fbpx

Redaktionens ønsker til de sidste navne på Roskilde Festival 2019

Foto: Flemming Bo Jensen // Roskilde Festival

Der er kun få dage til, at du for alvor kan planlægge dette års musikalske oplevelser på Roskilde. Vi håber navnene nedenfor bliver en del af dem.

Der er altid meget på spil, når Roskilde Festival annoncerer nye navne, og på onsdag den 27. marts kommer den sidste portion.
Indtil videre har festivalen disket op med helt store kunstnere som Bob Dylan, The Cure, Cardi B, Travis Scott og Robyn, spændende fremadstormende artister som Christine and the Queens, Jorja Smith, Rosalía og SOPHIE og så de helt nye navne – heriblandt Stella Donnelly, Flohio, Black Midi, Denzel Curry, Parquet Courts, JPEGMAFIA og Rolling Blackouts Coastal Fever.

Herunder finder du en håndfuld bud i hver kategori håndplukket af skribenterne på vores redaktion, som også hver især forklarer lidt om bevæggrunden for ønskerne. Vi krydser fingre for en vis overensstemmelse.

Dem med stort

Erykah Badu (US)

»Jeg er nok ikke den eneste, der vil synes, at en eftermiddagskoncert med madam Badu ville være helt i orden på årets festival. Sangerinden besøgte sidst Danmark i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival i sommeren sidste år på Plænen i Tivoli. Indtil videre er den talentfulde neo-soul-sangerinde blandt andet blevet annonceret til Primavera Festival i Barcelona i starten af juni og de to skandinaviske festivaler Flow Festival (Helsinki) og Øya Festival (Oslo) til August, så forhåbentlig får vi hende at se på Roskilde et sted midt imellem.«

– Ida Hummelgaard

Vampire Weekend (US)

»Okay, jeg satte også Vampire Weekend på vores lignende liste sidste år, fordi jeg var overbevist om, at det nye (meget længeventede) album ville være ude til den tid. Det var det ikke, men nu sker det – offentliggjort med singleforløbere, udgivelsesdato og det hele. Og let’s face it – det ville være det oplagte match til Roskilde 2019. Father of the Bride – det nye 18 numre lange album – lander den 3. maj lige i tide til, at du kan nå at lære sangene inden festivalen, og det, vi indtil videre har hørt fra det, lyder vanvittigt godt. Jeg krydser alt, hvad krydses kan for, at hullet i deres tourplan skyldes en ganske særlig dansk festival.«

– Nikoline Skaarup

Janelle Monáe (US)

»Janelle Monaé er virkelig et oplagt festival-hovednavn, og hun er også allerede offentliggjort til blandt andet Primavera i Barcelona. Den amerikanske sangerinde stormer fortsat frem og har især gjort sig bemærket med sit fokus på afrofuturisme og queerness. Med hits som “Make Me Feel” og “I Like That” ville Monáe gøre sig godt på en af vores danske festivaler, og da hun ikke er offentliggjort til nogle af disse endnu, er Roskilde et godt bud. Hun har i øvrigt et enkelt hul i kalenderen under Roskilde Festival den 6. juli, dagen efter hun har spillet til Down the Rabbit Hole i Holland.«

– Amanda Bloch

Childish Gambino (US)

»Donald Glover har gemt sig bag alter-egoet Childish Gambino siden 2013. Den amerikanske kunstner fangede offentlighedens opmærksomhed med den Grammy-vindende sang “Redbone”, hvor hans eksperimenterende og unikke lyd trak én ind og gav lyst til mere. En af hans seneste udgivelser er den kontroversielle single “This Is America”, som er en kommentar til skoleskyderierne, diskriminationen og racismen der foregår i de knap så forenede stater. Childish Gambino er allerede headliner på flere amerikanske festivaler, heriblandt Coachella og Broccoli City, men er endnu ikke blevet aktuel på nogle europæiske. Han tager et lille smut til Europa her i foråret i selskab med H.E.R. i London, og en enkelt solokoncert i Paris. Jeg håber, at foråret i Europa kan charmere sig ind på den amerikanske kunstner og vil lokke ham tilbage til en optræden på Roskilde til sommer.«

– Johanne Nedergaard Jensen

Lykke Li (SE)

»Den svenske popstjerne Lykke Li er ikke ukendt på Roskildes scener; hele tre gange har hun gæstet festivalen siden 2008. I sommers udgav hun det seneste album so sad so sexy, der tog hende i en ny musikalsk retning med trap og hiphop-elementer sammen med inspiration fra 10’ernes musik-trends. Det er en vej, der klæder hendes stemme virkelig godt, og hele albummet emmer af festivalenergi. I slutningen af juni spiller hun på Lollapalooza i Stockholm, og knap to uger efter på en festival i Slovakiet. Det efterlader jo et interessant hul i starten af juli, hvor det godt kunne tænkes, at den svenske sangerinde kom tilbage til Arena – for eksempel – med sine seneste tracks.«

– Charlie Jagd

Florence + the Machine (UK)

»Indie-rock, pop, folk og en kraftfuld stemme. Florence + the Machine har lige siden starten af deres karriere imponeret med en frembrusende kombination af de elementer, der har skabt flere kæmpehits som “Dog Days Are Over”, “Shake It Out” og “You’ve Got The Love”. Duoen udgav sidste år det sjette album High As Hope til stor success, og så sent som i januar kom de med singlen “Moderation”. Florence + the Machine optrådte i 2015 på Orange Scene med et anmelderrost, energifyldt show, og til sommer tager hun på Europaturné, hvor man kan bide mærke i, at hun ikke har annonceret et dansk show, og at der er god plads i tour-planen omkring starten af juli. Mon den fortryllende gruppe slår et smut forbi Roskilde og gentager den orange succes?«

– Charlie Jagd

Lady Gaga (US)

»Ja, jeg ved godt, at Lady Gaga er et totalt longshot, men hvis der er nogen, der har været hypet i 2019, så må det da være hende. I sammenhæng med den allestedsnærværende film A Star Is Born fik Lady Gaga et comeback og viste sit værd som en sangerinde, der rummer meget mere end at tage kødkjoler på og lave provokerende musikvideoer. Vi har i de seneste år på albummet Joanne og dokumentaren Five Foot Two fået lov til at se kvinden, der gemmer sig bag alteregoet Lady Gaga. Her har verden fået øjnene op for en mere moden, eftertænksom og følsom sangerinde, og det ville være fedt at opleve Lady Gagas nye stil live. Lige nu er der desværre ikke meget, der tyder på, at vi vil få hende at se i den europæiske sommer, men der er et stort hul i hendes koncertkalender mellem juni og oktober, som jeg håber kan blive fyldt ud med et lille visit på Roskilde.«

– Johanne Nedergaard Jensen

The Strokes (US)

»Ja, altså der er jo desværre ikke annonceret noget nyt album fra New Yorkernes hånd, men de er offentliggjort til flere festival-lineups dette forår og sommer som eksempelvise All Points East, Governors Ball, Bilbao BBK Live og Lollapalooza. Bilbao BBK Live er nok den mest interessante offentliggørelse i denne sammenhæng, for den ligger i Europa – Spanien – den 11. juli, som jo ikke er så forfærdelig langt fra Roskilde-ugen, som umiddelbart også ser fri ud. Jeg krydser fingre for, at det giver anledning til et glædeligt gensyn, siden The Strokes sidste gang indtog Orange Scene under det voldssomme skybrud i 2011, hvor jeg, til min store fortrydelse den dag i dag, havde søgt ly i mit telt.«

– Nikoline Skaarup

De mellemstore

Charli XCX (US) 

»Det ville slet ikke gøre mig noget med et inkarneret popnavn som Charli XCX på plakaten. Det er ikke fordi, at Roskilde indtil videre mangler popacts, men den talentfulde britiske sangerinde teasede på twitter i starten af året, at hun ville udgive nyt album i år og skal blandt andet spille på Primavera Festival i Barcelona – så hun kunne da også lige flyve forbi Roskilde og spille hits som “Boys” og “1999”.«

– Ida Hummelgaard

FKA twigs (UK)

»Okay, det er ikke lige til at se med det nøgne øje, at der sker så meget nyt i musikkens verden for den selverklærede æteriske kunstner FKA twigs. Hendes sidste album blev udgivet i 2014, og siden er det kun blevet til et par singler og en feature på A$AP Rockey’s “Fukk Sleep”. Der er intet nyt fra den musikalske vestfront, og twitter er fyldt med spørgsmålet: Hvornår kommer det andet album? MEN hvis vi lige tager konspirationsbrillerne på et øjeblik, ville det ikke være langt fra FKA Twigs’ avantgarde stil at droppe et album pludseligt, uden et ord – og hun er booket til to europæiske festivaler til sommer. Ønsketænkning? Måske. Men hvis hun alligevel skal en rundtur omkring kontinentet, kunne hun da godt lige lægge vejen forbi Roskilde.«

– Charlie Jagd

Hans Philip (DK)

»I 2017 gav Hans Philip sin sidste koncert som en del af duoen Ukendt Kunstner, men nu er han tilbage med sit soloprojekt i eget navn. Da han udgav sin første single “Siger Ingenting”, og kort efter udgav nummer to i rækken “Dagdrøm [1]” spåede flere, at han nok snart ville smide sit debutalbum – og rigtigt nok, det landende præcis en uge efter, at den første single kom. Med sit comeback og genremæssige udvikling, der har bevæget sig væk fra en overvejende hiphop-stil til et mere Frank Ocean-lignende R&B univers – dog stadig med et touch af hiphop – ville Hans Philip være et oplagt navn til det endelige program.«

– Amanda Bloch

Carly Rae Jepsen (CA)

»Havde du velfungerende ører i 2012, så kender du Carly Rae Jepsen. “Call Me Maybe” var en ørehænger, det perfekte popnummer – og simpelthen ikke til at undgå. Men den canadiske stjerne er meget mere end dét ene sommerhit, og hun brød for alvor ud af den one-hit-wonder-rolle, mange gav hende, da hun i 2015 udgav det velmodtagede album Emotion, der ærligt er et af de bedste popalbum, jeg har hørt i nyere tid. Nu gør hun comeback igen med et annonceret fjerde album, som allerede har fået forløber-singlerne “Party For One”, “Now That I Found You” og “No Drug Like Me”. Hvis det, vi har hørt indtil videre, er nogen indikator, tegner det rigtig godt for det nye album, og jeg håber, håber, håber, at det udkommer lige op til sommer i ægte Carly Rae Jepsen stil – og at hun måske tager det med på Roskilde.«

– Charlie Jagd

Lizzo (US)

»Roskilde har allerede annonceret Robyn, Rosalía og Jungle blandt nogle af mine favoritter, men jeg har stadig ønsker tilbage på listen – først og fremmest vil jeg gerne se den amerikanske sangerinde og rapper Lizzo. Med numre som “Good as Hell”, “Boys” og den nye, funky “Juice” er jeg ikke i tvivl om, at hendes enorme selvsikkerhed og ‘I don’t give a fuck’-vibe ville være fantastisk at opleve live. Den talentfulde kunstner er også kendt for sine optrædener med twerkende dansere, provokerende outfits og soloer på tværfløjte, og hun udgiver sit nye album Cuz I Love You den 19 april. Lizzos tourplan har da også et passende hul mellem den 3. og 12. juli, så der er jo plads til en koncert på Roskilde. Jeg krydser i hvertfald fingre.«

– Ida Hummelgaard 

Dem med småt

Haiku Hands (AU)

»Australske Haiku Hands ville være den perfekte gave til Roskildes festglade og nysgerrige gæster. Det ville være en af de der koncerter, man tilfældigt tager til, fordi bandet lyder fedt i beskrivelsen og har et grineren pressebillede, og som man efterfølgende vil se tilbage på som et af de absolut største højdepunkter. I hvert fald hvis de leverer samme fantastiske live show, som jeg to gange har haft fornøjelsen af at opleve. Musikken er én, stor, hårdtslående opfordring til at danse og slippe alle hæmninger for en stund, og den australske trio er de første til at følge deres eget råd, når de i delvis koordinerede, delvis løsslupne koreografier går amok til forrygende numre som “Not About You”, “Squat” og “Dare You Not To Dance”.«

– Nikoline Skaarup

Nilüfer Yanya (UK)

»Jeg er for nyligt blevet ret betaget af den blot 23-årige britiske guitarist og sangerinde Nilüfer Yanyas stemmeknæk, distortede guitarer og generelle soulede-vibe. Numre som “In My Head”, “Tears” og “Baby Luv” smører øregangene og ville være perfekte til en intim koncert i græsset på en solrig Roskilde-formiddag. Den talentfulde sangskriver er aktuel med debutalbummet Miss Universe og lægger vejen forbi flere europæiske festivaler i både Tyskland, Spanien og England her til sommer. Vi havde hende på listen over ønsker til Roskilde tilbage i 2017, og der var det måske lidt af et long shot. Men med den øgede hype, større koncerterfaring og ikke mindst et debutalbum i baghånden virker det nu mere aktuelt end nogensinde.«

– Ida Hummelgaard

Lowly (DK)

»Lowly er et oplagt bud på et dansk navn, der har vokset sig ud af Countdown/Rising-skalaen, og med deres nye album Hifalutin, der lander den 12. april, er de også yderst relevante. Gruppen udgiver deres musik via indiepladeselskabet Bella Union, som også huser navne som Beach House og Father John Misty, og det er som om, udlandet for alvor er ved også at ride med på Lowlys atmosfæriske og til tider eksperimenternede dreampop-bølge. De er netop vendt hjem fra den gigantiske musikbranchefestival SXSW i Austin, Texas, hvor de faktisk også spillede en showcase til et arrangement, Roskilde blandt andet var afsendere på. Coincidence? I hope not…«

– Nikoline Skaarup

Rex Orange County (UK)

»Kun 20 år gamle Rex Orange County er allerede lidt af en indie-legende med adskillige hits, millioner af streams og to album i ryggen – nå ja, og så et solidt samarbejde med Tyler, the Creator. Sidste måned udgav han den seneste single “New House”, der godt kunne varsle flere musikalske udgivelser fra den unge stjerne i løbet af året. Også Rex Orange County spiller på flere festivaler til sommer, blandt andet i Paris, Oslo og Berlin. Man kan håbe på, at han også tager sine sange et smut forbi Roskilde.«

– Charlie Jagd

The Mystery of the Bulgarian Voices featuring Lisa Gerrard (BG)

»Roskilde Festival kan favne utroligt bredt, og lige netop derfor ville det her være et oplagt navn som guf til world-musik-nørderne, og dem som ellers godt kan lide anderledes kormusik. The Bulgarian State Television Female Vocal Choir blev dannet helt tilbage i 50’erne for at opføre traditionelt bulgarisk folkemusik. I 70’erne indspillede de deres første plade (der i øvrigt vandt en Grammy) og ændrede navn til Le Mystere des Voix Bulgares. Sidste år udgav koret albummet BooCheeMish med sangerinden Lisa Gerrards, som er deres første studiealbum i over 20 år. Nu er de på turné og lægger blandt andet vejen forbi Primavera Festival i Barcelona, og selvom de faktisk også gæster DRs Koncerthus senere på efteråret, håber og tror jeg stadig på dem som et navn til plakaten.«

– Ida Hummelgaard

ALASKALASKA (UK)

»ALASKALASKA er en London-kvintent, som jeg faldt fuldstændig for, da jeg så dem spille på festivalen The Great Escape i Brighton sidste år. Gruppen har sangerinde og guitarist Lucinda John-Duarte og bassist og sanger Fraser Rieley i front, som spiller side om side med trommeslager Gethin Jones, guitarist Calum Duncan og saxofonisten Fraser Smith.
Musikken kan måske bedst beskrives som lige dele skæv og catchy ‘artpop’, hvor Frasers forførende saxofonspil får lov at bære en stor rolle og også er med til at skyde en omgang funk og jazz ind i det legesyge lydbillede. De er lige så fede live, som på indspilning, og den 3. maj lander deres debutalbum The Dots, hvor den ørehængende “Meateater” blandt andet er på. Please Roskilde!«

– Nikoline Skaarup

Soccer Mommy (US)

»Med sit anmelderroste album Clean fra sidste år, er den amerikanske singer/songwriter Soccer Mommy aka Sophie Allison en perfekt tilføjelse til de allerede annoncerede Julien Baker, Lucy Dacus og Stella Donelly. Jeg kunne godt forstille mig et pakket telt, der skreg med på “I don’t wanna be your fucking dog”, og det er heller ikke helt urealistisk, da den talentfulde sangskriver ikke på nuværende tidspunkt har andre koncerter i Roskilde-perioden.«

– Ida Hummelgaard

Bakar (UK)

»Camden-fødte Bakar passer perfekt ind i 2019’s genrebrydende tendenser, hvor britiske artister som Slowthai og Octavian hitter med udfordrende (men skudsikre) blandinger af henholdsvis rap og grunge/punk-energi og hiphop og dance. Bakar er endnu en af de her “hvad-skal-vi-dog-kalde-det”-artister. Mange kalder det Rock’n’Roll, indie- og guitarrock, og det er også rigtigt nok, men på den fuldstændig fantastiske “All In” går der altså også lidt hiphop i den, og det klæder ham også satans godt. Mange har sat sin lid til, at Bakar er Englands nye rockhåb, og den bølge kan jeg godt hoppe med på. Jeg har ikke selv haft æren af at se ham live, men jeg kan læse mig frem til, at det er lidt af en oplevelse, og jeg håber inderligt, at der har stået en Roskilde-booker til hans koncert på sidste års The Great Escape Festival. Skepta og Elton John har allerede sendt kærlighed efter det nye talent, og jeg tror, at mange flere kommer til at følge trop. Og hey, så er han blandt andet booket til Primavera – måske flere festivaler følger trop?«

– Nikoline Skaarup

LÉON (SE)

»Den svenske sangerinde har fornylig udgivet det selvbetitlede album LÉON, hvilket hun i øvrigt gæster VEGA med den 2. april. Men at hun allerede har en planlagt koncert i Danmark, behøver jo ikke at betyde, at en koncert på dansk festival-jord er udelukket. LÉON etablerede sig allerede som en hittende popsangerinde i 2015 med nummeret “Tired of Talking”, men har i dag valgt at gå indie-vejen og udgive sit album udenom et pladeselskab. Det nye album ville efter min mening virkelig gøre sig godt på en scene som Avalon, så jeg håber inderligt, at Roskilde har sat hende på dette års program.«

– Amanda Bloch

Kelsey Lu (US)

»Kelsey Lu har endelig annonceret sit debutalbum Blood, der lander den 19. april i perfekt tide til sommerens festivaler. Sangerinden, sangskriveren og cellisten har, siden hendes soloprojekt for alvor begyndte i 2016 med debut-EP’en Church, fået tilskrevet sig rollen som “hende, der gjorde klassisk musik cool igen”, men på sidste års singler som “Due West”, “Shades of Blue” og senest januars cover af “I’m Not in Love” har hun bevæget sig langt ud over den klassiske genre. Hun har spillet cello for artister som Solange, Father John Misty og Blood Orange, varmet op for blandt andet Florence + the Machine og Sampha, og på hendes kommende album er der producer-credits til blandt andet Jamie xx og Adriane Young (bl.a. Jay-Z, Talib Kweli, Kendrick Lamar og Wu-Tang Clan). De store stjerner har fået øje på det enorme talent, og jeg tror snildt hun selv kan opnå stjernestatus i fremtiden. Det kunne starte med en Roskilde-koncert på en scene som Pavilion eller Gloria.«

– Nikoline Skaarup

Loyle Carner (UK)

»Den fremadstormende rapper Loyle Carner er måske en af de artister på listen, som jeg tror allermest på kan blive offentliggjort til dette års Roskilde Festival. Han har for kort tid siden udgivet det catchy nummer “Loose Ends” i samarbejde med den britiske R&B-komet Jorja Smith, som allerede er offentliggjort til Roskilde. Man kan jo kun håbe på en lille duet mellem de to stjerneskud. Endnu et argument for, at rapperen realistisk set godt kunne lægge vejen forbi festivalen, er, at han netop har annonceret sit album Not Waving, But Drowning. Derudover er han offentliggjort til den spanske festival Primavera, hvilket plejer at være et godt tegn.«

– Amanda Bloch

Amyl and the Sniffers (AU)

»Roskilde Festival er altid garanter for noget til enhver smag, og Amyl and the Sniffers, synes jeg, er et godt bud på en treat for de punkrock-hungrende festivalgæster. Den australske gruppe, med den energiske frontkvinde Amy Taylor, lagde eftersigende publikum ned under Bigsound-festivalen i Brisbane, og siden også på The Great Escape i England. Det er rå punkenergi og inspiration fra legendariske navne så forskellige som AC/DC, Dolly Parton og Die Anwroord. Navnet på guitaristen, Dec Martens, minder voldsomt meget om navnet på det fodtøj, jeg tror passer bedst til lyden af Amyl and the Sniffers, som trods deres australske afstamning sagtens kunne komme fra 70’ernes britiske punkscene.«

– Nikoline Skaarup

Endnu flere ønsker

Aurora (NO)
Bodega (US)
Body Type (AU)
Confidence Man (AU)
Connie Constance (UK)
Courtney Barnett (AU)
Crewel Intentions (UK)
The Drums (US)
Empress Of (US)
G Flip (AU)
H.E.R. (US)
James Blake (UK)
Jamila Woods (US)
Janet Jackson (US)
King Princess (US)
Kylie Minogue (AU)
Little Simz (UK)
Lust for Youth (DK/SE)
Maggie Rogers (US)
Peter Doherty and the Puta Madres (UK)
Pom Poko (NO)
Princess Nokia (US)
Saba (US)
Sasami (US)
Santigold (US)
Shura (UK)
Slowthai (UK)
Sneaks (US)
SOAK (IR)
Stormzy (UK)
Strong Asian Mothers (UK)
The Japanese House (UK)
Veronica Maggio (SE)
White Denim (US)
Whitney (US)

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com