04 feb Ny organisk country-funk single fra Wood Chips
Foto: Marta Møller
Den talentfulde og erfarne musiker bag kunstnernavnet Wood Chips, er ude med ny single “Girl” – et tilbagelænet country-funk track, som hyldest til sin datter.
Under kunstnernavnet Wood Chips finder vi den alsidige danske producer, multiinstumentalist og sangskriver Andreas Asingh – den erfarne musiker er dog ikke et ukendt ansigt på den danske musikscene. Han var nemlig personen bag det hårdtslående hiphop fra Slowolf, hvis sange blandt andet blev gæstet af Raekwon fra Wu-Tang Clan og den newzealandske sangerinde Kimbra. Nogle vil måske også kende ham som manden bag showgaze bandet Small, der med elektro-pop sangene “Holy Cow” og “Blueberry Boy” havde succes tilbage i 2008.
Wood Chips er Asinghs enmandsprojekt, der startede efter hans søn Karlo havde et længerevarende og livstruende sygdomsforløb. Det gjorde at familien flyttede fra København til et faldefærdigt landsted i Mols Bjerge. Dette skift kan man også høre i lyden, hvor Asingh nu har skiftet elektro-baserede produktioner ud med folk/country-pop. Under navnet Wood Chips udgav musikeren sidste år debut-EP’en Karlo, som bearbejder sønnens sygdomsforløb, der forresten er sund og rask den dag i dag.
Nu er der igen ny musik på vej fra den talentfulde familiefar. I fredags udgav Wood Chips singlen “Girl”, der er første udspil fra den kommende EP Troll Hill, der lander den 22. marts. En EP der brygger videre på den bløde organiske country-pop lyd, men som nu får et skud funk.
På “Girl” er den legesyge baslinje, de boblende guitarfigurer og det luftige vokalkor en blid fornøjelse og med velproducerede dynamiske trommer, der spilles af sønnen Albert, kalder Asingh selv musikken for “troldefunk”:
– Funk har for mig altid været et fyord og aldrig været noget, der har tiltrukket mig, så derfor føltes det nærmest forbudt, da jeg i hjemmestudiet fik rodet mig ud i en masse kække baslinjer til “Girl”. Sammen med dynen af drømmende vokaler, giver det en følelse af noget vægtløst og funky på samme tid. En unik sound som jeg bedst kan beskrive som “troldefunk”.
Singlen er dedikeret til sangskriverens otte-årige datter Roberta, der sammen med sin far også har filmet musikvideoen til nummeret på en Iphone. Videoen kan ses her:
Wood Chips laver personlig og nærværende musik med en blanding af både pop, country, folk og nu også funk. Vi glæder os til at høre mere fra kunstneren på den opkommende EP Troll Hill.