08 mar Stella Donnelly – Beware of the Dogs

Foto: Poone Ghana
Label: Secretly Canadian
Udgivelsesdato: Fredag den 8. marts 2019

Stella Donnellys første fulde album er en tæt på pletfri præstation.

“Oh, are you scared of me, old man?//Or are you scared of what I’ll do?//You grabbed me with an open hand//The world is grabbing back at you.” Sådan lyder det på åbningsnummeret fra Stella Donnellys debutalbum, og hermed fortsætter den australske singer-songwriter i den lyriske stil, der siden begyndelsen har karakteriseret hende. Som gennembruds-EP’en Thrush Metal er Beware of the Dogs et udpræget samfundskritisk udspil, og albummet søger særligt at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi lever i en verden, hvor mænd konstant synes at have overhånden.

Donnellys kritik af det mandsdominerede samfund, der omslutter hende, kommer især til udtryk på “Old Man”, “Watching Telly” og “Boys Will Be Boys”. Mange af de fremførte anekdoter er bestemt relaterbare, men desværre lider teksterne en smule under Donnellys tendens til oversimplifikation. Denne tendens eksemplificeres specielt af “Boys Will Be Boys”, som første gang udkom på hendes debut-EP. Her synger hun: “Why was she all alone//Wearing her shirt that low//They said ‘boys will be boys’//Deaf to the word no”. Udlægningen er problematisk, dels fordi Donnelly påstår, at samfundets højere instanser altid bebrejder ofrene, og dels fordi hun ser ud til at være af den overbevisning, at mænd i form af deres biologiske køn ikke er i stand til at holde nallerne for sig selv. Nogle lyttere vil være uenige med Donnelly, andre vil nikke genkendende til hendes fremstilling af debatten om det seksuelle overgreb. Givetvis vil ethvert politisk præget populærmusikalsk udtryk byde på simplificeringer, men man kunne alligevel godt ønske sig, at Donnelly ville gøre lidt mere ud af nuancerne.

Bortset fra passager som ovenstående, er Beware of the Dogs lyrisk set et ganske vellykket udspil – der er ingen tvivl om, at Donnelly har flair for ord. I løbet af albummet forkæler hun sin lytter både med smukt poetiske fraser som “Have you lost your fucking mind//It’s never too late to be on time” og mere humorprægede konstellationer som “K Line sea containers//Thunder past my room//I use my vibrator//Wishing it was you”. Dertil bør det bemærkes, at Donnelly er i besiddelse af en bemærkelsesværdigt lækker stemme, hvis bløde og uskyldsrene udtryk smukt kontrasterer hendes lyrik, og netop i legen med kontraster ligger albummets største styrke.

Donnelly gør sig genremæssigt overordnet set i en blanding mellem folk, indie og pop, og hvor hendes tekster ofte er spøgefulde og stærkt provokative, er albummets instrumentale aspekt blødt og romantisk. Forstod man ikke, hvad der bliver sunget, kunne instrumenteringen henlede én til at tro, at albummet tematisk centrerer om kærlighed. Det gør det på sin vis også, men Donnelly præsenterer altid emnet med et strejf af humor, som for eksempel på “Mosquito”, hvor hun synger: “Your name is up in lights//And baby you deserve it//I wanna bring you cake back home from work//But you’re allergic”.

I løbet af Beware of the Dogs demonstrerer hun desuden et massivt talent for vokale melodier, og hun viser sig som en mangefacetteret musiker, der mestrer alt fra popsukker til britpop (albummets titelnummer kunne snildt have været kreeret af The Smiths).

Trods den tekstlige tendens til oversimplificerede generaliseringer, albumdebuterer Stella Donnelly alt i alt fornemt på Beware of the Dogs. Du kan med fordel sørge for at tjekke hende ud, når hun til sommer gæster Roskilde Festival.