Badesøen Festival tilføjer Jada og When Saints Go Machine til årets program

Foto: Jada // Petra Kleis

Den lille danske festival Badesøen har et foreløbigt imponerende line-up og er i dag ude nye spændende tilføjelser.

Den charmerende Badesøen Festival afholdes for tredje gang lørdag den 10. august ved Albertslund Friluftsbad. Her kan man opleve et væld af koncerter, mens man daser ved poolen på Vestegnens svar på Mallorca. Radiostationen The Lake og det lokale spillested Forbrændingen afholder festivalen, der allerede har annonceret kunstnere som danske Collider, Hjalte Ross og M. Rexen. De to sidstnævnte skal spille til festivalens pop-up program, hvor kunstnerne optræder akustisk på forskellige overraskende måder omkring festivalpladsen.

Badesøen har tidligere haft danske sværvægtere som Kasper Winding og The Savage Rose på programmet, men i år stepper festivalen op med flere aktuelle artister. Den fremadstormende sangerinde Jada er efterhånden svær at undgå på den danske popscene med store hits som “Keep Cool” og “Lonely”. Den Roskilde-aktuelle kunstner har på kort tid allerede vist stort internationalt potentiale og har startede 2019 godt ud med P3’s Talentpris og to Steppeulve for Årets Håb og Årets Sang. Den talentfulde musiker spiller på fredag til et udsolgt Store VEGA, men hvis man ikke nåede at få billet, kan man fange hende på årets Badesøen Festival.

Festivalen får også besøg af de karakteristiske gutter fra When Saints Go Machine, som sidste år udgav EP’en It’s A Mad Love efter en fem-årig pause. Gruppen har i mellemtiden forgrenet sig i andre projekter som Kenton Slash Demon og Cancer, men i år lander bandets fjerde album. På første singlen “So Deep” hører vi et eksperimenterende lydbillede og den velkendte vokal fra Nikolaj Vonsild. Til sommer spiller bandet poolområdet op med forhåbentlig mere af deres nye musik.

Fra den anden side af Øresund kommer svenske Mariam The Believer, som blandt andet var at finde på årets by:Larm Festival. Den EP-aktuelle kunstner spillede helt tilbage i 2017 med HUN SOLO på Roskilde Festival, hvor man kunne opleve hendes gåsehuds-fremkaldende stemme og stille, strygerbaserede numre. Til årets Badesøen Festival kan man få en eksklusiv og intim koncertoplevelse, da kun otte mennesker får fornøjelsen at opleve svenskeren. Lodtrækningen sker live på The Lake Radio. Læs mere om hvordan du deltager her.

Dagens tilføjelser:

Jada
When Saints Go Machine
Mary Lattimore (US)
Mariam The Believer + 1 (SE) (pop-up)
Dawda Jobarteh (pop-up)
Badesøens Saxofonoptog (pop-up)
Danseatelier (pop-up)

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com