fbpx

Jade Bird – Jade Bird

Foto: PR
Label: Glassnote Music
Udgivelsesdato: Fredag den 19. april 2019

På sit selvbetitlede debutalbum viser britiske Jade Bird sig som en sanger af meget høj kaliber.

[rwp_box id=”0″]

I løbet af de sidste par år er det gået stærkt for Jade Bird. I en alder af kun 19 udgav hun i sommeren 2017 EP’en Something American; senere samme år vandt hun den eftertragtede Anchor Award på Reeberbahn Festivalen i Hamborg, og siden har hun turneret flittigt både i hjemlandet og i Nordamerika. Nu er den unge sangskriver og musiker på banen med sit første fulde album, og selvbetitlede Jade Bird er overordnet set en fantastisk flot bedrift.

Albummet byder på den klassiske instrumentering, der oftest kendetegner indie, folk og rock. Trommer, guitar og bas udgør baggrunden, mens Birds vokal indtager forgrunden. Én af hendes styrker er dog, at hun konstant forholder sig innovativt til de genrer, hun trækker på. I versene på P3-hittet ”Uh Huh” præsenteres man for det samme ukomplicerede og rene udtryk, der i 60’erne kendetegnede Simon and Garfunkel, men i omkvædene gør Birds rå vokal, at musikken påtager sig en nærmest powerpunked karakter. Jade Bird giver jævnligt lytteren andet og mere, end hvad der forventes.

I løbet af albummet demonstrerer hun desuden sin evne for både original og relaterbar lyrik, og ungdommens typiske frustrationer udtrykkes smukt på numre som for eksempel ”Love Has All Been Done Before”:

”And you are sweet//And you are nice//Keep me calm and satisfied//But I need something//Something more//’Cause love has all been done before”

Dertil behersker hun også det mere eksistentielle tekstlige udtryk, hvilket særligt eksemplificeres af ”If I Die”:

”If I die//Put me in a song//Tell everyone how in love I’ve been//If I die//Put me in a song//So I’ll live on in your melody”

Det bør nu bemærkes, at hverken tekster, komposition eller instrumentering er den egentlige grund til, at Jade Bird må betragtes som en kunstner af høj kaliber. Hendes vokal er dét, der gør hende uundgåelig.

Sjældent har en sanger på hendes alder formået så mange facetter, og uanset om hun råber, hvæser eller nynner, gør hun det med en ren og uforbeholden ærlighed, som er få sangere forundt. Selvom en ballade som ”17” lyder som noget, vi har hørt et par gange før, gør det ikke det store, for der skal godt nok meget til, før man bliver træt af at lytte til hendes stemme.

Lyt til Jade Bird af Jade Bird her.

Tags:
Sofie Ree
sofieree@bandsoftomorrow.com