fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 11

Foto: Blå Nætter // Nicolai H. Vilhelmsen

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Det er en stærk uge for de skandinaviske artister, og derfor er alle vores udpluk enten svenske eller danske navne. Om du er til dansksproget pop/rock, støjrock eller en solid omgang dream-pop, vil der forhåbentlig være noget at hente i vores anbefalinger.

Alcabean – Confessions

Danske Alcabean er i dag ude med deres debutalbum Confessions. Alcabean blev startet af brødrene Victor og Julius Ryle Schack fra Espergærde. 2018 har været et turbulent år for gruppen, der både er gået fra kvartet til duo, og har præsenteret os for en ny og anderledes lyd på deres single “Tsukuyomi”. På singlen er lyden blevet mere mild, end den man tidligere har hørt fra Alcabean, som ellers har bevæget sig rundt i støjrock-genren. Vi glæder os til at se, hvad den halverede gruppe, har at byde på. Kan du ikke få nok af deres unikke lyd, kan du nå at fange dem, når de drager på turné i foråret. Her tager de blandt andet et smut forbi Hotel Cecil og Kansas City i Odense.

Barselona – Hjertebank + Legebørn

Den danske indiegruppe Barselona sparker weekenden igang ved at udgive ikke bare ét, men to album. Gruppen begyndte at udgive musik i sommeren 2016, og siden da man må sige, at deres karriere og produktivitet virkelig har taget fart. En debut-EP, adskillige singler, og så lige en EP til, har de allerede givet os, og nu disker de altså op med to velproducerede nye album. Kan du ikke få nok af Danmarks mest produktive duo, så kan du nå at fange dem, når de i april starter deres Danmarksturné – her lægger de blandt andet vejen forbi et udsolgt VEGA, TRAIN i Århus, Posten i Odense og Studenterhuset i Aalborg.

Blå Nætter – Bøjet i Neon

Den danske gruppe Blå Nætter udgiver i dag deres første album Bøjet i Neon. Vi har tidligere været begejstrede for den albumbetitlede single og glædet os til at se, hvad det danske band har støbt sammen til os. Gruppen udgav tilbage i 2015 EP’en Hvorom Alting Er, og har gjort os høje over singler som “Beruset og Fri” og “Lys og Mørke”. Sangene handler om når livet gør ondt, og mørket tager over, og har passet perfekt til de mørke vintermåneder. Nu kommer foråret, og det ser ud til, at der et lille neonlys for enden af tunellen.

Julia Rakel – Indie fEElz

»En masse analoge trommemaskiner, treklangsakkorder, alt for mange kor-stykker og nogle langsomme guitarer«. Sådan beskrev Julia Rakel sin egen lyd, da vi lavede en feature om hende som Ugens Upcoming artist. Vi er helt tossede med kor-stykkerne og den langsomme guitar, og derudover også Rakels charmerende vokal og sjove lyrik. Den svenske sangerinde er i dag ude med sin debut-EP Indie fEElz, og med tidligere udgivelser som singlen “PDFILWM” og “People”, har vi svært ved at tro, at man kan blive skuffet.

ViVii – ViVii

Den svenske gruppe Vivii laver bittersød dream-pop krydret med lækre synths, guitar og autotunede charmerende vokaler. I dag udgiver de deres første selvbetitledealbum Vivii. Gruppen blev dannet af ægteparret Caroline og Emil Jonsson, og de har trukket os langt ind i deres violette glimmer-univers med sange som “Siv (You & I) og “And Tragic”. Vi glæder os til at blive suget endnu længere ind i deres fængende melodier på det nye album.

Ellers tilføjet:

Artifact Collective – Shadow Play
Benjamin Francis Leftwich – Gratitude
The Cinematic Orchestra – To Believe
Danger Mouse & Karen O – Lux Prima
David44 – Truth.
Helgi Jónsson – Intelligentle
Joanne Shaw Taylor – Reckless Heart
Tavse Poet – Længe Leve Livet (bliver først udgivet lørdag den 16. marts)
Teddy and The Love Gang – Sanctuary
Vås – Kunstpause