22 mar Maribou State – Pumpehuset

Foto: Barbora Gadlinová

Torsdag aften vendte engelske Maribou State tilbage til dansk jord i et propfyldt Pumpehuset og spillede en koncert, som blev lidt for jammet og aldrig rigtigt fik fat i materien på publikum, selvom de leverede en ellers fin musikalsk præstation.

[rwp_box id=”0″]

Siden Roskilde Festival 2018 har den engelske musikgruppe Maribou State, der gør sig i elektronisk musik, udgivet albummet Kingdoms In Colour. Det var dog ikke tilstrækkeligt til at ruske op i folk og give dem den medrivende oplevelse, som man med rette kan forvente af et band, hvis navn må konstateres at være varmt for alle, der interesserer sig for aktuel, upcoming musik med elektroniske elementer.

Navnets (varme) karakter er da også fuldstændig berettiget, når man lytter til både Portraits fra 2015 og Kingdoms In Colour fra 2018, som hver især viser, hvordan gruppen mester den elektroniske genre ganske fint. Det må unægtelig også være forklaringen på, at Pumpehuset kunne melde alt udsolgt efter relativt kort tid.

Deres evne til at mestre instrumenter var upåklagelig, og de gjorde alle sit for, at musikken spillede, som den skulle. Her var især synthesizeren central og resulterede i en lyd, der gav koncerten en fed elektronisk dimension, som specielt undertegnede havde set frem til, da Pumpehuset offentliggjorde, at Maribou State ville aflægge spillestedet et visit.

Et frisk pust

Copenhagen… please make some noise for Holly Walker! Koncerten kunne hurtigt blive en jammet affære, hvor de havde komplikationer med at engagere folk ordentligt. Maribou State havde imidlertid et es klar: Holly Walker, der blandt andet synger på kæmpehittet ”Steal” fra Portraits og ”Nervous Tics” fra Kingdoms In Colour.

Netop Holly Walker var et frisk pust og gav koncerten en dimension, der var med til at give en følelse af, at bandet leverede en live-optræden, som ellers i momenter manglede. Hun brød med den jammede stil, der kunne blive langtrukken og mindre trættende. Om end hendes vokal er knivskarp, var det ikke altid, at den gik rent igennem og viste sig fra sin bedste side.

Trods det formåede hun at gøre koncerten mere involverende, og hun gav deres performance mere sjæl, som den ellers kunne kritiseres for at være i underskud af. Hun var derfor en af aftenens store højdepunkter og havde en stor andel i, at koncerten nåede et niveau, hvor man som publikum følte sig velkommen i det live-univers, som Maribou State inviterede ind i.

Et frisk pust fik man også under numrene ”Midas” og ”Beginners Luck”, som sendte én på en rejse, til hvad der føltes som Zanzibars varme og idyl. Det blev desværre til en kort fornøjelse, da bandet ikke formåede at holde momentum og fastholde publikums fysiske aktivering og opmærksomhed mod scenen.

Luk røven

Det manglende momentum og fastholdelse af folks opmærksomhed resulterede i, at der ofte gik snakkeklub i den. Hvad var det et udtryk for? Var det Pumpehusets lyd, der ikke var god eller høj nok, som man med rette kan spekulere i, eller var det snarere, fordi bandets performance havde mangler og ikke gav folk det, de dybest set var kommet efter?

Personligt tror jeg på sidstnævnte. Under ”Steal” og ”Nervous Tics” samt nummeret ”Turnmills”, som de lukkede og slukkede med, lykkedes det alligevel at lukke røven på publikum og lægge en godt nok midlertidig dæmper på den snakkeklub, der handlede om alt andet end Maribou State og den musik, de leverede. Numrene var nogle af dem, folk tydeligvis var kommet for at høre, og det var under fremførelsen af disse, at man fik en indikator af, at det var deres begrænsede evne til at engagere publikum ordentligt, der ikke gjorde oplevelsen intim og involverende.

En del af forklaringen kan meget vel også ligge i, at deres optræden var af nøgen størrelse. Det var udelukkende et forholdsvis kedeligt lysshow og musikken, der i perioder virkede som en jamsession fra studiet, som skulle bære dem igennem koncerten og efterlade et indtryk af, at deres hype blandt musikinteresserede er berettiget.

Maribou State formåede aldrig at få ordentligt fat i følelserne torsdag aften i Pumpehuset – takket være en nøgen performance, som udelukkende hvilede på lyset og musikken, der ganske vist var veludført, men som udviklede sig til en jammet affære, der mistede folks opmærksomhed. Holly Walker, som var inkluderende og gav koncerten mere sjæl og bidrog med flere live-elementer, var ikke nok til at få bandet ud over scenekanten og involvere dem, der stod på den anden side, tilstrækkeligt.

Billedgalleri: Barbora Gadlinová

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

•