fbpx

BoT ELSKER kvinder: Redaktionens favoritter

Foto: Jannelle Monáe // JUCO/Warner Music

Den daglige redaktion på Bands of Tomorrow består af fem – synes vi selv – ret seje kvinder, og vi har i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag håndplukket to musikalske kvinder hver, som på den ene eller den anden måde har inspireret os.

Beyoncé

Valgt af Amanda Bloch

Okay – Beyoncé er måske det mest oplagte valg af alle, men det ændrer ikke på, at hun altså er et af mine største forbilleder, når det kommer til kvindelige artister. Hendes kvindelig empowerment er svær at stå for. På trods af beskyldninger fra højre og venstre om, at hun bidrager til undertrykkelsen af sorte kvinder gennem sin seksuelle selvfremstilling og samtidig har dårlig indflydelse på unge piger, er hun stadig en af musikbranchens største artister. Med numre som “If I were a boy”, “We Run The World (Girls)”, “***Flawless” og mange, mange flere, har Beyoncé virkelig markeret sit feministiske standpunkt, men hun er alligevel blevet kaldt “kulturel terrorist” af en af USA’s feministiske grundfigurer ved navn bell hooks. Hun har altså lagt øre til en masse negativ omtale, men kæmper videre som den førende pop-sangerinder i verden. I mine øjne er hun mega sej, fordi hun tør stå ved sig selv, shake sin booty og gøre lige præcis, hvad der passer hende, uanset hvilke kommentarer det så end genererer.

Haim

Valgt af Amanda Bloch

Det amerikanske indie-pop/rock act Haim består af de tre søskende Danielle, Este og Alana, og det er netop deres efternavn Haim, som har lagt navn til bandet. Gruppen står bag 80’er-vibende hits som “Want You Back” og “The Wire”, og er et virkelig godt bud på et stærkt, kvindeligt act. I en mandsdomineret musikbranche har gruppen opnået succes som en kvindelig trio, der selv spiller henholdsvis guitar, bas, trommer og klaver, hvilket i sig selv er ret atypisk. Normerne siger, at de fleste instrumentalister er mænd, men Haim er simpelthen gået mod forventingerne og har skabt et stærkt og succesfuldt kvindeband. I 2014 optrådte de på Roskilde Festival foran et tætpakket publikum, og det er efterhånden lidt tid siden, at vi sidst har hørt fra dem, siden de i 2017 udgav albummet Something To Tell You. Forhåbentlig går der ikke alt for længe, før der kommer mere musik fra trioen.

Hayley Kiyoko

Valgt af Charlie Jagd

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Hayley Kiyoko, var formegentligt samtidig med de fleste andre – nemlig ved gennembrudshittet “Girls Like Girls” i 2015, fra EP’en This Side of Paradise. Nu er det ikke fordi, jeg vil påstå, at Hayley egenhændigt åbnede døren for lesbiske i musikindustrien, men den EP sparkede den nok helt af hængslerne. Hun sang kompromisløst og åbent om sin kærlighed til kvinder uden at danse rundt om køns-identificerende ord. Bedst af alt: hun sang upbeat, glade sange om alt det dejlige ved kærligheden i modsætning til den dominerende fortælling i andre afdelinger af popkultur, som oftere sætter fokus på de triste og isolerende aspekter af livet som LGBT-person. Siden er hun fortsat med at normalisere pigers kærlighed til andre piger i sin musik, og hun har aldrig skjult sin seksualitet i sin musik, for at gøre den mere “spiselig” for heteroseksuelle. Det er ikke svært at forstå, hvorfor hendes fans i 2018 døbte hende “Lesbian Jesus”.

Janelle Monáe

Valgt af Nikoline Skaarup

Det var lige omkring 2010, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Janelle Monáe, som efterhånden må florere på sindssygt mange af den her type lister. Så vidt jeg husker, faldt jeg over hende som feature på Big Bois “Be Still” fra det fantastiske album Sir Lucious Left Foot… The Son of Chico Dusty. Det udkom i januar 2010, og i maj måned samme år stod Monáe klar med debutalbummet The ArchAndroid, som blæste mig fuldstændig bagover, og på alle mulige måder revolutionerede mit syn på popmusik. Det var så innovativt, kreativt, personligt. Det lød som noget, en fyr burde have lavet, udover at stemmen kom fra en kvinde. Det var vildt funket, lidt hiphoppet. Det var sådan noget, jeg normalt kun hørte kvinder synge kor til. Mens nedenstående tekst om Karen O handler om en kvinde, hvis indflydelse på mig bygger på indspilninger (jeg har desværre aldrig set Yeah Yeah Yeahs live), så blev det afgørende i min glæde for Janelle Monáe, da jeg så hendes legendariske Roskilde-koncert på det daværende Cosmopol i 2011. Iført smoking – selvfølgelig – gav hun en popkoncert, der brød med alle popkoncerter, jeg hidtil havde set – især fra en kvindelig artist. Resten er – som man siger – historie nu, og et eller andet inde i mig håber inderligt, at det bliver i år, at hun kommer tilbage og indtager en af Roskildes største scener. Det fortjener hun. Og hvor sejt ville det ikke lige være, hvis hun gengav denne her fantastiske video live?

Karen O

Valgt af Nikoline Skaarup

Karen O fra Yeah Yeah Yeahs blev en af de første kvindelige stemmer, jeg for alvor så op til i musikverden. Bevares, jeg havde hørt Britney Spears, Shakira, Christina Aguilera og alle de andre et hav af gange på mine Hits for Kids-cd’er før da, men da jeg i starten af mine teenage-år for alvor begyndte at brygge på min egen personlige musiksmag, blev det den alternative rock, der dominerede. Det var bands som The Libertines, The Strokes, Babyshambles og Arctic Monkeys. Og så var der Yeah Yeah Yeahs med Karen O i front, som fuldstændig tog røven på mig med sin coolness. Tænk at et kvinde kunne være lige så cool og rock’n’roll som Julian Casablancas – det var svært for mig at forstå. I bogen “Meet Me in the Bathroom – Rebirth and Rock and Roll, New York City 2001-2011” af Lizzy Goodman beskriver flere musikere og branchefolk deres første møde med Karen O, og det er fantastisk at læse om. “She had this infectious, super-wild, didn’t-give-a-fuck, awesome, fun silly thing.” siger Yeah Yeah Yeahs-guitarist Nick Zinner blandt andet om Karen, og det bekræfter alt, hvad jeg forestillede mig som teenager om Karen O – et af mine første musikalske forbilleder.
Hun er lige nu aktuel i projektet Lux Prima sammen med Danger Mouse, og det lyder latterligt godt (lyt selv). Men det ville være forkert af mig ikke at sætte “Gold Lion” ind, som var det første nummer, jeg hørte med Karen.

Laura Jane Grace

Valgt af Charlie Jagd

Som kun 17-årig startede Laura Jane Grace i 1997, hvad der senere ville blive det succesfulde punkrock-band Against Me! Det er i sig selv en imponerende bedrift, men det, der virkelig gør Laura Jane til en vigtig kvindelig figur i musikhistorien, er, at hun var en af de første store punkrockere, der sprang ud som transkønnet i 2012. I et musikmiljø hvor en kvinde i forvejen skal kæmpe hårdt for at få anerkendelse på lige fod med de mandlige musikere på scenen, havde hun nok ingen forestilling om, at det at komme ud som transkvinde ville gøre livet lettere. Men Laura er en ægte punker, hun er højtråbende og står ved sig selv, så hun sprang ud midt i en musikkarriere og begyndte sin transition. Det var ikke nok. Hvor det måske havde været nemmere at lade det, for nogle kontroversielle, personlige liv blive bag kollissen, valgte Laura Jane Grace at udgive det anmelderroste album Transgender Dysphoria Blues i 2014, der italesatte hendes tanker og problemer i forhold til kønsidentitet gennem livet og garanteret har hjulpet en masse unge mennesker gennem lignende tider. Siden er hun blevet ved med at udgive progressive og ærlige album, der tager et emne op, der sjældent bliver bragt op i musikkens verden. Det er i hvert fald den mest gennemførte punkrock-attitude, jeg kender til, og jeg er glad for, at jeg kunne vokse op med hendes musik.

Lizzo

Valgt af Ida Hummelgaard

Den amerikanske sangerinde, rapper og fløjtenist Lizzo lavede i 2016 EP’en Coconut Oil, hvor hun med titelsangen ramte lige ned i mit kokosolie-elskende hjerte. Kunstneren har blandt andet hittet med sangene “Good as Hell” og senest den funky single “Juice”, som begge er perfekte tracks til den dag, hvor selvtilliden måske ikke er helt i top. Udover at have den fedeste kompromisløse attitude og udstråle masser af selvværd, er Lizzo også sindsygt dygtig på tværfløjte, og optræder ofte med den på scenen i småprovokerende tøj og med twerkende dansere. Hendes ekstremt catchy numre er en vidunderlig blanding af soul, funk, R&B og hiphop og forhåbentlig får vi mere af det på hendes opkommende album Cuz I love You, der lander den 19. april. 

Lorde

Valgt af Johanne Nedergaard

Den new-zealandske sangerinde Lorde fik mig allerede til at nynne med på hits som “Royals” og “Tennis Court” fra hendes album Pure Heroine fra 2013. Men der hvor hun virkelig slog benene væk under mig, var ved udgivelsen af Melodrama i 2017, som efter min mening er en af dette årtis bedste albumudgivelser. Albummet skildrer en virkelig stærk og ærlig fortælling om ung kærlighed der brister, og alle de situationer og følelser, der følger med. Sangerindens borgerlige navn er Ella Marija Lani Yelich-O’Connor, og hun ville have et kunstnernavn der stemte overens med hendes fascination af det royale og aristokratiske. Først var navnet Lord på tegnebrættet, men hun gav det et feminint twist ved at tilføje et ‘e’. Desuden synes jeg, at postyret til Grammy-awards i 2018 er værd at nævne, da Lorde var den eneste album-nominerede artist, der ikke blev tilbudt at give en optræden med sine egne sange. Hun fik “kun” tilbuddet om at optræde til en hyldest af den afdøde musiker Tom Petty, og det endte med, at den kvindelige artist valgte at takke nej til at give nogen form for optræden den aften. Det er en af de ting, jeg beundrer Lorde for – hun gør ikke noget halvt, og det kan man både mærke i hendes musik og handlinger.

Noname

Valgt af Ida Hummelgaard

Jeg blev introduceret til rapperen Noname tilbage i 2016, da hun udgav debutalbummet Telefone, og har lige siden været stor tilhænger af hendes musik. Bag kunstner-aliaset finder man den Chicago-baserede Fatimah Warner, der har gjort selv mig, med meget lidt kendskab til rap, til en stor fan. Hendes blanding af soul, jazz og hiphop er helt specielt, og jeg tror, det er svært at finde en kunstner, der laver noget lignende. På numre som “Diddy Bop (feat. Cam O’bi & Raury)” eller “Sunny Duet (feat. the Mind)” rap/synger Noname med et overlegent tilbagelænet flow, hvor det er tydeligt at mærke den 27-årige kunstners musikalske talent.
For mig er tiltrækningsfaktoren også de mange lækre soulsangere hun samarbejder med, som giver nogle virkelig fede hooks til numrene. Først og fremmest er Noname også en poet, der både bruger smukt billedsprog, rapper i hverdagsfinurlige vendinger og har politiske temaer. Hun har tidligere spillet på Roskilde Festival tilbage i 2017, og på Lille VEGA i sommeren 2018 og den 6. april vender hun igen tilbage til Danmark, hvor hun med stor sandsynlighed vil spille Store VEGAs sal op med numre fra hendes nyeste album Room 25

Tove Lo

Valgt af Johanne Nedergaard

For mig er den svenske sangerinde Tove Lo indbegrebet af girlpower, med alt hvad der hører til. Den svenske sangerinde udgav sit debutalbum Queen of the Clouds tilbage i 2014, hvor hun blandt andet leverede bangers som “Talking Body” og “Habits”. Her var temaerne typisk omkring at feste for meget og lade sig røvrende af dumme fyre. Dog foretrækker jeg frøken Lo’s nyere lyd på de to mere eksperimenterende album Ladywood og Blue Lips. Her er der skruet lidt ned for poppen, og vi trækkes ind i et mørkt univers, hvor de dyriske og rå sanser hersker. Tove Lo beviser lige præcis, at man som kvinde ikke skal være bange for at gå efter sine lyster og ikke skal skamme sig over hverken sin seksualitet, eller den måde ens krop ser ud på – sidstnævnte gør hun meget ud af til hendes koncerter, hvor der sagtens kan blive luftet et bryst eller to. Efter min mening, så bliver det ikke særlig meget mere girlpower, end når man tør at vise sig selv, som man er, samtidig med at man inviterer andre indenfor og giver dem plads til at være, lige som de skal være. En personlig favorit, som altid er min kickstarter til en fest, er singlen “disco tits”, som du kan se en virkelig skæv musikvideo til, her:

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com