fbpx

FRAADS udgiver “Døde i Dine Arme” forud for påsketurné

Foto: PR

Drengene fra FRAADS er helt sikkert ved at varme op til deres kommende turné, og deres nyeste single er nok en teaser for, hvad vi har i vente.

Den innovative hiphopduo FRAADS har de sidste par år imponeret med en række singler og EP-er, senest den anmelderroste FRYYS fra efteråret. Der ligger mange skatte blandt duoens diskografi, men særligt har vi hæftet os ved “Sku Vi Tage Noget?”, som vi mener er en af de bedste danske sange fra 2018.

Papa Erotic har en legende tilgang til det danske sprog, og producer David Engelbrecht besidder virkelig evnen til at omslutte teksterne med melodier og toner. der drager os helt ind i FRAADS’ univers. Dagens single “Døde i Dine Arme” er ingen undtagelse. Om Sangen fortæller drengene selv:

– Sangen handler om en lang nat uden søvn. Fra en guitar, og et metallisk slagstøjsinstrument slås an, og til de ringer ud, afbilleder nummeret en lang paralysedrøm, med stemmer i hovedet, ansigter for øjnene og dæmoner i øret. Der var intet andet at stille op, end at ligge sig til at dø i armene på hende.

Duoen står over for en spændende påsketurné sammen med hiphopkollegaerne Lord Siva og Artigeardit, der starter den 17. april i Store VEGA – hvor du garanteret kan høre den nye sang.

Tags:
Charlie Jagd
charliejagd@bandsoftomorrow.com