fbpx

Maggie Rogers – VEGA

Foto: Nikoline Skaarup
Venue: Store VEGA
Dato: Onsdag den 6. marts 2019

I kølvandet på sin udgivelse af albummet Heard It in a Past Life var den amerikanske charmetrold Maggie Rogers et smut forbi VEGA, og det var vi mange, der var svært tilfredse med. Jeg tror faktisk, at alle blev lidt forelskede i Maggie Rogers her til aften.

Maggie Rogers – VEGA
4.5 / 5 Anmeldelse

Som opvarmning til hovednavnet var Mallrat blevet hentet ind fra Australien. Kun akkompagneret af sin lidt akavede DJ / korsanger / dancing-partner-in-crime behagede det 20-årige stjernefrø publikum med elektroniske pop-beats og en blød, nærmest døsende vokal. Selvom hendes performance-gen godt kunne bruge et pift, må man give hende the benefit of the doubt, hendes alder taget i betragtning. Og så vandt hun alligevel publikum over på sin side, da hun på et tidspunkt sagde: “This next song is about being abducted by aliens”.

Efter stjernefrøet var det tid til stjernen. Til lyden af ABBAs “Dancing Queen” kom bandet på scenen med amerikanske Maggie Rogers i fronten, og lynhurtigt var hun altså aftenens dancing queen. Allerede fra startnummeret “Give A Little” udsendte hun en helt absurd mængde dansende og syngende energi, der lynhurtigt fik sat gang i den gode – og vedvarende – vibe hos publikum. Det var klart med det samme, at VEGA havde med en ægte charmetrold at gøre.

Det er umiddelbart svært at trække en genre ned over Maggie Rogers’ musik, men man kan vel kalde det en god blanding af alternativ pop og singer/songwriter med band – og så smager det af USA på den helt rigtige måde. Her til aften var dette både på grund af den frembrusende lyssætning, den rent klingende nostalgi-guitar og Maggies betagende accent. På numre som “Dog Years”, “On + Off” og “Retrograde” var der for alvor skruet op for storslåetheden, så energien fra den velspillende og velsyngende femkløver kunne vælte ud over scenekanten og fylde VEGA til randen. Særligt “Light On” bød på en dybfølt stemning, der gik lige i hjertet på publikum.

På “Overnight” glemte Roggers en bid af sin selvskrevne lyrik, men hendes grinende måde at finde tilbage i sit flow på fik bare salen til at elske hende endnu mere. Til “Back In My Body” havde hun desuden smidt skoene, og med den lavmælte belysning og sangens rolige udtryk havde man pludselig en fornemmelse af at være inviteret ind i forsangerens teenage-værelse, hvor hun lullede én i søvn.

Afslutningsnummeret blev publikumsfavoritten “Fallingwater”, hvor Maggie gav los og lukkede op for alt, hvad hun havde i sig. Det hele var overvældende og inddragende med en snert af uforklarlig nostalgi.

Den egentlige afrunding på koncerten blev dog, da Maggie – til en stormflod af hujen, klappen og gulvstampen fra hele salen – atter dukkede op på scenen efter at have takket af og trådt ud bagved med sin velspillende trop. Her beskrev hun noget, der lød som en form for post-koncert-blues, der altid ramte hende. Energien fra publikummet i en fyldt sal kan godt være lidt overvældende. Derfor ønskede hun at synge sig selv og salen til ro – uden band, uden backing, uden noget som helst andet end sig selv, sin stemme og sin mikrofon (og på et tidspunkt helt uden mikrofon).

Publikum blev helt stille og lod sig drage ind til Maggie. Fuldstændig blottet på scenen fremførte hun et stykke musik, der kan have været en clean version af ét af hendes eksisterende numre eller en udgivelse, der endnu ikke har set dagens lys. Det fandt jeg aldrig frem til. Jeg var simpelthen for optaget af sangerindes stemme til helt at registrere, hvad det var, hun sang. Det var smukt, intimt, inderligt, bjergtagende.

Den perfekte afslutning på en perfekt koncert.

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com