fbpx

Dream-pop duoen IRAHs nye single foregår på et sprog ingen forstår

Foto: Jakob Steen

Den atmosfæriske dream-pop duo IRAH har netop annonceret en efterårsturné i forbindelse med deres nye album, der lander i slutningen af maj – nu er de klar med andet udspil “Siu Hinama”.

De fleste har som barn lavet sine egne ord og havde måske hele kodesprog med sine venner – det virker til at forsanger Stine Grøn har taget lidt inspiration herfra og dyrket det improvisatoriske vokal-lyde på IRAHs nyeste single “Siu Hinama”.

Duoen satte sig i 2016 på manges læber, da de udgav deres mini-album Into Dimensions, der for alvor gav de to musikere Stine Grøn og Adi Zukanović grund til at fortsætte og eksperimentere med deres drømmende popunivers. For nyligt kom gruppen med den dejlige nyhed at de var klar med det nye album Diamond Grid og annoncerede på samme tid en efterårsturné. Med førstesinglen “Unity of Gods” blev vi igen bekræftet i IRAHs unægtelige talent, og det fortsætter også på andet udspil “Siu Hinama”.

Med en hårdslående synthbas der mærkes mere end den høres og pulserende trommer spillet af den dygtige Seb Rockford (Polar Bear, Patti Smith, Brian Eno), er nummeret en slags hypnotiserende oplevelse. De fem minutter føles helt trance-agtigt med den luftige vokal fra forsangeren, hvis lyde giver associationer til world-musikken. Selv udtaler Stine Grøn om sangen:

– Siu Hinama er opstået gennem vokale lyd-meditationer. Det kom aldrig til at føles rigtigt at give sangen en tekst, som kunne forstås, og det var derfor en stor frihed bare at lade ordene eller ordlydene være, som de var.

Den energifyldte sang har på mange måder en slags urkraft i sig og giver os god grund til at glæde os til mere musik fra den fremadstormende duo, hvis album lander den 24. maj.

Tags:
Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com