fbpx

FORPREMIERE + 10 hurtige til den Seattle-baserede kunstner SYML

Foto: PR

I dag har vi været heldige. Vi har nemlig fået lov til at vise en forpremiere på musikvideoen til SYMLs nye single “Wildfire”, og vi har fået ham til at afslutte 10 sætninger, så du kan lære ham lidt bedre at kende.

Brian Fennel er manden bag personaen og kunstnernavnet SYML. Den amerikanske kunstner producerer sange, som har et fint udtryk og en masse på hjerte. Han viser os vej ind i sit indre med sin karakteristiske vokal, fine lyrik og (for det meste) en masse akustisk guitar. Navnet SYML betyder simpel på walisisk, og det er den livsstil sangeren prøver at leve efter. Lær ham lidt bedre at kende her, når han afslutter 10 sætninger, vi har givet ham.

Min musik er…

– Terapi.

Jeg begyndte at lave musik fordi…

– Det var ligesom at lære er nyt sprog, der hjalp mig med at udtrykke mig selv mere klart.

Jeg finder inspiration i

– Min familie, at være broke og kærlighed.

Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…

– Sigur Rós, fordi jeg græd af glæde, faldt i søvn og græd lidt mere.

Det fedeste sted jeg kunne forestille mig at spille er…

– Operahuset i Sydney, fordi det er legendarisk!

Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg nok…

– Lære at spille musik.

Mit yndlingsband/artist lige nu er…

– Cautious Clay og JP Saxe.

Det vigtigste for mig, når jeg skriver musik, er…

– Ærlighed og enkelhed.

Når folk lytter til min musik, håber jeg, at de…

– Forhåbentlig føler, at de kan tage paraderne ned og smelte ind i ordene og lydene.

Mit kommende album, SYML, er…

– Klar til at blive hørt af verden! Det er mit første album, og jeg er meget stolt af det.

Forpremiere på musikvideoen til singlen “Wildfire”

Her kan du se videoen til SYMLs seneste single “Wildfire”. Singlen vil også indgå på kunstnerens debutalbum SYML der har udgivelse den 3. maj. Singlen er lavet i samarbejde med produceren Mark Ralfs, og samarbejdet har skabt en mere elektronisk lyd, der har noget mere knald på, end det vi tidligere har hørt fra SYML. Musikvideoen handler om den brændende fornemmelse, man har indeni, når ens kærlighed til en person ikke er gengældt, og du kan se den lige her:

Tags: