13 mar Shura har signet med Secretly Canadian og er tilbage med sprødt nyt udspil
Vi har savnet Shura på den internationale popscene. “BKLYNLDN” er alt, vi har ventet på.
Vi skal helt tilbage til 2016 for at finde de gode tider, hvor Shura udgav silkeblød, lækker pop i form af numre som “Touch” og “What’s It Gonna Be”? fra det anmelderroste debutalbum Nothing’s Real.
Med den nye single “BKLYNLDN”, som udkom i fredags, tager Shura fat på et nyt kapitel, både geografisk og musikalsk, selvom nummeret stadig appellerer til samme soft spot, som de tidligere udspil. Nummeret er udgivet via Secretly Canadian, som Shura netop har skrevet kontrakt med, og som også huser navne som Alex Cameron og Whitney. Og så er det en forsmag på det længeventede andet album, som hun lige nu arbejder på.
I en pressemeddelelse fortæller Shura om nummeret:
– Med “BKLYNLDN ville jeg udforske både en sonisk og lyrisk udvikling. Den handler om begær – og spiller med idéen om, at alt bare er forbrug og nogle gange overvældende. Den starter med umiddelbarheden ved fysisk begær – “This isn’t love”, men som sangen udfolder sig, begynder følelserne at komme til syne; Jeg er tydeligvis forelsket, og i stedet for, at min kæreste kommer til London, endte jeg med at flytte til Brooklyn. Jeg ville gerne fange den drejning, og for mig føles den del som min sommer rundt i Brooklyn, hvor jeg holder hånd med min kæreste og synger højlydt og er ligeglad med, hvor dum man ser ud.
Videoen er instrueret af Fiona Jane Burgees, frontkvinde i Woman’s Hour. Tjek den ud her, og hold øje med Shuras kommende tilbagetogt.