fbpx

10 hurtige til… Ziggy Alberts

Foto: Zach Sanders

D. 12. maj spiller den australske singer-songwriter Ziggy Alberts på Lille VEGA. Vi har sendt ham 10 hurtige spørgsmål, så du kan lære ham lidt bedre at kende inden da.

Ziggy Alberts er kun 24 år gammel, men han har allerede udgivet flere album, han har startet sit eget label (Commonfolk Records) og har turneret i store dele af verden. Hans sange er personlige og ærlige og handler om hans forhold til andre og til den verden, vi lever i. Ziggy er både surfer (selvfølgelig, han er jo australier) og miljøforkæmper, så hans nære forhold til havet finder vej til hans musikalske univers. Hvis du er fan af navne som for eksempel Jack Johnson og Ben Howard, så er der altså god grund til at give den unge australier lidt opmærksomhed. Og eventuelt tage forbi Lille VEGA d. 12. maj…

1. Min musik er…

Dybtfølt og ærlig.

2. Jeg begyndte at lave musik, fordi…

Jeg har altid godt kunne lide at skrive, og jeg har brug for at udtrykke mig, fordi jeg er sådan en emotionel dreng (haha!)

3. Jeg finder inspiration i…

Gode mennesker og ’the natural state of the world’. Folk der gør deres bedste i udfordrende situationer.

4. Den bedste koncert, jeg har været til, er…

Jeg så Mumford and Sons i januar, og det var en af de bedste koncerter, jeg har været til, fordi 12.000 mennesker sang og dansede sammen. Der var en helt overvældende fællesskabsfølelse. Jeg blev ramt af den her ’oh yes, det er derfor, vi gør det her’-følelse.

5. Det sejeste sted, jeg kunne forestille mig at spille, er…

Lige nu? Jeg har hørt om en festival i Norge, oppe nordpå, hvor der er en scene i en grotte. Det ville være fedt.

6. Hvis jeg ikke var musiker, ville jeg …

Jeg ville sikkert være forfatter, og hvis jeg skulle beslutte mig for at gå på tidlig pension fra musikken, så er det klart det, jeg ville lave.

7. Min yndlingsartist lige nu er…

Harrison Storm, fordi han er support på min Europa-tour, og vi mediterer sammen.

8. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…

– At mene det jeg siger.

9. Når folk lytter til min musik skal de…

– Huske den glemte visdom, de har indeni sig, og sætte noget tid af til at komme ud i naturen.

10. Min kommende koncert i Danmark bliver…

– Fantastisk. Jeg spillede der for fire år siden, og jeg glæder mig virkelig meget til at komme tilbage.

Tanja Brinks Toubro
tanjabtoubro@gmail.com