Koncertanbefalinger // Uge 9

Foto: Jesper Helbo

Så er vi endnu engang klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på rock- pop- og punkmusik i forskellige afskygninger og ikke mindst en festival. Vi har fremhævet fem af de mest interessante koncerter, men husk også at tjekke de resterende tilbud ud nederst i guiden.

Surfbort

Hvornår: Onsdag den 27. februar
Hvor: Musikcaféen, Huset København

Den Brooklyn-baserede punk-gruppe Surfbort gæster Huset i København på onsdag. Gruppens, hvis titel er opkaldt efter Beyoncés lyrik, er kendt for deres provokerende musikvideoer (Les Be In Love kan anbefales) og vilde live acts. Deres lyd er solid punk, efter alle kunstens regler, med forsangerindens Dani Millers vokal der næsten kunne lyde som Cherrie Curry fra The Runaways. Lyder det for skørt til at være sandt? Ja. Vi håber på, at det bliver en koncert man ikke glemmer foreløbig.

Rainbrother

Hvornår: Lørdag den 2. marts.
Hvor:
 Steengade, København N

Den danske indierock-gruppe Rainbrother giver release koncert i sammenhæng med deres nye album Island, vi tidligere har nævnt som et af de 27 album vi glæder os til at høre i 2019. Albummet er produceret i samarbejde med Kennie Takahashi, der tidligere har arbejdet med kunstnere som Beck og The Black Keys, og går nye veje ved blandt andet at udgive deres første sang på dansk der går under navnet “Under Træerne”.

Jadada Festival

Hvornår: Lørdag den 2. marts
Hvor:
 BLOX, København

Jadada festival er et nyt velgørenhedsevent i København, stiftet af Dansk Flygtningehjælp, bestående af 10 live acts, 5 storytellers, 14 Dj’s, digital kunst og Performance art. Desuden er det non-profit, hvor alt overskud vil gå til at støtte kvindelige flygtninge og deres fremtid. JADADAs line-up fokuserer på fremadstormene kunstnere, og aftenens live-act vil blandt andet bestå af kunstnere som Aksglæde, Sherpa og Vic Shinobi. Læs om resten af festivalens line-up her.

Viagra Boys

Hvornår: Torsdag den 28. februar
Hvor: Voxhall, Århus

Det svenske street-blues band Viagra Boys gæster smilets by på torsdag. Gruppen er kendt for deres unikke lyd, som formår at være både melodisk og tung på samme tid. Vi håber på, at deres koncert bliver ligeså energisk som deres musik, hvor vi blandt andet kan anbefale et lyt til deres album Street Worms fra 2018. Med den amerikanske Sebastian Murphy som frontmand, der besidder en kraftfuld og karismatisk vokal, kan vi næsten ikke håbe på andet end en fed aften.

Iceage

Hvornår: Fredag den 1. marts
Hvor: Store VEGA

Den danske kvartet Iceage besøger på fredag VEGA, og vi håber at de tager deres ensemble af både blæsere, fed rock-guitar og gode energi med. Genren er punkrock tænkt i nye rammer, hvor gruppens lyd bevæger sig mellem det brutale og det sofistikerede, alt sammen bundet sammen af Elias Bender Rønnefeldts upolerede og charmerende vokal.

Gå heller ikke glip af:

– Hatesphere + Livløs + Xenoblight – Hotel Cecil, torsdag den 28. februar
– Lala Lala – Ideal Bar, VEGA, torsdag den 28. februar
– Lil Xan – BETA, Amager Bio, torsdag den 28. februar
– BODEGA – Steengade, København N, fredag den 1. marts
– Karl William – MantziusLive, Birkerød, fredag den 1. marts
– Wild Nothing – Lille VEGA, fredag den 1. marts


Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com