fbpx

Bear’s Den om deres tredje album: »Vi har udvidet horisonten«

Foto: PR

Britiske Bear’s Den er klar med deres tredje album. Med hjælp fra multiinstrumentalist Kev Jones, duoens ene halvdel, gør vi her et forsøg på at blive klogere på produktionen.

Hvis du har fulgt lidt med her på siden de seneste år, så kommer det her nok ikke som en overraskelse for dig: Jeg ELSKER Bear’s Den. Jeg hørte deres debutalbum, Islands, fra 2014 så meget, at jeg overvejede, om jeg skulle sætte restriktioner på, hvor meget jeg måtte sætte det på. For hvad nu hvis jeg blev træt af det? Det er en plade proppet med super melodiøse folk-numre med masser af banjo og lækre vokalharmonier, og jeg forventede samme stil, da de fulgte op med Red Earth & Pouring Rain i 2016. Ved første gennemlytning blev jeg dog næsten lidt skuffet til at starte med, for her havde de skruet voldsomt op for både elektrisk guitar og synth – men stadig med fandens gode melodier. På deres nye udspil, So That You Might Hear Me, møder de to verdener hinanden.

– På nogle punkter er den et mix af den første og anden plade, siger multiinstrumentalisten Kev Jones, duoens ene halvdel, da jeg fanger ham på telefonen en tirsdag formiddag lige før påske.

– Det var ikke noget, vi var bevidste om, da vi lavede den. Vi har udvidet horisonten ret meget. Vi har aldrig rigtig brugt klaver før, men vi snakkede meget om, hvordan vi kunne bruge flere akustiske elementer, uden at det absolut skulle være en guitar. Men vi har også skubbet til den anden ende af spektret med flere elektroniske ting.

Det er første gang, Bear’s Den rent faktisk har haft tid til at skrive et album. Duoen (som startede som en trio og live er en sekstet) begyndte at turnere, før de overhovedet officielt var et band, og derefter var de nærmest konstant på farten i fem år. Red Earth & Pouring Rain blev skrevet på knapt tre uger i Amsterdam og efterfølgende indspillet i legendariske Rockfield Studios i Wales. Da de var færdige med at turnere med pladen, tog de lidt velfortjent fri, men der gik ikke længe, før Kev og Andrew Davie, duoens sanger og sangskriver, begyndte at se frem mod næste plade.  

– Vi er så privilegerede, at vi har vores eget studie i en kirke i det nordlige London, og det har været en helt anderledes, mere afslappet proces denne gang, hvor vi har haft tid til at tænke og til at eksperimentere med for eksempel trommemaskiner og synths, fortæller Kev.

Da duoen lavede Red Earth & Pouring Rain havde de en klar idé om, hvilken stemning de gik efter – det skulle være en plade, man sætter på, når man kører (langt) om natten. Noget bandet selv har gjort på især deres amerikanske turnéer. Men med nye plade var der ikke noget, der var bestemt på forhånd.

– Det var rart at have noget at styre efter, da vi lavede plade nummer to, og det var på en måde en nødvendighed, fordi vi lavede den på så kort tid. Men på det her album havde vi bare brug for at følge vores instinkter og fokusere på de enkelte sange. Der ligger selvfølgelig stadig rigtig mange tanker i at få det hele bundet sammen, men denne gang kom det mere på bagkant i stedet for, at vi forhånd havde en idé at arbejde ud fra.

Det næste niveau

De to første album er produceret af Ian Grimble, men på den nye plade har de for første gang arbejdet sammen med amerikanske Phil Ek (The Shins, Fleet Foxes, Father John Misty), hvorfor pladen også er indspillet i Seattle.

– Da vi var færdige med demoerne, sendte vi dem til ham, og han kunne heldigvis godt lide dem, og mente at han kunne hjælpe os med at tage dem til næste niveau. Så vi hoppede på et fly og så lavede vi en plade, griner Kev og uddyber at det selvfølgelig ikke var helt så simpelt.

– Vi snakkede ret meget i telefon først, og han kom til London i en uges tid for at sidde med ved nogle indspilninger. Det tog lidt af nerverne, før vi tog til Seattle, men det gør selvfølgelig stadig noget, at man ved, at man har en flybillet seks uger senere. Der er ikke så meget plads til at lave fejl, men samtidig er det også godt at have en bagkant, så man kan fokusere sin energi på den rette måde.

Derfor kan man dog stadig godt ændre ting efterfølgende. ”Not Every River” blev for eksempel lavet helt om, da bandet kom tilbage til London.

– Vi kunne gå i flere forskellige retninger med den sang, så vi indspillede den med fuldt band og masser af stor lyd. Men det føltes ikke rigtigt, vi synes, den havde nogle mere salme-agtige træk. Så da vi kom tilbage til London, pillede vi det hele af den og startede forfra, fortæller Kev.

Nummeret fungerer på en måde også som en slags opsummering af de temaer, der går igen på pladen.

– Der er et ret simpelt budskab i den sang – ikke alle floder når tilbage til havet. Man må acceptere, at man ikke kan ændre eller fikse alting. Nogle ting er bare, som de er, forklarer Kev.

Hverken Islands eller Red Earth & Pouring Rain var ‘kærlighed ved første lyt’ for mig – især sidstnævnte krævede som nævnt lidt tilvænning til den nye, mere elektroniske lyd – men de er vokset på mig, hver gang jeg har sat dem på, og de hører nu begge til nogle af mine absolut yndlingsalbum. Jeg havde kun nået at høre So That You Might Hear Me et par gange (og I kan altså godt glæde jer, bjørnevenner), da jeg snakkede med Kev, men et af de numre, jeg allerede har kastet min kærlighed på, er ”Conversations with Ghosts”, som næsten har en country-agtig vibe.

– Det er bare ’band i rum’, siger Kev. Der er ikke alle mulige lag, man skal forholde sig til. Den kommer som track nummer 8, mener jeg, hvor vi følte, at man godt kunne bruge et lille pusterum med noget lidt lettere – lydmæssigt i hvert fald. Teksten er stadig super deprimerende og mærkelig, griner han.

Jeg er også vild med singlerne ”Fuel on the Fire” og ”Laurel Wreath”, og så er der den virkelig fine ”Crow”, som blandt andet handler om Davies mors ekskæreste, og som Kev fremhæver som et af sine yndlingsnumre.

– Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal formulere det… Vi har et ret komplekst forhold til den sang. Men der er bare noget ved den. Når man skriver en sang, så har man tit en idé i sit hoved om, hvordan man vil have den til at lyde, men det er ikke altid, at det er det, der sker, når man indspiller den. Men med den her sang føler jeg, at den er, præcis som vi havde tænkt den.

So That You Might Hear Me er på gaden den 26. april, via Communion Records, og hvis du vil blive endnu klogere på pladen, især tekstuniverset, så har bandets tidligere tour manager, Danny Carissimi, lavet en glimrende, og virkelig sjov og nørdet, podcast-serie om den. Den finder du her.

Tags: