11 mar Ugens Upcoming: Carlxabel
Foto: Ryan Villarba
Hvis du ligesom os er vilde med hiphop og et skud R&B, så er Carlxabel måske også noget for dig. Den unge rapper er ude med sin debutsingle “Anfa” og er vores Ugens Upcoming.
Den bare 21-årige danske Carlxabel er indbegrebet af en spirende kunstner, han har nemlig kun udgivet en enkelt single. “Anfa” giver os dog god grund til at følge med hos det unge talent, der på nummeret udviser internationalt potentiale og et overlegent flow. I hans urban-vibede hiphop-univers kan man blandt andet få associationer til Bryson Tiller og 6LACK. Bag kunstnernavnet finder man Carl Abel, som du kan lære lidt bedre at kende her.
Hvem er Carlxabel?
– Carlxabel er en artist, der bevæger sig og kombinerer mange forskellige genrer. Noget er meget henne i R&B, noget er mere soultrappet, men det kan også bevæge sig mere over i poppen. Teksterne kan også være meget forskellige, noget af det kan være dystert og følsomt, mens andet kan være super happy og lidt mere overfladisk. Det er en artist med en lidt anderledes lyd end den, man generelt hører i Danmark.
Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Min lyd er et billede på de oplevelser og følelser jeg har i mit liv. De tekster og den lyd jeg prøver at skabe er taget ud fra det ’mood’ jeg sidder i, når jeg skriver mine tekster. Jeg synes, min lyd og min musik er lidt svær at sætte ord på, for den falder nødvendigvis ikke ind i en specifik genre. Jeg har det tit med at blande forskellige genrer som R&B og soul, og sætte nogle hårde trap 808s på. Oftest ligger mine tekster måske lidt mere i den dystre afdeling, men jeg har også flere sange liggende, hvor lyden er lidt mere happy og lidt mere poppet.
Hvordan startede du?
– Jeg begyndte at lave musik fordi jeg altid har haft en stor interesse for lyde og toner, og for at kreere og sammensætte de ting. Musikken har altid været en passion for mig, så det har kun faldet mig naturligt at begynde at sidde og lege med de ting på computeren. Og så har jeg bare mødt nogle pisse dygtige folk, som jeg for tiden sidder og arbejder rigtig meget med.
Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
– Måden, jeg starter nye projekter på, plejer som regel at begynde med, at min producer sidder og leger lidt, indtil der er noget der fanger mig. Så begynder han at bygge et beat op omkring det, mens jeg sidder og skriver lidt ned til det. Når beatet er ved at være på plads, hopper jeg i boksen og ligger en topline, som jeg så skriver mine tekster til efter. Som regel har jeg altid en idé til, hvor jeg vil hen med sangen med det samme. Så processen, når vi laver et nummer, går tit meget hurtigt.
Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
100% The Weeknd. Jeg tror også godt, at man kan høre på min lyd, at jeg er meget inspireret af den måde, han ligger vokal harmonier, og den måde han udforsker den musikalske verden. Også hans tekster og den måde han bruger beatet til at hjælpe med at fortælle hans historier. Han er for vild.
Hvad er der på pladespilleren lige nu?
Jeg hører så meget forskelligt musik lige for tiden, men jeg tror den kunstner, jeg hører mest lige nu er Anfa Rose. Han er ikke særlig kendt herhjemme, men han er så dygtig. Han har blandt andet været en stor inspiration til min seneste single, som faktisk også hedder “Anfa”.
Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)
Jeg har min EP Moods lige rundt om hjørnet, som udkommer her den 22. marts. Det bliver en lidt mere ”stille” udgivelse, lidt mere følsom, med både lidt R&B, soul og lidt trappede elementer. Så har jeg en masse singler, som jeg sidder og arbejder på med mit hold og et par andre artister. Og så har jeg også et par super spændende ting kørende, som jeg desværre ikke kan sige så meget omkring endnu. Men der sker en masse for tiden, så der er noget at se frem til.
Hvad er drømmen?
Drømmen er 100% at kunne leve af musikken og få nogle fede oplevelser ud af det.
Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken en ville det så være?
Det er en sang der hedder “Blessed”, som faktisk ikke er udgivet endnu og heller ikke er med på EP’en. Det er en af de lidt mere betydningsfulde og kraftige sange, jeg har skrevet. Det er faktisk også en af de sange, der har taget mindst tid at lave. Tror jeg har brugt omkring 3-4 timer på det. Men det er virkelig en af dem, jeg ser frem til at folk skal høre.
Hvis din musik var en drink, hvilken en ville den så være?
Det ville 100% være en Dark n’ Stormy!