18 mar Stjerneskuddet Mallrat: Jeg har stadig virkelig meget at lære

Foto: Natalie Jurrjens

Australske Mallrat udgav sin første EP, da hun var blot 16 år gammel, og hun har stor succes i hjemlandet. Den nu 20-årige sanger, rapper og producer har været support for blandt andre Post Malone, gnash og Maggie Rogers, og vi mødtes med hende, da hun for nylig gæstede København.

Hvis du ikke var en af de heldige, der havde en billet til den helt igennem magiske, og udsolgte, koncert, Maggie Rogers gav i Store VEGA i starten af marts, så er det helt fair, hvis opvarmningsactet Mallrat ikke siger dig så meget. Den unge rapper, sangskriver og producer har nemlig ikke ramt de danske radiobølger endnu, men i hjemlandet Australien har hun kæmpe succes med sine tilbagelænede, men catchy popproduktioner.

– Jeg lytter til virkelig meget forskellig musik, så inspirationen kommer mange forskellige steder fra, fortæller Grace Shaw, pigen bag kunstnernavnet, da vi sidder i hendes green room, et par timer før hun skal på scenen i Store VEGA. Jeg mister også ret hurtigt fokus, så alle mine sange er forholdsvis korte, griner hun.

Men der er noget, der tyder på, at hun har fat i den lange ende. Da radiostationen TripleJ, Australiens mest populære, i januar offentliggjorde deres ‘Hottest 100 2018’-liste med de 100 numre, som lytterne har stemt på som årets favorittracks, var der hele to Mallrat-numre i blandt; “UFO” som nr. 70 og den super catchy “Groceries” var røget helt op i top 10, nemlig som nr. 7. Billboard havde også nummeret med på deres ‘100 Best Songs of the Year: Critic’s Picks’.

Åbenbaringen Allday

Den nu 20-årige Grace begyndte at lave musik efter at have været til en koncert med landsmanden Allday. Hun havde sunget og været med i skolestykker før det, men det var som om, at der bare var noget, der klikkede, da hun stod i crowden den aften.

– Jeg gik stort set direkte hjem og downloadede Garageband. Til at starte med spillede jeg bare en masse beats, og overvejede egentlig lidt om jeg ville være DJ, fortæller hun. Men jeg havde også en idé om, at jeg ville være god til at skrive sange. Det kommer ret naturligt til mig. Det gør det at producere også, efterhånden som jeg får styr på de tekniske ting. Men det dér med at stå på en scene, det er noget, jeg har skulle lære.

Grace får processen til at lyde rimelig let, men hun uddyber, at der gik omkring halvandet år, fra hun begyndte at lave musik selv, til hun udgav sin første single, “Suicide Blonde” i midten af 2015 – hvilket jo stadig er forholdsvis hurtigt.

– Jeg arbejdede hårdt på mine sange, samtidig med at jeg også havde brug for nogen, der kunne lære mig at være professionel musiker. Da jeg startede, kendte jeg ingen musikere, jeg anede ikke, hvor der var studier og alt den slags. Men jeg vidste, at jeg ville musikken. Så jeg brugte meget tid på at stille virkelig mange spørgsmål til hvem som helst som ville lytte, griner hun lidt forsigtigt.

Grace gik helt bogstaveligt i gang med at kontakte folk gennem blandt andet Facebook og Instagram, og en af dem, hun fik hul igennem til, var produceren Tigerilla, som kunne lide den, med Grace’ egne ord “really shitty Garageband demo”, hun sendte ham. De to har arbejdet sammen siden da.

På rette vej

I juli 2016 udgav dengang blot 16-årige Mallrat debut-EP’en Uninvited via canadiske Nettwerk Records, som har navne som Passenger, Angus & Julia Stone, The Paper Kites og danske Kill J og Velvet Volume på rosteren, og hun har arbejdet sammen blandt andet Japanese Wallpaper, Basenji og Allday. Jep, dén Allday, kunstneren som startede det hele (og er venner med Tigerilla). Grace medvirkede på numrene “Baby Spiders” og “Ultramarine” på hans seneste plade, og da Mallrats anden EP, In the Sky, kom på gaden i 2018, var det med Allday som feature på førnævnte “UFO”.

– Det var ret vildt, da han spurgte, om jeg ville være med på nogle af hans numre, fortæller Grace, og forklarer, at de to er blevet gode venner, efter hun begyndte at lave musik, og at de konstant spørger hinanden til råds.

Generelt oplever Grace, at der er et godt fællesskab mellem australske musikere, og da jeg prikker lidt til hende omkring kønsdebatten i branchen, bliver hun næsten en smule forlegen.

– Jeg bliver ret tit spurgt om det, og jeg får næsten dårlig samvittighed over at fortælle, at jeg virkelig har haft en god oplevelse gennem alt det her. Jeg er virkelig privilegeret. Men nogle gange tror jeg også, at folk stadig ser mig som et barn i stedet for en kvinde, fordi jeg var så ung, da jeg startede, siger hun.

– Kvinder er underrepræsenterede, men jeg føler også, at tingene er på rette vej. Det føles underligt at sige det, for hvis man kigger på nyhederne og den slags, så føles det som, at jeg burde være mere pessimistisk. Men jeg er optimist. Jeg er omringet af så mange gode mennesker af alle køn.

Måske album, måske ikke

Grace fortæller, at den største udvikling fra den første EP til den anden er, at hun er blevet meget bedre til at producere. På Uninvited finder man stort set kun præ-lavede ‘Soundcloud-beats’, men på In the Sky er Grace selv i førersædet – med venner og softwaren Ableton som med-chauffører.

– Jeg elsker at lære fra andre. Alle gør tingene forskelligt og har en forskellig stil, og jeg vil bare gerne lære så meget som muligt om musik, så jeg kan blive den bedst mulige sangskriver og producer, siger hun med et beskedent smil.

Den unge musiker har derfor også tænkt sig at blive ved med at arbejde sammen med så mange som muligt, og hun vil også fortsætte med at lave collabs af forskellig art. Udover en del touraktivitet i 2019, så er næste step en EP til og så et album. Måske.

– Jeg er ikke rigtig en ‘album person’. Der er kun en håndfuld album, som jeg selv lytter til. Så jeg har aldrig rigtig haft det som mål at skulle lave et album, forklarer hun.

– Jeg lærer stadig virkelig meget hele tiden, så jeg har det fint med at blive ved med at udgive musik i lidt mindre ‘bidder’. Jeg er ikke forelsket i idéen om et album, som andre kan være det. For mig er hver sang en helhed i sig selv.