fbpx

Danske Ozzy Wacko viser internationalt potentiale på den nye single “Now They Wont Luv Me”

Foto: PR

Den unge kunstner Ozzy Wacko er det nyeste skud på den danske hiphop-stamme, og er i dag ude med sit andet udspil i år under titlen “Now They Wont Luv Me”. 

Vi fik i sidste måned øjnene op for det kun 17-årige hiphop-talent Ozzy Wacko, der med den tilbagelænede single “Seizures” gav os god grund til at skrive rapperen bag øret. Over tunge beats og svævende synthoverflader ligger Wacko’s Post Malone-ligende vokal, der med overskud og et godt flow viser den unge rappers internationale potentiale. Oskar Elholm står bag navnet Ozzy Wacko og er for nyligt kommet under vingen hos det københavnske hiphoplabel Thurday Records, som blandt andet også repræsenterer Jack Prince og FLEXLIKEKEV.

På sin nyeste single “Now They Wont Luv Me” er der en mere energisk og insisterende vibe kontra den cruisende stemning på den forrige single. Med et hint af frustration og hypnotiserende fløjtemelodier har tracket noget melankolsk over sig, som samles i hook-linjen “Now They Wont Luv Me”. 
Endnu et catchy nummer fra den unge Ozzy Wacko, der igen overbeviser os om, at han er en kunstner, man skal holde øje med.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com