egen lyd, har internationale kunstnere som NAO, Tom Tripp og Cosha nydt af gutternes talent, ligesom danske navne som Mø, Soleima, Jada, Vera og Louis Samson har det.
Det nye nummer taler ind i samme tidsløse univers som tidligere udgivelser, men er grundet skiftet til det selvproducerede et endnu tydligere udtryk for Liss’ identitet som alternativ R&B-gruppe, der kan lade følelser af nostalgi og melankoli mødes med fortrøstningsfulde tanker om håb forude.
“Talk To Me” er udkommet sammen med en video, som du kan se her: