fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 12

Foto: Kakkmaddafakka // Ruben Nesse

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har prøvet at finde noget, der både passer til en festlig weekend og til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til drengerøvs-indierock, soul eller en solid omgang hiphop, vil der forhåbentlig være noget at hente i vores anbefalinger.

Connie Constance – English Rose

I en tid, hvor medierne nærmest kun kan skrive om Brexit i sammenhæng med Storbritanien, er det dejligt at få en anderledes kommentar fra Connie Constance på hendes debutalbum English Rose. Hun viser nemlig med sin kunst, at Storbritanien er bestående af meget mere end et snævertsynet folkefærd med sin blanding af genrer som indie, rock, soul og pop. Den 23-årige sangerinde har en overbevisende vokal og en overlegen produktion på numre som “Fast Cars” og “Bloody British Me”, der beviser, at hun er kommet for at blive.

Dean Lewis – A Place We Knew

Har du haft radioen tændt derhjemme, har det været svært at undgå den australske singersongwriter Dean Lewis. Hans gennembrudshit “Be Alright” er nemlig gået rent ind på radiostationernes rotationslister. I dag udgiver han sit debutalbum A Place We Knew, og selvom hans sange lugter langt væk af den typiske “hjerte rimer på smerte”-teknik, så bliver man altså lidt blød i knæene, når den karakteristiske vokal med den australske accent kommer ud af højtalerne. Er man til nogle af Ed Sheerans tidlige udgivelser, så er der helt klart noget at hente hos Dean Lewis.

K-phax – Thunderstrm

Den danske rapper K-phax udgav nummeret “Oh My God” i 2017 og siden da, har hans musikalske karriere taget fart. Hip-hopperen leverer en lyd, som man ikke skulle tro var dansk, og hvis han fortsætter i den her retning kunne det godt ende med et internationalt gennembrud. I dag har han udgivet sin debut-EP Thunderstrm, hvor han på sangene “Pop Punk Prince” og “Brightside” demonstrerer, at en dreng der er opvokset i Sønderjylland, godt kan lyde som nogle af de helt store kanoner indenfor hiphoppen og rappens verden.

Kakkmaddafakka – Diplomacy

Den norske indiegruppe Kakkmaddafakka udgiver i dag deres sjette album Diplomacy. Gruppen er nok bedst kendt for deres feelgood-indie-rockede nummer “Restless”, der er hyggelig og lallet drengerøvs-musik, som næsten ikke kan give dig andet end et lille smil på læben. Deres seneste single hedder “The Rest”, og det kunne godt lyde til at udtrykket er blevet en kende mere modent og alvorligt. Vi glæder os til at se hvad den charmerende gruppe oppe nordfra, har gemt i ærmet til os.

NAV – Bad Habits

Den punjabisk-canadiske rapper NAV udgiver i dag sit andet album Bad Habits. NAV har tidligere udgivet sange som “Myself” og “Some Way”, hvor Canadiske The Weeknd er med som featuring artist på sidstnævnte. Til produktionen af singlen “Some Way”, må der have været lidt magi i luften, for The Weeknd er blevet producer på NAVs nye album. Den mørke og alternative R&B-lyd man kender fra The Weeknd er blevet blendet godt sammen med NAVs vokal på numre som “Ralo” og den mere upbeat “Price On My Head”, som The Weeknd også lige tager et par vers på. Desuden er der på pladen besøg af kunstnere som Gunna, Lil Durk, Lil Uzi Vert, Meek Mill og Yung Thug.

Ellers tilføjet:

Andrew Bird – My Finest Work Yet
Apparat – LP5
Avey Tare – Cows On Hourglass Pond
Carlxabel – Moods (udgives søndag)
Jenny Lewis – On The Line
Lucy Rose – No Words Left
Mads Fisker – Alle Skal Noget
Wood Chips – Troll Hill (EP)
Nilüfer Yanya – Miss Universe (læs vores anmeldelse her.)