fbpx

Dit nye yndlingsband Palace er ude med videoen til den tryllebindende single “Martyr”

Foto: Jono White

Hvis du kun skal lytte til ét nummer i dag, så lad det være “Martyr” fra Palace, som sender associationer til andre stærke bands som Half Moon Run og JAWS.

Da vi i september sidste år fangede radiovært og tidligere Editor of New Music hos NME Matt Wilkinson til en snak om musiklandskabet lige nu, pegede han på manglen af bands med ambitioner om at være lige så store som de mange storhittende og stadion-koncert-spillende soloartister, vi lige nu kan glæde os over. London-gruppen Palace er et godt bud på dét band. Deres atmosfæriske, alternative rock er som skabt til stort format, som singlerne “No Other”, “Heaven Up Here” og senest “Martyr” har været kuldegysningsfremkaldende beviser på.

Trioen har annonceret deres andet album After Life, som lander den 12. juli, og det er i kølvandet på den annoncering og deres udsolgte UK-tour, at de i dag har sluppet videoen til “Martyr” instrueret af Claes Nordwall (blandt andet Parquet Courts og Steve Gunn). I videoen ser man blandt andet klip fra gruppen i et live-setting, og det gør det kun dét mere ærgerligt, at den Europa-turné, de samtidigt med videoen har offentliggjort, ikke bringer dem forbi Danmark.

After Life, som “Martyr” er tredje single fra, er blevet til i samarbejde med Catherine Marks (som vandt titlen som UK Producer of the Year i 2018 for arbejdet med blandt andet St. Vincent, PJ Harvey og Wolf Alice). Temaet for albummet er håb efter følelsen af tab, og de 11 numre skulle eftersigende være fyldt med lige så meget varme og atmosfæriske kompositioner, som de tre fornemme smagsprøver, vi allerede har fået.

Lyt her og se den nye video til “Martyr”

Selvom gruppens Europaturné ikke bringer dem til Danmark i denne omgang, får du her datoerne, hvis du er så heldig at være udenbys og i nærheden til den tid.

14. oktober: ANTWERP, Trix
15. oktober: PARIS, Le Point Ephémère
22. oktober: ZURICH, Plaza
23. oktober: COLOGNE, Luxor
24. oktober: MUNICH, Strom
26. oktober: VIENNA, WUK
27. oktober: BERLIN, Lido
28. oktober: HAMBURG, Knust
29. oktober: UTRECHT, Tivoli Vrendenburg
30. oktober: AMSTERDAM, Paradiso Noord
01. november: st NOTTINGHAM, Rescue Rooms
02. november: BRISTOL, Anson Rooms
03. november: NEWCASTLE, Riverside
04. november: GLASGOW, St Lukes
06. november: DUBLIN, Button Factory
07. november: MANCHESTER, Academy 2
08. november: LEEDS, University Stylus
09. november: LONDON, Camden Roundhouse

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com