fbpx

Sunx synger om at vokse fra et nært venskab på debut-singlen “Dude”

Foto: Magnus Bach

Soloprojektet Sunx er kreeret af Morten Winther Nielsen forsangeren fra bandet Treefight For Sunlight. I debutsinglen “Dude” kommer han med en sentimental skildring af et livslangt venskab, og hvordan han har måtte acceptere enden på det.

Sunx er Treefight For Sunlight-forsangeren Morten Winther Nielsens nye soloprojekt, der i dag kom med debutsinglen “Dude”. Sangen er en fortælling om Morten selv, barndomsvennen Mathias, og hvordan deres tætte venskab gled fra hinanden.

De to drenge mødte hinanden som kun 13-årige, startede sammen bandet Treefight for Sunligt, flyttede ind med resten af bandet efter gymnasiet og er generelt vokset op tæt forbundet. Men efter voksenlivet trådte ind med nye, forskellige mål og drømme, begyndte det uadskillelige par alligevel at gå forskellige veje. Morten fortæller:

– Jeg var så bange, da vi begyndte at vokse fra hinanden. Bandet var så stor en del af min identitet, og jeg savnede virkelig Mathias. “Dude” er derfor en slags kærlighedserklæring til ham (og for den sags skyld også de andre i bandet). Sangen handler om at acceptere livets gang, og indse at alt har en ende. Vi har stadig vores venskab, og vores band er heller ikke gået i opløsning. Men tiden, hvor vi delte alt, er definitivt slut, og den kommer aldrig tilbage.

Morten og Mathias gik i gang med en form for selvadministreret “parterapi”, hvor de mødtes hver mandag for at genopbygge venskabet. Her kunne de gradvist “lære hinanden at kende igen”. Den sentimentalitet er at finde i musikvideoen, der viser en rørende genforening mellem de to venner og et tre minutters langt kram på stranden.

Tags: