fbpx

Tivoli er klar med et stærkt lillefredag-program, der blandt andre tæller artister som Elias Boussnina, Aksglæde og Clara

Foto: Lucy Love // Tivoli PR

Hvert år i sommersæsonen byder tivoli på lillefredag-koncerter med spirrende upcoming artister, og i år har de virkelig fået skruet et stærkt program sammen.

Den fremadstormende kvintet Søn, der for kort tid siden udgav debutalbummet Det Skandinaviske Design, får lov til at åbne ballet torsdag den 25. april, hvor man godt kan forvente skarpe, dansksprogede tekster og en catchy 80’er vibende stemning. Et andet fremadstormende navn, som har fundet plads på programmet er den attitudefyldte sangerinde og sangskriver Clara, der står bag hits som “What They Say” og “Foolish” og blandt andet har vundet sangskriverpriser for sine velskrevede tekster.

Man kan også glæde sig til lækre R&B/pop toner fra artister som Elias Boussnina, Lleoh, Bette og den soulede Coco O., der især er anderkendt for sin tid som frontsangerinde i den LA-baserede duo Quadron. Er man til funky, dansksproget pop fra en artist, der virkelig har noget på hjerte, skal man lægge vejen forbi tivoli, når Aksglæde går på scenen i juni måned.

I den mere rockede boldgade finder man bandet Dør nr. 13, der efter sin sejr i Karrierekanonen i 2016 har haft medvind med blandt andet en koncert på Roskilde festival i 2017 og en albumudgivelse i 2018.

Duoen Ravi Kuma, den tidligere fængselsindsatte Jamika og rapkometen Artigeardit er sammen med kunstneren bag hittet “Daddy Was a DJ” Lucy Love dette års hiphop navne til programmet. Selvom alle fire artister bevæger sig i samme boldgade, kan man forvente fire meget forskellige takes på hiphoppen med alt fra kvindelig, powerfull rap til en brandvarm undergrund-lyd.

Tivoli har i alt tilføjet hele 22 artister til programmet, der som programchef Thor Feilberg har udtalt »er et tydeligt tegn på styrken af den danske musikscene« og spænder alt fra popgenren til urban- og indiemusik.

Lillefredags fulde lineup:                 

Søn – den 25. april
Fastpoholmen – den 2. maj
Ea Kaya – den 9. maj
Off Bloom – den 16. maj
Tårn – den 23. maj
Toko – den 30. maj
Clara – den 6. juni 
Aksglæde – den 13. juni
Coco O. – den 20. juni
Gents – den 27. juni
Elias Boussnina – den 4. juli
Bette – den 11. juli
Palace Winter – den 18. juli                                      
Dør nr. 13 – den 25. juli
Lleoh – den 1. august                                                                   
Artigeardit – den 8. august                                                 
Theo X – den 15. august                                 
Jamaika – den 22. august                                                                   
Lucy Love – den 29. august
Ravi Kuma – den 5. september                                                            
Askling – den 12. september                                                                     
Perfect Plush – den 19. september

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com