fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 15

Foto: Lowly //  Asbjørn Sand

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som og til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til synthpop, hiphop eller en solid omgang flødepop, vil der forhåbentlig være noget at hente i vores anbefalinger.

Lowly – Hifalutin

Den danske kvintet Lowly har en dynamisk og drømmende lyd, som er det perfekte soundtrack til en stille og rolig weekend. I dag udgiver de deres andet album Hifalutin, hvor vi ser frem til at høre mere fra deres elektroniske pop-univers. Er du helt tosset med deres nye udgivelse, har du mulighed for at opleve det live til gruppens show på Hotel Cecil den 25. april. Tag med på en rundvisning i Lowlys magiske verden med musikvideoen til sangen “baglaens” her.

Omar Apollo – Friends (EP)

Amerikansk-Mexicanske Omar Apollo har en charme pakket ind i fløjlsblød vokal og lækre guitarriffs, som kan give branchens flødedrenge som Shawn Mendes og John Mayer kamp til stregen. Den 21-årige musiker havde en lovende debut på singlen “Ugotme” og EP’en Stereo fra 2018, og nu er han ude med sin anden EP der går under titlen Friends. Få fløden til at vælte ud af dine højtalere med sangen “Trouble” her.

KÅ – Skybrud (EP)

Den danske rapper er i dag ude med sin debut-EP Skybrud. Vi har tidligere været begejstrede for hans boblende single “7-up”, som også indgår på EP’en. Kan du ikke få nok af Kås brusende lyd, så kan du opleve hans headliner-koncert på Ideal Bar den 25. april, eller når han skal spille support for både De Danske Hyrder og Emil Kruse på deres Danmarksturnéer, der finder sted her i foråret. Varm op til weekendens festligheder med sangen “Ingen Stress”.

Astronaut – Silence One

Den danske psych-pop-gruppe Astronaut har en lyd, der sender dig helt ud i galaksen og tilbage igen. I dag er de ude med deres debutalbum Silence One. Vi har tidligere været helt oppe og køre over deres single “New York”, hvor Astronaut virkelig får bevist, at deres lyd rækker helt op til stjernerne. Lyden bliver sendt op i atmosfæren med hjælp fra en unik og luftigt vokal med lækre synths og guitarer. Få et skud astronomisk optur og lyt til den dybfølte sang “To The Stars” her.

Turquoise Sun – Sunesthesia

Den danske seksmands-gruppe Turquoise Sun har en lyd der smager af saltvand, solcreme og LSD. De leverer en drømmende neo-psykedelisk lyd, som giver en lyst til at løbe ud og tage en dukkert og få sand i mellem tæerne. I dag er de ude med deres album Sunesthesia, og hvis man har hørt nummeret “Like Others” kunne det godt tyde på, at albummet er en sanselig oplevelse af flere dimensioner.

Vera Hotsauce – Red Pill (EP)

Den svenske sangerinde Vera Hotsauce serverer solid pop, der er krydret med en spicy attitude og sprøde beats. Den 19-årige sangerinde har en stærk personlighed, der skinner igennem på hendes numre, som næsten kunne lyde som Fergie i hendes storhedstid (og det er altså en god ting). Få en ordentlig omgang hot sauce hældt udover din fredag med singlen “Hey Boy” her.

Ellers tilføjet:

Anderson .Paak – Ventura
Jenny Wilson – TRAUMA
Melby – None of this makes me worry
The Chemical Brothers – No Geography
Ida Wenøe – The Things We Don’t Know Yet
Sia, Diplo, Labrinth – LABRINTH, SIA & DIPLO PRESENT… LSD
Norah Jones – Begin Again
Caleb Steph – Bellwood Product