fbpx

Den danske hiphop-trio NYT BLOD er ude med 1, 2, 3 nye singleudgivelser

Foto: PR

Den danske hiphopgruppe har en vej, og det er frem. Derfor har de smidt alle deres hæmninger og udgivet tre singler i dag.

NYT BLOD er en ung dansk gruppe, bestående af producer og pianist Frederik Leonhardt, producer og trommeslageren Magnus Zumbach og Mathias Andersen på vokal. De tre 21-årige drenge har en vision om at storme fremad indenfor dansk musik. For at få gjort drømmen til virkelighed har de i dag udgivet ikke mindre end tre debutsingler.

Den første single “Dig Og Mig” er ifølge gruppen en hyldest til nattelivets fristelser, heriblandt de kvindelige bekendtskaber der kan opstå. Singlen “Natchiller” tager en mere dyster drejning, og fortæller om når tankemylderet tager over, og man ikke føler man kommer nogle vegne. Den sidste hedder “Krig For Mit Blod” og handler om at gøre oprør mod uretfærdigheder og at ruste op til kamp.

NYT BLOD producerer en lyd, der ligger sig mellem dansk 90’er-rap, funk, R&B og hiphop. Noget af en mundfuld, må man sige. Men skal man i gang, så kan man vel ligeså godt give den hele armen, kan man ikke? De tre nye singler kan høres her nedenunder, hvor “Dig Og Mig” klart kan anbefales.

Tags:
Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com