fbpx

Det vigtigste vi lærte på by:Larm-konferencen 2019

Foto: ‘Autotune – Aldri ute av tune’ // Stian Werme
Af: Ida Hummelgaard, Tanja Toubro, Nikoline Skaarup

Det er ikke kun musikalske oplevelser, man er rigere på, når man kommer hjem fra en festival som by:Larm. Hvis man er villig til at stå tidligt op, kan man også blive klogere på fremtidens musikbranche. Det blev vi…

Ligesom det også forholder sig på branchefestivaler som SPOT, Reeperbahn og Eurosonic, så præsenterede årets by:Larm Festival ikke kun et væld af nye spændende artister, men også en række interessante talks, paneldebatter, live-interviews og sessions om forskellige aktuelle emner og problemstillinger i musikbranchen.

Vi deltog i en hel masse af dem og skrev flittigt ned, hver gang en eller anden spændende pointe kom på bordet. Det gjorde der tit, og nedenfor kan du læse om de vigtigste pointer, vi fik med om det aktuelle og fremtidige musiklandskab, hvad angår alt fra Tidal-skandalen og Artificial Intelligence til plastikforbruget under musikevents og en interessant ny producer og mixer.

Lektion #1: Der er større sandsynlighed for at blive ramt af lynet, end at TIDAL ikke har pillet ved Beyoncé og Kanye’s streaming-tal

I hvert fald hvis man skal tro på journalisten Markus Tobiassen, som de seneste år har undersøgt sagen for den norske avis Dagens Næringsliv, og PhD-studerende Jan William Johnsen, som har arbejdet med de store datasæt for en efterforskningsgruppe fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU). TIDAL afviser anklagerne, mens de norske myndigheder har igangsat en efterforskning.

Der lød flere gange grin blandt publikum, da journalist Markus Tobiassen fortalte om sit store arbejde med den spektakulære sag om TIDALs angiveligt manipulerede streamingtal for Kanye West’s 2016-album The Life of Pablo og Beyoncés Lemonade. Det lød mest af alt som lidt opgivende og “hvad er vi kommet til”-agtige grin fra de fremmødte, da Tobiassen viste de mønstre, de havde fundet i de abnormt store datasæt, avisen og efterforskningsgruppen var kommet i besiddelse af. Det angivelige svindelnummer relaterer sig til mere end 320 millioner falske streams, og den helt overordnede konklusion, vi blev præsenteret for til oplægget, var, at det er decideret fysisk umuligt, at tallene taler sandt.

Det hele startede tilbage i marts 2016, hvor TIDAL annoncerede, at The Life of Pablo i kølvandet på en eksklusiv periode, hvor det kun var tilgængeligt på TIDAl, var blevet streamet 250 millioner gange på 10 dage. Der er mange led i denne her sag, og ved en simpel Google-søgning på noget ala “Tidal Kanye Beyonce manipulation” kan du finde hoved og hale i det hele. Men en af anklagerne har gået på, at hvad TIDAL selv rapporterede om deres brugere – som de sagde havde rundet tre millioner ved udgivelsen af The Life of Pablo – i virkeligheden kun var en million brugere. Selv hvis de tre millioner brugere var sandt, ville det imidlertid stadig betyde, at hver TIDAL-bruger i gennemsnit har afspillet Kanye-albummet mere end otte gange om dagen. Og det lyder ganske rigtigt en smule i overkanten.

En af de ting, der fik Dagens Nærigsliv til at skærpe deres opmærksomhed, var det stramme system, der syntes at være i de data, de var i besiddelse af. De kiggede på, hvor mange sange, der i gennemsnit blev afspillet på TIDAL om dagen – cirka 5 millioner – og det stak i vejret ved den eksklusive release af Kanyes album. Det var i sig selv ikke mærkeligt, men det så mystisk ud, at tallene pludselig faldt med svimlende 10 millioner på den 11. dag af kampagnen. Flere mønstrer blev fundet, og en af anklagerne er, at flere TIDAL-kontoer er blevet sat til automatisk at spille duplikanter af tracks fra The Life of Pablo, hvor genafspilninger af sange passede med sekund og millisekunds præcision. Mønsteret fandt man med analysemetoden Modulo Six, der bekræftede, at alle tidsintervallerne i genafspilningerne kunne deles med tallet seks. Der er to løsninger, sagde Markus Tobiassen kækt; enten har TIDAL-brugere en meget stærk OCD, hvad angår deres musikvaner, eller også er tallene manipuleret.

Efter Markus Tobiassens oplæg kom Jan William Johnsen på banen med nogle af resultaterne fra hans efterforskningsgruppe og forklarede blandt andet, hvordan de havde arbejdet i to grupper, som krydstjekkede hinandens resultater og konstant prøvede at komme med modargumenter for at sikre kvaliteten af undersøgelsen.

Og nå ja, så afslørede han, at de data, de havde arbejdet med, hvis det blev sat ind i et Exel-ark, ville udgøre en liste på 1,5 kilometer… det er rimeligt langt.

Fremlæggelsen blev afsluttet med en special announcement, hvor Helen Smith fra IMPALA (Independent Music Companies Association) overrakte organisationens årlige Outstanding Contribution award til Markus Tobiassens og Dagens Næringsliv. Baggrunden for uddelingen var blandt andet Tobiassens og avisens arbejde for større transparens i musikbranchen.

TIDAL har som sagt benægtet alle anklager, og sagen undersøges lige nu af Økokrim (den norske centralenhed for efterforskning af økonomisk kriminalitet).

Du kan læse den 78-siders lange rapport fra Dagen Næringsliv og efterforskningsgruppen her.

Lektion #2: Plastik er overalt – lige nu – men det er faktisk muligt for festivalarrangørerne at gøre noget ved problemet

En af de vigtigste ting, vi lærte på årets by:Larm, var, at det er muligt at lave bæredygtige festivaler – og at der er folk, der arbejder hårdt for sagen. I oplægget “The Plastic Age” deltog Chris Johnson fra Shambala Festival (UK), Jasper Goosen fra techno-festivalen DGTL (NL) og Pia Ve Dahlen fra Passion for Ocean (NO), og de to førstnævnte fortalte om den rejse, deres respektive events har begivet sig ud på for at blive miljøvenlige. Og det er faktisk muligt at skrotte engangsplastik, sørge for at affald bliver sorteret (og ikke efterladt på festivalpladsen), at kompostere madrester on site, at bruge grøn energi og blive kødfri. Og man behøver ikke at være en hippie-festival for at sætte gang i miljørigtige initiativer, som DGTL er et godt eksempel på. En af de vigtigste pointer var dog også, at de her ændringer skal implementeres over tid – det har for eksempel taget Shambala Festival tre år at blive fri for engangskrus – både for festivalgængernes, arrangørernes og leverandørernes skyld. Så jo hurtigere man kommer i gang des bedre, ikke?

Lektion #3: AI-genereret musik er en realitet og vil med garanti kun udvikles mere, men Nick Cave siger, at det hele nok skal gå

Festivalens overordnede tema var “Are We The Robots?” med fokus på, hvordan musikken fungerer i en tidsalder, der er domineret af digitale miljøer, og spørgsmål om hvorvidt musikken er i fare for at blive “dehumaniseret”. 
I oplæg som “Autotune – Aldri ute av tune” og “Human After All” med David Stubbs hørte vi en længere historisk gennemgang af, hvordan maskinen er blevet brugt i mange musikalske sammenhænge helt tilbage til før 60’erne. Man kan nævne flere banebrydende musikkere som jazzens Sun Ra, legenderne The Beatles og Stevie Wonder, den tyske elektro-kvartet Kraftwerk eller hitmagerne fra Daft Punk, som alle har inkorporeret maskinen og eksperimenteret med det, man nok ville kalde mekaniske og robotlignende lyde på en ny måde. Man kan med andre ord ikke påstå, at maskinen er anti-menneske. Vi lærte tvært imod, at kunstnerne igennem historien generelt har været positivt stemte over for implementeringen af maskinen som et nyt og spændende værktøj, mens lytterne så, trods skepsis i starten, løbende har lært at følge med.

Der er mange facetter i diskussionen om “maskine versus menneske”, og det er især spændende at se på, hvordan der efterhånden hersker en fascination af blandt andet at bruge effekter som autotune og vocoder på vokalen. Selvom der har været en tendens til før at opfatte autotune som et “rettemiddel” for sangere/rappere, der ikke kan synge, er det efterhånden et allestedsnærværende fænomen, der blev gjort populært med Cher’s “Believe”, og er blevet brugt i stor stil hos utallige hiphop-kunstnere som T-Pain og Kanye West og især i popmusikken generelt.

Spørgsmålet om autenticitet og det organiske i musikken bliver yderligere udfordret, når vi snakker om AI-kreeret musik (Artificial Intelligence). Det hørte vi om i fredagens oplæg “Plug Me In: What AI Music-Creation Tech Means For You”, hvor organisationen Music Ally fortalte om fremtidens musik skabt af AI-musikprogrammer. Apps som Amadeus Code eller Alysia er værktøjer til at skabe originale sange med AI, og de er sindssygt nemme at bruge – også for folk, der aldrig har haft med musik at gøre. Programmerne genererer ideér til tekst, melodi og arrangementer og kan blandt andet bruge data fra helt specifikke sange, hvis du gerne vil have en melodi, der minder om Dua Lipa’s “New Rules” eller lave en sang, der er indbegrebet af hele The Beatles sangbibliotek (hør sådan et eksempel længere nede). 
Panelet bestod af Stuart Dredge og Steve Mayall fra Music Ally, Vickie Nauman fra CrossborderWorks og Holly Manners fra Warner Bros. Records, og de var generelt positivt stemte over for udviklingen, ligesom gutterne fra Music Ally også fremlagde, at deres brugere havde været i en undersøgelse. De var alle enige om, at AI godt ville kunne mere eller mindre overtage den type musik, der ofte bruges som baggrund i eksempelvis reklamer, og hvis primære formål er at skabe stemninger, men at det aldrig vil kunne erstatte, hvad mennesket kan. AI vil kunne lave en god sang og generere utallige idéer, men vil have sværere ved at kunne skelne mellem, hvad der for det menneskelige øre er godt og dårligt. Hvad vi nok i højere grad vil se er flere direkte samarbejder med AI, som den amerikanske popsangerinde Taryn Southern med sit AI co-producerede debutalbum I AM AI er et godt eksempel på. Således bliver det en smagssag for et menneske at tage stilling til, hvilke af AI’ens forslag der er gode, og som der også blev citeret fra Nick Cave’s perspektiv på emnet: 

AI would have the capacity to write a good song, but not a great one. It lacks the nerve.

Ikke desto mindre blev det tydeligt, hvordan AI allerede nu bruges som værktøjer i musikbranchen i mange flere aspekter end den rene musik. Holly Manners, som er A&R i Warner Bros. UK sagde blandt andet, at de brugte AI-programmet Sodatone til at scoute talent. Det er et værktøj, der kan indsamle data fra platforme som eksempelvis Instagram og Facebook samtidig og vise, hvilke artister, der er mest hype omkring. Det er derfor et enormt effektivt redskab, og igen er det data og information, der er den vigtigste valuta – også i musikbranchen, hvor maskinen her har fordelen.

Til slut er der vist ikke andet for end at lytte til nummeret “Daddy’s Car”, der er skrevet med hjælp fra AI og lavet ud fra indlæsningen af data fra hele The Beatles bagkatalog.

Lektion #4: 2018’s “Breakthrough Engineer of the Year” er en hårdtarbejdende italiensk kvinde

Vi lærte også, at den gamle sang om, at man skal arbejde hårdt i branchen, og at man ikke kommer sovende til de store muligheder, er rigtig – i hvert fald i tilfældet med den italienske lydingeniør og producer Marta Salogni, som sidste år vandt The Music Producers Guild award for ‘Breakthrough Engineer of the Year’. Marta var i live-interview med The Guardian-journalisten Jude Rogers, og hun fortalte om vejen fra livet i en lille norditaliensk landsby til London og mixer- og producer-credits for artister som The xx, Frank Ocean, Björk, Sampha, M.I.A., Goldfrapp og FKA Twigs.

Salogni er født og opvokset uden for byen Brescia i det nordlige Italien, og som 16-årig begyndte hun at rode med live-mixing i en lokal klub i Brescia. Hun boede cirka 50 kilometer derfra, og fordi hun skulle med bussen, og hendes forældre ikke lod hende blive ude til sent, så måtte hun i de første år trækkes med kun at kunne være med til at lave lydprøve, og så tage hjem når det rigtige show gik igang. Da det gik op for hende, at lyd var hendes kald, fandt hun på at flytte til London og tage produktionskurserer på Alchemea College. Hun kom to måneder før første lektion og brugte tiden på at lære engelsk, som ikke havde været synderligt meget på skoleskemaet hjemme i Italien.

Salogni fik flere småjob og begyndte at sende håndskrevne breve rundt til studier, hun gerne ville arbejde hos. Dan Britten (Tina Turner og Terry Brittens søn) bed på, og senere hjalp hun til hos Danton Supple (bl.a. Coldplay, Morrissey, Ian Brown). Her udviklede hun sine skills, og da de rykkede studiet til nye lokaler, fik Salogni lov til at stå for hele opsætningen fra bunden.

Hun fortalte om arbejdet som mixer på Björks seneste album Utopia, og hvordan FKA Twigs taler i billeder, når hun skal beskrive den lyd, hun gerne vil have. Det var mildest talt inspirererende at lytte til hendes historie, og opkvikkende, da hun til sidst også gav sit besyv med, hvad angår den lave andel kvinder i mixing/producer-verden, som hun til gengæld tror er på vej op.