fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 16

Foto: Fraads, Lord Siva og Artigeardit // PR

Vi er endnu engang klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som byder på musik i alle afskygninger – heriblandt alt fra blød og poetisk pop til catchy R&B og hiphop. Påsken har sat en dæmper på tilbudene denne uge, men vi har fundet fem arrangementer frem, der kan spice lukkedagene op.

Artigeardit, Fraads, Lord Siva + support: Ravi Kuma

Hvornår: onsdag den 17. april // torsdag den 18. april // fredag den 19. april // lørdag den 20. april
Hvor: Store VEGA // Train // Stundenterhuset, Aalborg // Musikhuset Posten

Påsken er over os og en masse helligdage er i vente, hvilket for mange betyder ferie. Det gør det ikke for de tre artister Artigeardit, FRAADS og Lord Siva, der hele fire dage i streg går på scenen i henholdsvis København, Aarhus, Aalborg og Odense. Den lille fællesturné vil byde på et mix mellem hiphop og R&B fra tre fremadstormende og hypede artister, der på hver deres måde leger med det danske sprog gennem fængende melodier og hårdtslående rap. For lige at gøre det hele lidt bedre, har de for nyligt annonceret, at duoen Ravi Kuma joiner som support.

SAVEUS

Hvornår: fredag den 19. april // lørdag den 20. april
Hvor: K.B. Hallen // Aarhus Congress Center

SAVEUS behøver vist efterhånden ikke megen introduktion, især ikke efter de sidste år fik den prestigefulde ære at åbne Orange Scene og i øvrigt gjorde det med store roser til følge. Nu spiller den folkekære gruppe med det beundringsværdige live-renommé deres største koncerter siden da, når de indtager den for nyligt genåbnede K.B. Hallen og Aarhus Congress Center.

BENAL

Hvornår: fredag den 19. april
Hvor: Aarhus Congress Center

Og apropos danske navne, der efterhånden ikke behøver introduktion, og kan skrive noget ala “lagde Roskilde Festival ned i 2018” på deres CV, så giver BENAL også koncert i Aarhus denne uge. Duoen har senest udgivet albummet Benjamin og Albert i november sidste år (hvis du var i tvivl om, hvad “BENAL” står for) og givet en bizar optræden til P3 Guld, og så har Benjamin figureret på den seneste udgivelse “Air Tonight” fra Emil Kruse. Der er stadig gang i duoen, som om nogen har domineret den danske hiphop-scene de seneste år.

Gurli Octavia

Hvornår: lørdag den 20. april
Hvor: Musikcaféen

Hvis du er til inderlig singer-songwriting og nordisk folk, så er Gurli Octavias koncert på Musikcaféen i Huset-KBH et godt bud på, hvor du skal befinde dig lørdag aften. Gurli Octavia var en af de optrædende på Roskildes Rising-scene sidste år, hvor hun forførte med sin fængende sangskrivning, lækre vokal og bløde, men dynamiske lydbillede. Den 29. maj udgav hun EP’en Metanoia, så hvis du har oplevet hende før, kan du se frem til nyt materiale at gå på opdagelse i.

Okay Kaya

Hvornår: lørdag den 20. april
Hvor: Ideal Bar

Norske Kaya Wilkins, som sidste år udgav debutalbummet Both under kunstnernavnet Okay Kaya, skabte for nyligt en stor buzz på den internationale blogsfære med sit skrøbelige cover af Cher’s Believe og nyheden om, at hun har signet med det succesfulde indie label Jagjaguwar (bl.a. Angel Olsen, Bon Iver, Sharon Van Enten, Moses Sumney og Unknown Mortal Orchestra). Okay Kaya laver alternativ, atmosfærisk indiepop ledt an af hendes karakteristiske dybe vokal. Det er desuden Okay Kaya’s stemme, du hører på den danske producer Vera’s “Falling” fra 2017.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com