29 mar Billie Eilish – WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?
Foto: Kenneth Cappello
Teenager, sangerinde, kæmpestjerne. Fænomenet Billie Eilish er nået langt for sin unge alder og har allerede imponeret stort med sine smukke og til tider spooky singler. Nu er hun endelig ude med sit debutalbum – og det var der høje forventninger til.
[rwp_box id=”0″]
At kalde det kun 17-årige popfænomen Billie Eilish‘s debutalbum længeventet er lidt af en underdrivelse. Den unge sangerinde steg hurtigt til vejrs med sine ofte dybtfølte og stille sange, indtil hun i slutningen af januar lamslog os alle samme med den herligt creepy single “bury a friend”, hvis lyrik også har navngivet hendes debutalbum. Den blanding har resulteret i en stærk, men nærmest skizofren samling af sange på WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?
Magt og kontrol
Albummet starter ud med det 11 sekunder lange introtrack “!!!!!!!”, hvor Eilish i ægte ASMR-stil tager sin tandbøjle ud og annoncerer »I have taken out my invisaligner and this is the album«, før hun bryder ud i et grineflip, der ender nærmest manisk – og med den kaotiske start er jeg helt klar på, at blive blæst væk af det her album.
Det første rigtige track “bad guy” skuffer heller ikke, når et dulmet beat starter, næsten som om du befinder dig i baglokalet til en natklub. Eilish lægger sin smukke stemme hen over tracket, og placerer sig i en selvsikker position som »the bad guy«, og et vir af knipsen følger beatet – men begge er under fuld kontrol af sangerindens vokal, og starter og stopper, når hun har brug for det.
Den magt og kontrol, belagt med en ‘eerie’ energi, beholder Billie Eilish i flere af de tracks, albummet har at byde på, specielt “all the good girls go to hell” og de allerede udgivne numre “you should see me in a crown” og “bury a friend”.
Et sælsomt farvel
Pladen viser os dog også en mere følsom side af Eilish, og det gøres specielt godt på nummeret “ilomilo”, der samler beatet up, hvor “bury a friend” slap det med en mere skrøbelig ramme. Den forvrængede vokal kommer med et næsten uforståeligt »I’m worried« og herefter: »The friends I’ve had to bury / They keep me up at night«.
Den sælsomme følelse fortsætter over i de tre sidste tracks, der læses som en sammensat sætning: “listen before i go”, “i love you” og “goodbye”.
Den første af de tre numre giver straks følelsen af tung luft, som var der et uvejr på vej, og handler om depression og selvmord, der trækker lytteren helt ind på livet af Eilish. Det sidste nummer, der er opbygget af linjer fra de forgående numre på pladen, men med den bittersøde følelse af, at nu er det enden på en god ting, er en gennemført afslutning på albummet.
Whiplash
Ét kritikpunkt har jeg dog, og det er, at tracklisten virker mere eller mindre arbitrær. Med undtagelse af “bury a friend” og “ilomilo”, som er i direkte forlængelse af hinanden, og så albummets afslutning, ser det ikke ud til at, der er lagt store tanker bag placeringen af sangene i forhold til hinanden. Man bliver meget brat hevet fra clubbeatet og selvsikkerheden på “bad guy”, til den stille “xanny”, der har en støvet vinyl-effekt over sig (og et hyggeligt selskab i baggrunden) – og det stemningsskift sker flere gange.
Halvvejs gennem pladen hører vi Billie Eilish’s stemme på “8”, pitchet så det lyder som en barnestemme, der synger om ikke at få opmærksomhed fra sin partner. Næste track er “my strange addiction”, der flittigt sampler en The Office-episode med både beat og taleklip, men stadig formår at handle om gnister og kemi mellem to mennesker. Lige efter kommer “bury a friend” – det urovækkende nummer, vi alle kender og elsker.
Med det sagt er det svært at finde mangler i den unge sangerindes kvalitet, men man kan godt opleve en ordentlig omgang whiplash, når man hører albummet igennem. Om intet andet viser sammensætningen dog, hvor mange forskellige dimensioner, vi kan forvente fra Billie Eilish i fremtiden, der alt i alt har gjort det super flot på sit debutalbum.
