Sistertalk er det nye skud på den britiske rockstamme, og de er ude med den creepy debutsingle “Vitriol”

Foto: PR

Kvintetten Sistertalk er det nyeste skud på stammen på den britiske rockscene og er nu ude med deres debutsingle “Vitriol”. 

Man forventer måske ikke helt at se fem unge mænd i jakkesæt, når man hører musikken fra Sistertalk – men den London-baserede gruppe har lige nu momentum på den britiske undergrundsscene med deres hårdtslående og anderledes rock. Som hovednavn har de spillet flere udsolgte koncerter og kan også prale af at have spillet med blandt andet Shame, Whenyoung og Goat Girl.

Brødrene Gabriel og Daniel Levy startede bandet tilbage i 2017 og har siden da selv skrevet, indspillet og produceret deres musik. Førsteudspillet “Vitriol” er den første single, der med sin kromatiske basgang og kringlede guitarmelodier ender med en lettere ‘creepy’ stemning – på den fede måde. Sangen starter med mystiske baggrundsskrig, og vi får også et lystfuldt klokkespil, der giver nummeret en om muligt endnu mere uhyggelig vibe. Med de meget forvrængede guitarer og tempodræbende skift i trommerne, har DIY-bandet en helt særlig lyd. Det er til dels psykedelisk og eksperimenterende, og samtidig trækker de på retro-electronica og punk.
Lyt selv til deres debutsingle her:


Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com