fbpx

GrimFest er klar med 8 nye navne til dette års lineup

Foto: Thøger Dixgaard // PR

Festivalen har tidligere på årets offentliggjort kunstnere som DØR NR. 13, Ravi Kuma og Fribytterdrømme – og med de otte nye offentliggjorte navne, bliver det allerede stærke program kun bedre.

GrimFest forløber over tre dage – fra den 1. til den 3. august – og med de kunstnere, der indtil videre er offentliggjort til programmet, kan man godt begynde at glæde sig.

I dag har festivalen løftet sløret for otte nye kunstnere, der vil gæste dette års festival, og heriblandt finder man blandt andet den etablerede R&B/pop-artist Thøger Dixgaard, der især kom på manges læber efter sin deltagelse i TV2-programmet Toppen af poppen. I den rappende boldgade finder man nu blandt andet Monti, Bogfinkevej og Sjakket på programmet, som laver henholdsvis engelsk- og dansksproget musik.

Vi er også ret glade for at se støjrockbandet The Entrepreneurs som en del af lineuppet. Bandet er inspireret af subgenrer som punk, grunge og post-punk, og man kan godt forvente, at det legesyge band leverer en underholdende koncert, som er værd at lægge vejen forbi. Er man til rock i den helt hårde ende, skal man svinge forbi metalbandet Xenoblight, når de går på scenen under GrimFest.

The William Blakes er også at finde på programmet, og her kan man godt forvente en kæmpeeksplosion af forskellige genre i alt fra jazz, pop, fusion og art-rock. Sidst men ikke mindst skal man glæde sig til den elektroniske duo Farveblind, som ligeledes er offentliggjort til dette års Roskilde Festival. Bandets rejse begyndte faktisk på en festival, da de tilbage i 2016 vandt Live Camp konkurrencen på SmukFest, så man kan forestille sig, at de føler sig helt hjemme på en festivalscene. Tidligere på året udgav de deres debut-EP Boxes, så man kan nok godt regne med at høre en del af musikken derfra, når de til sommer spiller live i smilets by.

Det er en bred palette af genrer, der indtil videre er offentliggjort til årets festival, så det bliver spændende at se, hvad GrimFest ellers finder på.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com