fbpx

10 hurtige til… Asger Techau

Foto: Christian Larsen

Det tidligere Kashmir-medlem Asger Techau har beholdt musikken i livet og udgiver nu musik i sit eget navn. Det kom der den 1. marts albummet ‘Descendence’ ud af. Vi har fået Techau til at færdiggøre ti sætninger for os, så vi har fået et indblik i hans liv som musiker.

Asger Techau har aldrig været i tvivl om, at musik er en nødvendig del af hans liv, og efter Kashmirs opløsning skød han et soloprojekt i gang under eget navn. Debutalbummet Phonetics kom anmelderrost ud i 2016, og lige nu er han aktuel med sit andet album Descendence, der ramte gaderne sidste fredag og er skabt i samarbejde med Palace Winter’s Casper Hesselager. Vi har indfanget Asger til ti hurtige spørgsmål om blandt andet den nye udgivelse, inspirationer og det at spille koncert.

Min musik er…

– en ren afspejling af alle de sider, der udgør Asger Techau. Min musik er humør baseret, og er derfor ikke bundet ene og alene til melankoli, glæde, sorg, kærlighed og frustration som en gennemgående stil. Selv om det er min måde at bearbejde disse følelser på, så blandes de tit sammen, så hvad der umiddelbart synes at være en glad og dansabel sang sagtens kan omhandle den tungeste sorg, eller det hårdeste slag i hjertet. En slags lys for enden af tunnelen, kan man vel sige. 

Jeg begyndte mit soloprojekt, fordi…

– musik er en nødvendighed for mig. Da Kashmir, efter Grøn Koncert i 2014, lukkede døren i efter et liv med fantastiske oplevelser, opture og nedture, og et langt, stærkt broderskab, var jeg ikke klar til at stoppe med at lave musik. Derimod var jeg klar til nye udfordringer og stålsat på at redefinere mig selv som musiker og menneske. Jeg bruger musik til, lag efter lag, at dykke ned i min person, og kaste lys ind i alle de afkroge, der måtte være, for at finde frem til en ny, og bedre version af mig. 

Jeg finder inspiration i…

– Jeg hører musik alle steder, og i stort set alting… Beats og melodier kører rundt i hjernen på mig 24/7. Hvis jeg koncentrerer mig, kan jeg fange dem ind og destillere dem. Og det er der, humøret spiller ind. For hvor jeg er rent emotionelt, og hvad jeg er påvirket af, når destilleringen begynder, har alt at gøre med, hvor sangen ender. Jeg tillægger sangen en identitet ud fra, hvad jeg har behov for at få ud… netop der. 

Den bedste koncert, jeg nogensinde har spillet, var…

– Med et langt liv bag mig som turnerende musiker er det svært at sætte fingeren på en enkelt koncert. Men jeg ELSKER at spille små, tætte steder, hvor man kan se folk i øjnene. Der får man kontant afregning på, hvad man leverer. Spiller man af crap… så får man crap tilbage… spiller man med hjertet/livet som indsats, får man hjerter og liv tilbage. Det er der, at man i fællesskab giver musikken liv og bygger broer. Det er der, vi glemmer hverdagens problemer og lader os rive med.

Den bedste koncert, jeg nogensinde har været til, var…

– Pyha… igen et svært spørgsmål at svare på… Der er mange gode koncerter at vælge imellem. I Januar i 2017 så jeg for eksempel The Flaming Lips i Store VEGA, en formidabel koncert der på alle måder slog benene væk under mig, og formodentlig alle andre, der var tilstede den aften. Showet var så stort og så over the top, at det sprængte rammene for, hvad VEGA kunne indeholde. MEN! År forinden var jeg til koncert med den amerikanske gruppe Grandaddy også i VEGA – dog den lille af dem. Min kone og jeg havde ventet læææænge på den koncert, men da bandet gik på, var det tydeligt, at de var trætte og formodentlig savnede deres hjem og familier, efter en tour der havde strakt sig længere end forventet. Men de blev taget på sengen af publikums overstadige glæde og loyalitet, og det hele endte nærmest med en tårevædet fælles fest, hvor band og publikum bar hinanden igennem koncerten. En fantastisk aften og et vidnesbyrd om, hvad musik kan gøre.

Hvis ikke jeg var musiker, var jeg nok…

– Et spørgsmål jeg har stillet mig selv et utal af gange i gennem mit liv. Specielt i årene efter 2014. Svaret er: jeg aner det simpelthen ikke… musik kom ind i mit liv så tidligt, at jeg aldrig rigtig nåede at tænke mit liv videre. Skulle jeg af en eller anden grund stoppe nu, ville jeg uden tvivl finde arbejde med samme fællesskabsfølelse, som musik har. Et sted hvor alle har lyst til at yde deres maximale, for at det endegyldige resultat står så stærkt som muligt.

Mit yndlingsband/artist lige nu er…

– Jeg er netop faldet tilbage i en af mine WILCO-perioder. Har for kort tid siden læst “Let’s go, so we can get back” skrevet af Jeff Tweedy, sanger og sangskriver i bandet. Den beskriver hans liv og tilgang til at lave musik. Den var stærkt inspirerende og efterlod mig et lag dybere nede i Wilco’s musik. Ps… De spiller i Den Grå Hal til September. Tag ind og se dynamikkens mestrer!

Det vigtigste for mig, når jeg skriver musik, er…

– at jeg ikke lader mig begrænse af noget… så vidt muligt. Og at jeg ender med at være tilfreds med mit arbejde.

Når folk lytter til min musik, håber jeg, at de…

– En ting, der kan gøre mig ufattelig glad, er, når jeg hører fra andre mennesker, at de kan identificere sig med sangene. At de ting, som jeg har brug for at få ud, vækker genklang hos andre end mig selv. Når jeg sender en sang ud i verden, håber jeg altid, at den finder et hjem hos nogen derude. At nogen vil binde minder til den, give den et liv og en mening, der passer til dem. Når det sker, er jeg ikke til at skyde igennem.

Mit seneste album, Descendence, er…

– et billede på et menneske i bevægelse. Sange om at tilpasse sig livet, både fortid og fremtid, som far, som ægtemand, musiker og menneske. Heldigvis et emne der aldrig holder op med at give!

Her kan du høre “Stick In The Mud”, som er en af sangene på det nye album, og se den tilhørende farverige musikvideo.