fbpx

Byhaven offentliggør åbningsfest og program for maj med hele to gange Bands of Tomorrows Uimodståelige

Foto: Red Lama i Byhaven 2018 // Anders Berg

I løbet af sommeren afholder Pumpehuset 150 gratis koncerter i Byhaven. Der er masser af godter på programmet, og så peger vi endnu engang på morgendagens stjerner med vores Uimodståelige-koncept.

Udover at solskinsdage, som dem der har tilsmilet os den seneste tid, er tegn på sommerens komme, markerer de også et skridt nærmere de hyggelige stunder, man i en årrække efterhånden har kunne få sig i Pumpehusets Byhave.

Det fortsætter selvfølgelig i år, og fredag den 3. maj starter det hele med en åbningsfest med den danske popsangerinde Askling bag roret. Herefter følger fire måneders gratiskoncerter akkompagneret af økologisk øl på fad, cocktails og smagen af det sydamerikanske køkken.

Majprogrammet byder på lidt for enhver smag, og vi er mere end glade for endnu engang at være en del af programmet med vores Bands of Tomorrows Uimodståelige-koncept. Her peger vi endnu engang på to acts per aften, vi enten har haft optur over i noget tid, eller lige er faldet for og synes, du skal holde øje med i fremtiden. Hvem der kommer til at pryde plakaten annoncerer vi selvfølgelig her på hjemmesiden og via vores sociale medier. Du kan finde de officielle facebookbegivenheder for henholdsvis den 4. og 29. maj her.

Mens vi primært har været vant til udelukkende at se danske navne på programmet, har Byhaven i år inviteret flere udenlandske artister til. Det drejer sig blandt andet om britiske RYD, “den nye Ty Segall” Ron Gallo og elektropop-artisten Jessica Winter. Danske navne som Nurse (som tidligere var en del af punk-duoen MOR sammen med MØ), Turquoise Sun og vores tidligere Ugens Upcoming Blitzkrig er dog også at finde på programmet, og så gæstes Byhaven desuden af mere erfarne artister som Pede B, og den tidligere Kashmir-trommeslager Asger Techau, som den 1. marts udgav sit andet album Descendence.

Vi glæder os!

Her er programmet for maj

3. maj: Byhavens åbningsfest: Askling
4. maj: Bands of Tomorrows Uimodståelige
8. maj: Asger Techau + Pony Marshall
9. maj: Klaus Handsome & Gadens Løse Fugle + Christian Hede
10. maj: Extremely Rotten Death Metal vol. 2: Undergang + Chaotian
11. maj: Pede B + J-SPLIFF
15. maj: Blitzkrig + FIRS
16. maj: AUFORI + Amanda Bøg
17. maj: RYD (UK) + Retro Kid & BRN
18. maj: Indisciplinarian Fest
22. maj: Beats i Byhaven
23. maj: Benedicté + LYNX
24. maj: Ibyen-prisen
25. maj: Ron Gallo (US) + Turquoise Sun
29. maj: Bands of Tomorrows Uimodståelige
30. maj: Jessica Winter (UK) + Nurse
31. maj + 1. juni: Udgårdsfest 2019