Heartland Festival er klar med det endelige musikprogram: Hans Philip blandt de sidste navne

Foto: Hans Philip//PR

Udover Hans Philip er også Lowly og Primal Scream med til at fuldende årets musikalske program.

Med tilføjelsen af de skotske rockmastodonter og de to yderst aktuelle danske artister kan Heartland Festival offentliggøre det endelige musikprogram, der i forvejen tæller navne som Solange, The Good the Bad & the Queen, The Raconteurs og Charlotte Gainsbourg.

Mens den danske dreampop-gruppe Lowly udgiver deres andet album Hifalutin på fredag den 12. april – og således følger op på det anmelderroste debutalbum Heba fra 2017 – udgav den tidligere Ukendt Kunstner-rapper Hans Philip i midten af marts sit første soloalbum med titlen Forevigt til stor overraskelse for os alle, som kun havde hart en uges tid til at fordøje singleforløberne “Siger Ingenting” og “Dagdrøm [1]”. Hans Philip, som allerede har udsolgt tre koncerter på Hotel Cecil i september, gæster festivalen lørdag den 1. juni, mens Lowly spiller fredag den 31. maj.

Udover de to albumaktuelle danske artister lægger Glasgow-gruppen Primal Scream torsdag den 30. maj vejen forbi Egeskov Slot. Gruppen vil kort tid inden festivalen, nærmere bestemt den 24. maj, udgive et opsamlingsalbum med titlen Maximum Rock ‘n’ Roll: The Singles, som lægger op til en koncert i hittenes tegn med både 80’er-kendinge og nyere numre.

Musikprogramchef og direktør for Heartland, Ulrik Ørum-Petersen, udtaler om dagens offentliggørelse:

Årets musikprogram er uden tvivl vores stærkeste til dato, og jeg er simpelthen så stolt over, at Heartland allerede i sit fjerde leveår kan lægge scener til så mange store og spændende artister. Profilmæssigt synes jeg også, at vi rammer plet i år med både moderne og banebrydende såvel som anerkendte og tidløse navne på tværs af mange forskellige genrer, køn og nationaliteter. Helt personligt så ser jeg meget frem til, at gamle og nye helte som Damon Albarn, Solange Knowles, Jack White, Billy Corgan og Charlotte Gainsbourg indtager den gamle slotspark ved Egeskov i Kristi Himmelfartsferien.

I de kommende uger vil festivalen fortsat løfte sløret for tilføjelser inden for TALKS, ART og FOOD. Det er fjerde gang, at festivalen afholdes, og det gør den fra torsdag den 30. maj til lørdag den 1. juni.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com