Den spirende britiske sangerinde RVBY er ude med en ny ørehænger

Foto: Ania Shrimpton

Fra Storbritanniens sydvestkyst stammer den opkommende RVBY, der med en blanding af Sigrids nordiske lydunivers og Dua Lipas catchy melodier er det nyeste skud på den britiske popstamme.

Den blot 19-årige RVBY er et navn, der muligvis ikke ikke har nået danske grænser endnu, men på flere scener i Liverpool og Bristol er den unge sangskriver og sangerinde på vej frem.
I 2018 udgav RVBY – med det borgerlige navn Ruby Donadel – det minimalistiske poptrack “L.O.V.E”, og nu er hun ude med årets første single “Honey Bee”. Med producer Nigel Butler (One Direction, Alesha Dixon) i ryggen har britten skabt et tilbagelænet elektropop-beat med fængende melodier i front. Tracket har ligesom førstesinglen en minimalistisk produktion, der giver masser af plads til RVBYs karakteristiske stemme og lækre vokalharmonier. Om singlen fortæller kunstneren:

“Honey Bee” handler om dem, der drømmer stort. Når den slags mennesker bliver fanget i de daglige arbejdsrutiner, kan det bremse de smukke nuancer. Jeg skrev sangen for at sige, at jeg har de samme store drømme, og at jeg vil forsøge at gøre dem til en realitet.

Vi er svært begejstrede for den nye single, og indtil videre giver begge numre os god grund til at følge med i RVBYs spirende musikkarriere. Hør “Honey Bee” på din fortrukne streamingtjeneste her.

Tags:
Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com