29 mar Koldingenseren ELO leverer solid, international rap på singlen “Judas”
Foto: Jens Nordhausen
Det seneste track fra den lovende rapper ELO har religiøse under- og overtoner, men er ultimativt relaterbart.
Rapperen ELO har tidligere imponeret os med sin solide omgang hiphop og en udforskning af, hvordan de mere soulede elementer kan spille sammen med genren. Nu er han klar med sin første udgivelse siden udtagelsen i Karrierekanonen i 2018.
Singlen “Judas” har et hårdt beat og en sprød, international lyd i rappen – og den er som mange af ELOs andre sange inspireret af religion og politiske statements. Som navnet måske antyder, bygger den op omkring fortællingen om Judas, men samtidig er den gjort tilgængelig for alle med relaterbare linjer som »I’m running from the people that are faking it«.
ELO flyttede som 12-årig til Danmark fra Zambia efter en hård barndom, og man kan høre, at han har taget den baggage med sig i musikken. Siden 2015 har han arbejdet hårdt for en plads på den danske hiphop-scene, og vi glæder os til at se, hvad fremtiden har i vente for den lovende artist.