08 mar Anderson .Paak – Royal Arena

Foto: Klara Løkke/Bands of Tomorrow
Venue: Royal Arena
Dato: Torsdag den 7. marts 2019

Anderson .Paak & The Free Nationals var yderst velspillende og kastede om sig med en hitparade, der bevægede sig igennem både knaldhård og laid-back hiphop, den mest sexede R&B, et kort indspark af salsa-vibes, en god mængde funk/rock og så ellers lige tilbage til der, hvor det startede.

Til at varme crowden op denne aften indtager den amerikanske R&B-solist Tayla Parx scenen. Efter et par introducerende numre får hun en anelse arrogant slynget ud, at hun har skrevet sangene til en række af større artister, heriblandt Ariana Grande og Janelle Monáe. Hun fremfører blandt andet et nummer af Khalid, men det er altså federe, når hun spiller sin egne produktioner.
Efter et blødsødent, smooth R&B-track siger hun: “Now that we got the emotional shit out of the way, we can go back to that ass-shaking shit, right?!”
Her går det ligesom op for publikum, at Tayla når rigtig langt ud, kun på baggrund af sin attitude og sin sublime stemme. Der er egentlig lidt tomt og en smule kedeligt med den backing track-understøttede performance på scenen – meeeeen de oppustelige kaktusser hjælper gevaldigt på det, og skaber en rendyrket California-vibe, som Tayla Parx får lov til at ride på, i de ca. 20 minutter hun varmer op, inden aftenens hovednavn kommer på.

Anderson .Paak synger og rapper upåklageligt, han danser som en smooth operator, og så er han en fucking konge bag trommesættet. Med en bundsolid start, sparker han hul i taget på Royal Arena og etablerer sig som en rendyrket hiphop-guru i sit army-farvede outfit, sin gule hue og sine cirkelrunde solbriller. Han er storsmilende og ikke til at skyde igennem med startnumrene “The Chase” og “Who R U?”. Efter en bemærkning om, at “it’s good to be back with a Grammy”, kommer arenaen yderligere op at koge med den black-power-infuserende live-trompet i “Bubblin”. Temperaturen er desuden fortsat opadgående ved den direkte overgang til “Milk N’ Honey”, hvor forsangeren selv tager sig af trommerne, imens flammerne står op i baggrunden, og bassen ryster undergrunden.

Herefter går det lidt ned i gear, og mere over i chill, laid-back hiphop: “6 summers” er down-low og groovy, “Smile/Petty” (kun første halvdel) har et virkelig smooth udtryk. På “Heart Don’t Stand A Chance” er der fællessang, imens Andys smil når helt op til ørerne. Nå ja, og under “Saviers Road” smider han sig lige ud til publikum i en regulær crowdsurfing, så helt nede i tempo er vi da heller ikke. Med “Anywhere” og “Trippy” er der pludselig en lummer stemning, når den sexede R&B flyder ud af højtalerne, og der bliver også klemt en salsa-vibe ind i form at et kortvarigt groove mellem numrene. Den fløde-agtige fornemmelse bliver dog erstattet af publikums tilbagevendende “7 Nation Army”-lå lå lå, som man vidst ikke kan komme uden om, når man har at gøre med berusede danskere i større koncertsammenhænge. Men bandet tager det med et gran salt og spiller endda med på “fællessangen”.

Under “Put Me Thru” og “Suede” bevæger Andy & Co. sig over i en solid omgang funk/rock, der dog stadig smager af hiphop. Efter at have været en anelse for langt nede i gear er det lidt som om, at koncerten her begynder at lette igen, før den sidste del af settet bliver lige så energisk og lige så fucking fedt som i begyndelsen. “Come down” er fuldstændig overlegent fremført af en lige så overlegen Andy, og under “Tints” er Tayla (som er co-writer på nummeret) med på kor, imens scenebaggrunden kalder på Venice Beach-vibes. Afslutningsvis kommer arenaen atter op at koge med numrene “Lite Weight” og “Am I Wrong”, og der bliver også plads til en hyldest til den nyligt afdøde Mac Miller igennem det fælles-producerede hit “Dang!”.

Den yderst likeable og charmerende Anderson .Paak kan herefter fortjent træde af scenen, og der er ingen tvivl om, at halvdelen af Royal Arena vil ha’ ham, og den anden halvdel vil være ham.

Alle billeder: Klara Løkke//Bands of Tomorrow