29 mar Rainbrother – Island

Foto: Jesper Helbo
Label: General Bird
Udgivelsesdato: Fredag den 29. marts 2019

Naturskøn indie-folk, der af og til kommer til at træde vande.

Forestil dig, at du sidder ved vandkanten på en strand. En grusstrand. Du sidder og stirrer ud mod horisonten og på solen, der er ved at gå ned. De orange nuancer dækker dig og dine omgivelser. Det er vældig idyllisk, og det er en aften i de sene forårsmåneder, så temperaturen er tilpas lun, men med et par kølige vindstød hist og her. Måske falder nogle lette livgivende regndråber.

Jeg kunne ikke undslippe dette mentale billede, da jeg lyttede til den danske rockkvintet Rainbrothers andet studiealbum Island. Der er noget ved sangene, der virker naturligt i ordets bogstavelige forstand. Drømmende atmosfærer og naive vibes bliver skabt i feltet mellem bandets akustiske og elektriske rockelementer. Men desværre er det ikke alle sangene, der virker svømmeklare.

Det musikalske udgangspunkt på pladen er charmerende og legende folkrock med indie-elementer, der tangerer til det psykedeliske. Ikke helt ulig Kurt Vile. Lydbilledet er meget simpelt og en lille smule kaotisk, hvilket er fedt, og de fleste numre er bygget op omkring døsige tempi og lyse simple melodihooks. Denne formular virker bedst på sange som ”Dawn” og åbningsnummeret ”Black Chemicals”, mens den fungerer knapt så godt på numre som ”Rio Rita” og ”Commuter”. Det er nok, fordi sidstnævntes melodiske kerner ikke er specielt stærke, og uden denne styrke bliver de simple og løse arrangementer lidt for luftige og intetsigende.

Kennie Takahashis garagerock-produktion er svær ikke at elske. Den er rå og simpel, men ikke alt for kradsbørstig. Det passer alt i alt rigtig fint til Rainbrothers udtryk. Man aner klarer paralleller til The Black Keys og Becks Modern Guilt, der ligesom Rainbrother dyrker forholdet mellem det analoge rock-udtryk og den blidere indie-pop.

Ét af Islands mest interessante numre er ”På Træerne”, som er pladens eneste dansksprogede skæring. Måske er det valget af rislende perkussion og lydcollager, eller måske er det sangens naive og indbydende lyrik, der clasher med musikken, der giver indtryk af noget, der ligger faretruende på lur i et vildnis. Uanset hvad det er, får sangen det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på en skøn måde, når den opbygger momentum og lader det hele kulminere i en overraskende, ildevarslende støjudladning.

Den virker faktisk lidt som en mere effektiv version af sangen ”Honeybird”, der løbende opbygger fed energi, men ikke rigtig formår at afvikle den, så det fulde potentiale kommer frem. Her virker det bedre, når gruppen giver los og går med den maniske energi.

Alt i alt har Rainbrother begået en ganske god plade med Island.
Forsanger Bjarke Bendtsens lyse vokal tjener det formål, der forventes af denne type lettere psykedeliske indie-folk. Bandets loose tilgang til musikken tilføjer noget naturlighed til lytteoplevelsen. Ikke alle arrangementer og hooks er stærke nok til at kunne bære en hel sang, og det føles som om, at visse numre træder vande uden at vide, om de vil begive sig ud på det dybe usikre hav eller blive i den behagelige vandkant. Men uanset hvad, sker det alt sammen i tiltalende musikalske omgivelser skabt af et band med en appellerende stil og sound.