01 apr Introduktion: Danske Hoison Bascoe skaber cinematisk elektropop
Foto: Nikolaj Rohde Simonsen
Har du savnet den eksperimenterende filmiske lyd fra de tidlige James Blake plader, så fortvivl ikke – danske Hoison Bascoe er muligvis lige, hvad du har brug for.
Den københavner-baserede duo Hoison Bascoe er helt dugfriske på den danske musikscene. Deres musikalske projekt startede tilbage i 2017, hvor sanger Arbi Alexander og multiinstrumentalist Rasmus Christian mødtes og begyndte at udvikle et fælles elektronisk pop univers. De to producere har siden da arbejdet hårdt på deres musik, og sidste uge landede deres debutsingle “Heihatchi” forud for en kommende EP.
Selvom “Heihatchi” af navn måske kan give associationer til det japanske computerspil “Tekken”, er musikken langt fra computerspilsæstetik. Tunge basrytmer og atmosfæriske synthoverflader udgør det næsten tranceskabende nummer. Den gode sammenblanding af både elektroniske og akustiske elementer – med en James Blake-lydende vokal og minimalistiske instrumentering – giver sangen en meget melankolsk og filmisk stemning. Du kan høre den nye single på din foretrukne streamingtjeneste her.
Den dansk-tunesiske duo virker til at have det visuelle format for øje, når de laver deres musik, og de kom i forbindelse med singlen også med en stemningsmættet video. I en lille kortfilm får vi en introduktion til gruppens æstetik og små bidder af musik, der viser hvor meget, vi har i vente fra de kompromisløse Hoison Bascoe.
Du kan fange duoen live, når de spiller på Hotel Cecil den 20. april.