30 apr Norske Bernhoft er langt fra algoritmestyret popmusik: »Jeg havde et behov for at lave noget, der var så menneskeligt som muligt«
Foto: Kaja Bruskeland
R&B-stjernen Bernhoft gæster de danske koncertsale Posten, Store VEGA, Voxhall og Musikkens Hus i maj måned og i den forbindelse har vi taget en snak med nordmanden – Blandt andet om hans nyeste album, hvor Bernhoft har skruet tiden tilbage og indspillet pladen med sit band The Fashion Bruises i studiet. Han vil have musik spillet af mennesker og ikke programmerede trommer genereret af en maskine. Med mennesket i centrum er der nerve og nærvær, og med den opskrift har Bernhoft og bandet skabt albummet ‘Humanoid’.
Den koncertaktuelle Jarle Bernhoft slap i august 2018 sit sjette studiealbum, ti år efter solodebutalbummet Ceramik City Chronicles. Siden da har den erfarne multiinstrumentalist spillet koncerter verden over og høstet stor anerkendelse, blandt andet for albummet Solidarity Breaks med hittet ”Cmon Talk” og Islander fra 2014, der endte med at blive nomineret som årets R&B-album ved den prestigefyldte prisuddeling Grammy Awards i USA. Sidste år kom sangeren og sangskriverens seneste plade Humanoid, hvor hans faste band The Fashion Bruises er med hele vejen.
Jeg ringer Jarle Bernhoft op en mandag eftermiddag, og efter at have brugt weekenden på at binge-watche hele SKAM-serien, føler jeg mig mere eller mindre klar til at gebærde mig i det norske sprog. Med en smule ”halla” og ”liksom” går det også utroligt nemt med at snakke med den charmerende nordmand.
Solo versus band
Bernhoft startede sit soloprojekt tilbage i 2008, og i mange år var hans live koncertformat også helt solo. Med et væld af guitarpedaler og en loop-station med tre forskellige spor, kreerede han sine sange i flere lag. Den musikalitet, det kræver at spille med sådan et setup, er en af grundene til, at nordmanden fik så stor opmærksomhed i både ind- og udland.
Med loop-stationen fik Bernhofts publikum indblik i sangenes og arrangementernes små elementer. På samme måde blev hans album Islander introduceret med en app, hvor en af funktionerne gav lytteren mulighed for at dissekere nogle af sangene ned til enkelte elementer. Man kunne altså høre og lege med de forskellige lydspor, som for eksempel guitarfigurer, korstemmer, synth-lag og trommebeat.
– Nogle syntes, det var fascinerende med de her lag på lag, men der var også så mange lag, at nogle bare fokuserede på melodien, teksten eller guitarspillet, mens andre oplevede det som en helhed. Det der lydnørderi blev en utilsigtet effekt, men jeg er selv virkelig optaget af det. Det er meget fint, at mit publikum kan få et indblik i det også, men det er ikke det, jeg tænker mest på, når jeg laver musikken.
De sidste par år har Bernhoft byttet loop-stationen ud med det faste band The Fashion Bruises, og det har givet nordmanden en del mere frihed på scenen.
– Jeg føler mig mere fri i kroppen og mentalt. Når jeg ser videoer af mig selv spille med loop-station, ser jeg en person, der koncentrerer sig helt vildt. Med bandet er det en mere fri oplevelse, og fysisk er der en stor forskel. Da jeg spillede alene, blev jeg låst i en position og kunne ikke bevæge mig særlig meget, så da jeg skulle ud og spille med band i starten, måtte jeg løbe og træne for at komme i form.
Mennesket skal i centrum
Nordmanden, der har lavet tre album og to EP’er som soloartist, følte, at det var unaturligt at skulle lave en Bernhoft-plade igen, fordi bandet var blevet så integreret en del af lyden – derfor endte det også med at blive Bernhoft & The Fashion Bruises der skabte Humanoid.
Tanken om et band, der går i studiet og indspiller sammen, er efterhånden en retro fremgangsmåde, men den gammeldags måde at indspille à la The Beatles var for Bernhoft helt bevidst.
– Det var intentionen at lægge begrænsninger på, hvad vi brugte studiet til og at gøre det anderledes, end man ellers gør i 2019. Jeg er en vældig gammel laks og synes, at der er så meget fed musik fra før 80’erne, så jeg havde lyst til at gå ind i den tidsånd. Pladen skulle være en klar modvægt til algoritmestyret popmusik a la 2018/2019.
Bernhoft har tidligere eksperimenteret med et mere elektronisk lydunivers på blandt andet EP’en The Morning Comes (2017), og selvom han nu dyrker bandformatet og trækker på 70’ernes storhedstid, er der masser af elementer af det moderne.
– Vi havde en tanke om, at pladen skulle lyde varm, og der måtte gerne være nymoderne ting, men det skulle ikke være en fortsættelse af ‘Islander’. I stedet for at programmere et mønster på en trommemaskine, kan det spilles live af et menneske. Mit projekt er egentlig at prøve at sætte mennesket i centrum for alt som er. Jeg ville bruge digitale og moderne produktionsmetoder, men altid have en andel af “the human mind” og “the human body”.
Med fokus på mennesket og den nærværende musik har Bernhoft & The Fashion Bruises skabt en plade, der også forsøger at tage folk ud af de sociale medier.
– Jeg havde et behov for at lave noget, der var så menneskeligt som muligt. Med fare for at lyde helt ‘old-fashioned’, så bliver jeg lykkelig som person, når jeg ikke er på de sociale medier. Det er en del af den måde, vi lever i dag, man skal være på de sociale medier og dokumentere alt. Lige nu har jeg haft en god pause fra det hele, og det føles helt fantastisk. Jeg føler mig tættere på musikken, livet, og alt som er godt.
Selvom Bernhoft kan fremstå lidt anti-moderne og tilbageskuende, er han optimistisk omkring det hele. På Humanoid blev de sociale medier faktisk vigtig for samarbejdet med den fremadstormende jazz/soul-sangerinde Raelee Nikole. Hun gæster nummeret ”Buried Gold”, og det samarbejde kom til verden gennem Instagram.
På mange måder er Bernhoft moderne og langt fra pessimist, når det kommer til diskussionen om “maskinen versus mennesket”. I en længere snak om AI (Artificial Intelligence) siger nordmanden dog, at han er blevet endnu mere antropocentrisk.
– Jeg synes, det er meget spændende, hvordan maskiner kan udvikle mennesket, lige så meget som mennesker kan udvikle maskiner. Det er vigtigt ikke bare se det som dystopi, men når jeg tænker på musikken lige nu, så er der meget maskinelt popmusik, som ikke fanger mig. Når jeg i stedet kan høre, at det er mennesker, som spiller, så bliver jeg henført.
Charlie Puth giver håb for fremtidens popmusik
Bernhoft nævner både blues-helten Blind Willie Johnson, Toto og Iron Maiden som nogle af de første store musikoplevelser, han fik som teenager. Hans mor og far var henholdsvis operasanger og musiklærer, og som barn var han derfor eksponeret for mange forskellige genre af musik. Det afspejler sig også i den musik, han selv laver i dag, som både trækker på jazz, soul, R&B, pop og blues.
– Min viden om musik blev drevet af min far, som arbejdede på den norske opera, så jeg hørte en masse operamusik og radio. Hver gang jeg hørte Michael Jackson, Nik Kershaw eller Sly and The Family Stone, tænkte jeg, ’wow det her er det bedste der findes’. Jeg er i en fortsat tilbageskuende proces, men så hørte jeg “BOY” af Charlie Puth og tænkte, ‘hva faen er det’, der er jo håb for børnene!
Man kunne jo håbe på at se Bernhoft samarbejde med den amerikanske popkomet Charlie Puth i fremtiden, men efter en længere turné vil nordmanden tage den lidt med ro.
– Jeg må indrømme, at jeg har haft en meget inaktiv periode, efter jeg kom til jul fra en lang turné med ‘Humanoid’. Jeg har sådan set bare været sammen med mine børn og spillet lidt, men ikke følt trangen til at skrive musik. Der er så meget god musik, jeg behøver ikke at tilføje mere, medmindre jeg føler, at jeg har noget vigtigt at sige. Men det kommer.
Selvom Bernhoft lige har været på en lang turné, vender han alligevel tilbage til Danmark allerede i denne måned med koncerter i både Odense, Århus og København. Om dem siger den charmerende nordmand: Herregud som jeg gleder meg!
Bernhoft & The Fashion Bruises spiller på følgende datoer:
Den 8. maj – Posten, Odense
Den 9. maj – Store VEGA, København
Den 10. maj – Voxhall, Aarhus
Den 11. maj – Musikkens Hus, Aalborg