5 gode musikpodcasts du bør kende til

Foto: Stock

Det er ikke en hemmelighed, at nogle af musikbranchens mere bagvedliggende maskinelle kræfter godt kan være lidt langhårede at sætte sig ind i – MEN vi har fundet 5 gode podcasts, der belyser nogle af industriens mere usexede temaer om blandt andet rollen som A&R, copyright-love, streamingdata og det brede poplandskab.

The Future of What

Det amerikanske indie-label Kill Rock Stars startede tilbage i foråret 2015 deres podcast “The Future of What”, hvor direktør og erfarne musikkender Portia Sabin diskuterer emner om alt fra Spotify Royalties, streaming formatet og til musikbranchens fremtid, for eksempel når det kommer til AI (Artificial Intelligence). Podcasten har et fokus på forskellige indie-labels og alternative musikgenrer, modsat så mange andre podcasts, der snakker om mainstream popkunstnere og pladeselskaber som Universal eller Warner. I hver ugentlig episode gæstes Sabin af folk fra musikindustrien, der på en letoptagelig måde forklarer tendenser i branchen, som både er forståelige for insiders og outsiders.

Lyt blandt andet til podcasten her:

Music Business Worldwide Podcast

Det Britiske magasin Music Business Worldwide har siden 2015 givet sine læsere et globalt indblik i, hvad der rør sig i musikbranchen, og ligesom så mange andre platforme har de også udviklet deres format til en podcast. Der går dog lang tid mellem deres episoder, men det betyder til gengæld også, at de er enormt skarpe og faktuelle. I deres seneste indslag hører vi om flere af de store streamingtjenesters kamp mod betaling til sangskrivere – med kommentarer fra direktøren af det amerikanske selskab NMPA (National Music Publishers Association). Den her podcast er til branchekenderen, som i øvrigt følger godt med i debatterede emner.

Lyt blandt andet til podcasten her:

Switched on Pop

Den her podcast handler ikke så specifikt om musikbranchen, men mere generelt om det brede poplandskab. Den amerikanske musikforsker Nate Sloan og sangskriveren Charlie Harding har siden 2014 dykket ned i spørgsmål om popgenren og nørdet kompositoriske og produktionsmæssige detaljer i musik fra kunstnere som Taylor Swift, Mark Ronson, Justin Timberlake, Ariana Grande, Beyoncé og Troye Sivan. Hvis du for eksempel har tænkt over, hvordan de store pophits konstrueres, hvornår kunstnere begyndte at bruge autotune, eller hvorfor sange bliver kortere og kortere, så er det her den perfekte podcast. Udover at de to herrer snakker om de store stjerner, har de også nogle velreflekterede pointer om de lidt dybere politiske lag i musikken, der omhandler race, køn og seksualitet.

Lyt blandt andet til podcasten her:

Popcast

Man kan med fordel nyde den skarpe journalistik på den anerkendte amerikanske avis The New York Times musikpodcast. Med popkritiker og musikanmelder Jon Caramanica som vært guides du igennem de nyeste trends og nyheder indenfor musiklandskabet. Journalisten dykker ned i store og små emner med et samfundskritisk perspektiv og har for nyligt dækket det meget omdiskuterede tema omhandlende adskillelsen mellem kunstneres musik og privatliv – med sagerne om R. Kelly, Ryan Adams og senest Michael Jackson. Selvom det oftest er kunstnerne, der er i fokus, diskuterer denne podcast også emner som streaming, politikken bag Grammy Awards og formatet soundcloud.

Lyt blandt andet til podcasten her:

Poplyst

De to musikvidenskabsstuderende Sofie Aukdal og Niels Jul Bruun står bag podcasten “Poplyst”, der, som titlen nok antyder, dykker ned i popmusikkens forskellige facetter og fænomener. De to venner og medstuderende taler om alt fra albumudgivelser til samfundsrelevante emner – som for eksempel i afsnittet “Poplyst#11 – Hvornår rammer #Meetoo popmusikken?”. Podcasten berører ikke som sådan branchemæssige emner, men handler mere overordnet om, hvad der rører sig i musikindustrien. Alligevel synes vi, at den fortjener en plads på listen, da de to værter har nogle virkelig skarpe pointer og samtidig besidder en musikfaglighed, der bidrager til, at emnerne bliver super nørdede og dybdegående – på den fede måde.

Lyt blandt andet til podcasten her:

Gå heller ikke glip af:

“Room for Listening: Kan Beyoncé ændre verden?”.
Musikforsker og Beyoncéekspert Erik Steinskog dykker sammen med Coco O. ned i Beyoncés univers samt hendes formning og ændring af vores kultur.
Lyt her.

“Sulten Efter Succes”
En podcast om den danske musikbranche, som hver anden uge besøger én, der har foden indenfor i branchen.
Lyt her.

“And The Writer Is…With Ross Golan”
Du kommer med bagom sangskrivningsprocessen og får et indblik i, hvem der står bag nogle af de største hits.
Lyt her.

“Rolling Stone Music Now”
Du bliver klogere på nogle af de emner, der rører sig i musikbranchen lige nu.
Lyt her.

“Couch Wisdom”
En podcast med fokus på dem bag de store kunstnere – med episoder om lydteknikere, producerer og komponister/sangskrivere.
Lyt her.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com