08 mar Sigrid – Sucker Punch
Foto: Island Records
Label: Island Records (Universal Music)
Udgivelsesdato: Fredag den 8. marts 2019
På trods af at dette er Sigrids første album, har hendes navn givet genlyd i musikverdenen, siden hun i 2017 udgav singlen “Don’t Kill My Vibe”. Siden da har hun spillet et væld af koncerter, været musikgæst på amerikanske talkshows og udgivet en håndfuld singler og EP’er. Det er derfor ikke uden forventninger, at jeg trykker play på hendes nye og indtil videre eneste album: Sucker Punch.
[rwp_box id=”0″]Vil helst ikke være for glat
Når du lytter til albummet Sucker Punch, får du power-tracks med nik til alle de nordiske heltinder og poptraditioner, som vi allerede har lært at kende Sigrid for.
Hun har et meget tydeligt kunstnerisk udtryk, der både kommer til udtryk visuelt og igennem hendes sange. Der er masser af styrke og ingen slinger i valsen. Så lidt slinger, at en utaknemmelig anmelder som mig straks begynder at ønske sig lidt skrøbelighed.
Og det er som om, man på flere sange har prøvet at skabe en kontrast, blandt andet i “Sucker Punch” og “Basic”, hvor alle instrumenter falder ud for et kort øjeblik, og det eneste, der står tilbage, er den nøgne vokal. Næsten som et bevis på at hendes stemme også eksisterer udenfor den gedigne sangskrivning og de glatte produktioner.
Popreferencer
Som ethvert andet godt popalbum, så skorter det ikke på referencerne. Og det er kun skønt, at “Strangers” læner sig op af Robyn’s “Dancing on my own”, og det ikke kan tolkes som andet end et anerkendende vip med kasketten. På samme måde lyder “Mine right now” som noget, der kunne akkompagnere en 80’er-films rulletekster med sine liftede synths i omkvædet.
Det er til gengæld mere overraskende, når “Level up” lyder som et legesygt, nostalgisk minde med et dysmorft symfoniorkester og en vibrato, der lægger sig op af Judy Garland. Det er netop i numre som dette, at jeg fornemmer et glimt i øjet hos musikeren, hvilket skaber en anden slags musik end P3-hits, som Sigrid indtil videre har gjort sig ekspert i. Personligt kunne jeg godt ønske mig flere af den slags afstikkere
Den skrattende vokal
Noget af det, der kendetegner Sigrid, er hendes alsidige vokal, der det ene øjeblik er i englefalset og det næste skratter i dine ører. Den vokale distortion er som altid et velkomment krydderi, særligt på nummeret “In Vain”. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at man har brug for den, hvis ikke det hele skal gå op i side chain trommeprogrammering.
For der er en risiko for, at Sucker Punch kan blive en anelse for poleret med sange, der stryger direkte ind på din løbespilleliste, hvis du ellers er til den slags.
Alt i alt er Sucker Punch en solid lektion i popproduktion, hvor der bestemt ikke mangler iørefaldende sange til forårets playlister. Men musikken kæmper en kamp mod sin egen perfekthed og bliver først decideret charmerende, når den træder lidt ved siden af.
