fbpx

12 anbefalinger til konferenceprogrammet på by:Larm 2019

Foto: Chris Swanson/PR

Fra torsdag til og med lørdag løber by:Larm Festival endnu engang af stablen, og det er med en masse spændende konferencetilbud på programmet. Vi har samlet 12 favoritter.

Præsenteret i samarbejde med

Mens aftenen på Skandinaviens største showcase-festival, by:Larm, går med at opdage nye musikalske talenter, er morgen- og eftermiddagstimerne proppet med spændende indsigts fra musikindustrien. Vi har fundet de 12 sessions frem, vi har størst optur over på programmet, og håber, at det kan inspirere, hvis du har tabt dig selv i planlægningen.

Hidden persuaders: The dark side of digital tech with Jamie Bartlett

Hvornår: Torsdag kl. 10.15 – 10.45
Hvor: Dansens Hus 1

Hovedtemaet for dette års konference er “Are We The Robots?”, og det er i den forbindelse, at den britiske forfatter Jamie Bartlett kommer til by:Larm for at tale om “de mørke sider ved det digitale”. Der er ingen tvivl om, at det teknologiske fremskridt og den store digitalisering, der har fundet sted over de seneste årtier, har ændret musikken, og ikke altid til det bedre (bare hør oplægget om den store svindelsag i Tidal, som er beskrevet nedenunder). Branchen er sårbar over for manipulation, misbrug og korruption, og det kan vi ikke lukke øjnene for. Jamie Bartlett har blandt andet skrevet bøger som The People Vs Tech, Radicals og The Dark Net, og har desuden indtil december sidste år været direktør for Center for the Analysis of Social Media hos tinketanken Demos.

Creative Accounting: The hunt for fake streaming data

Hvornår: Torsdag kl. 11.00 – 11.45
Hvor: Dansens Hus 1

Vi er jo i Tidal-land, når vi krydser grænsen til Norge, og det er en streaming-tjeneste, der må siges at have været i en del modvind den seneste tid, efter det norske medie DN opdagede, at Tidal havde krediteret mere end 320 falske streams til henholdsvis Beyonce og Kanye West. Afsløringen var baseret på en undersøgelse fra den såkaldte Digital Forensics Group fra NTNU (Norwegian university og Science and Technology), og undersøgelsen viste, at de mange streams var logistisk umuligt. Til den her session kan man høre historien fra nogle af de folk, der var indblandet, nemlig Katrin Franke og Jan William Johnsen fra Centre for Cyber and Information Security) og journalisten Markus Tobiassen, som bragte historien.

Det hele foregår med forfatter og musikjournalist Rob Young som vært.

Your Secret’s safe with me: Chris Swanson (Secretly Group) in conversation

Hvornår: Torsdag kl. 13.00 til 14.30
Hvor: Dansens Hus 1

Chris Swanson har været vidt omkring i musikbranchen med kendskab fra både management og pladeselskab til publishing og sync. Han er et bevis på, at “indie” sagtens kan lykkedes, hvilket Secretly Group, som han er co-founder og partner i, står som et soleklart bevis på. Secretly Group består af Dead Oceans, Jagjaguwar Numero Group, Secretly Canadian, Secretly Publishing og Secretly Distribution. Her huses succeser som Whitney, Bon Iver, ANOHNI (tidl. Antony & the Johnsons), Phoebe Bridgers, Mitski, Major Lazer og The Tallest Man on Earth – blandt andet. I dette live-interview vil Swanson dele ud af sine mange erfaringer og tips. Samtalen vil foregå mellem Swanson og journalist Wyndham Wallance.

Human After All with David Stubbs

Hvornår: Torsdag kl. 14.00 – 14.45
Hvor: Dansens Hus 2

Algoritmer, automatisering, Artificial Intelligence, og så videre og så videre. Der sker helt utroligt meget i mødet mellem “robotterne” og mennesket. Det har elektronisk musik og diverse lydeffekter længe været eksempel på, men hvordan vil algoritmer og automatisering forme musikken og industrien i fremtiden? Det spørgsmål er i kyndige hænder hos den britiske musikjournalist David Stubbs, som lige nu er aktuel med bogen Mars By 1980: The Story of Electronic Music fra sidste år. Stubbs har blandt andet skrevet for NME, The Guardian, Spin og The Wire, og står, udover førnævnte publicering, også bag bøger som Fear of Music: Why People Get Rothko But Don’t Get Stockhausen og Future Days: Krautrock And The Building Of Modern Germany.

DIY Artists: Opportunities and challenges in the digital era

Hvornår: Torsdag kl. 15.00 – 15.45
Hvor: Dansens Hus 2

DIY-delen af den globale musikbranche har de seneste år set en stor fremgang, og det er generelt blevet nemmere for kunstnerne at udgive selv. En af grundene til det er den teknologiske fremgang, som på mange måder gør livet nemmere for artister, der nu kan sidde hjemme på værelset og indspille og udgive musik, der sagtens kan ende med at streame i milliontal verden over. Men der er også udfordringer forbundet med udviklingen. Det er noget af det, GramArt og International Artist Organization (IAO) vil tage op til diskussion i denne session. En af dem, der vil deltage i debatten, er Blur-trommeslager og IAO Board Member Dave Rowntree, som fortæller lidt om fordele og ulemper ved at være DIY-kunstner.

Panelet består herudover af Nacho García Vega (IAO Chariman og artist), Tore Østby (Senior Advisor, GramArt, IAO Board Member og artist) og Suzanne Combo (IAO Board Member og artist). Lottaliina Pokkinen (Head of Lega Affairs, Finnish Musicians Union og IAO Board member) vil være moderator.

From by:Larm to Coachella

Hvornår: Fredag kl. 14.30 – 15.15
Hvor: Matsal A

En af de grundlæggende årsager til, at en festival som by:Larm overhovedet eksisterer (og hvorfor artister drømmer om at spille der), er fordi nye talenter skal ud i den store verden. Mange af de artister, der har spillet på by:Larm i tidens løb er nået mange skridt videre og har byttet de små lokale venues ud med store festivalscener. I denne session er managere og festivalbookere (blandt andet Roskilde Festivals Stefan Gejsing) samlet for at snakke om, hvad der skal til.

Panelet består af: Ed Lilo (Booking, Latitude), Birgitte Mandelid (Marketing Manager, Øyafestivalen), Geir Luedy (Manager, Made Management), Donna Busch (Talent buyer, Goldenvoice) og Stefan Gejsing (Head of Booking, Roskilde Festival). Moderatoren er Martin Nielsen (Head Promoter, Live Nation Norway)

Music criticism for the digital age

Hvornår: Fredag kl. 15.00 – 15.45
Hvor: Vulkan Arena

Det ville næsten være ignorant, hvis vi som musikmedie anno 2019 ikke nævnte en session som denne. Det er ingen hemmelighed, at medielandskabet er i forandring, og at det også sætter en del pres på sådan nogle som os og ikke mindst anmeldelsesformatet, som ikke genererer lige så mange kliks som så mange andre artikeltyper. Når det så er sagt, så er musikkritik afgørende for så mange forskellige dele af branchen, og ikke mindst artisternes videre udvikling. Tilliden til anbefalinger, der kommer ude fra er i hvert fald større end til de anbefalinger, der kommer fra artisten selv (let’s face it: alle artister vil vel anbefale sig selv), og derfor ser et musiklandskab uden anmeldelser kedeligt ud. Men skriver de digitale medier for kedeligt nu til dags, og hvad skal der til for at øge interessen for musikkritik? Det har by:Larm sat et panel op for at diskutere. Det består af David Stubbs (musikjournalist), Johanna Eliasson (Editor og Head of Concerts, Festivalrykten) og Ida Hestman (journalist, Dagsavisen). Sarah Grant (News Editor, Rolling Stone) er moderator.

Plug me in: What AI-music creation tech means for you

Hvornår: Fredag kl. 15.00 – 15.45
Hvor: Dansens Hus 2

AI-skabt musik er det helt nye inden for den teknologiske udvikling i musikbranchen, og flere virksomheder er begyndt at udvikle lettilgængelige redskaber, som kan hjælpe med eksempelvis at co-producere eller skrive melodier. Det er disse virksomheder, man her kan blive klogere på – og ikke mindst høre resultatet af. Udviklingen vil selvfølgelig også have stor indvirkning på et hav af funktioner i branchen, så en del af debatten bliver også at tale om, hvad det betyder for artister så vel som managere, promotere og den gængse fan. Det kan lyde ret skræmmende, men panelet vil også forsøge at tage et mere positivt blik på, hvilke muligheder der ligger i udviklingen. I panelet finder du Vickie Nauman (Founder, CrossboarderWorks) og Holly Manners (A&R, Warner Bros. Records). Stuart Dredge (Editor in Chief, Music Ally) og Steve Mayall (Founding Director, Music Ally) er moderatorer.

The Plastic Age

Hvornår: Fredag kl. 15.30 – 16.15
Hvor: Matsal A

Miljømæssig bæredygtighed er et stadigt mere hot topic, og plastik er lige så hot inden for denne snak. Okay, faktisk er plastic mere “not” end “hot”, og tanken om, hvor meget plastik, der fylder vores verdenshave, gør det til et uundgåeligt problem at tale om, lige meget hvordan man end har med plastik at gøre. Mange – især koncert- og festivalarrangører – er i berøring med det her, og det er en svær nød at knække, for vi er uhyre afhængige af det billige og lette materiale. Er det muligt at forestille sig events helt uden plastik? Det er mange igang med at finde ud af, og her kan man se eksempler på steder, hvor udviklingen allerede er kommet et godt stykke.

Panelet består af Chris Johnson (Operations Director and Sustainability Lead, Shambala Festival), Jesper Goosen (Director, DGTL) og Pia Ce Dahlen (Manager, Passion for Ocean). Panelet er modereret af Holger Schmidt (Co-Initatio, Green Operations Europe)

Breeding Mastodons – Where are the next headliners?

Hvornår: Fredag kl. 16.00 – 16.45
Hvor: Pokalen

Mens det ikke er svært at se, hvilke pop- og hiphop-stjerner, der kommer til at headline festivalerne de næste år frem (Ariana Grande, Dua Lipa, Travis Scott og Cardi B – vi kigger på jer), så ser det anderledes mørkt ud for rock- og metalgenren (og ikke på den fede “mørke” måde…). Hvem skal tage over, når metal-mastodonterne på et tidspunkt ikke er her mere? Vi har ikke umiddelbart svaret, og det er defor, by:Larm Black nu sætter fokus på, hvad branchen kan gøre for at arbejde sammen om at skabe nye headlinere.

Panelet består af Thorsten Harm (Booking Agent, Napalm Evenst), Tom Barnard (Owner, Mr. magpie MGMT), Achim Ostertag (Owner, Summer Breeze Festival). Jarle Kvåle (Head of Booking, Tons of Rock Festival) er moderator.

Studio Alchemy: Marta Salogni In Conversation

Hvornår: Fredag kl. 16.00 – 16.45
Hvor: Dansens Hus 1

Det her er muligheden for et unikt indblik i en af de mest populære lydingeniører og produceres karriere. Marta Salogni, som oprindeligt er fra Italien, har blandt andet produceret Björk, Sampha, M.I.A. og Kelela, mens hun som ingeniør har tryllet for Frank Ocean, The xx, FKA Twigs og Bloc Party – for at nævne et udpluk. Hendes rejse startede på Alchemea College of Audio Engineering, hvor hun lærte at bruge ProTools. Marta Salogni, som sidste år vandt the Music Producers Guild award for ‘Breakthrough Engineer of the year’ vil dele ud af sine erfaringer og et personligt indblik i, hvordan hun selv arbejder. Det vil hun gøre i samtale med The Guardian-journalisten Jude Rogers.

Classic Album Sundays: Antony & the Johnsons: I Am a Bird Now

Hvornår: Lørdag kl. 14.00 – 16.00
Hvor: Kulturhuset Laboratoriet 3. Etg.

Denne her ‘Classic Album Sundays’-session er den første ud af to, og er til den virkelig nørdede delegerede. I løbet af de to timer vil der blandt andet indgå en lyttesession af albummet i sin fulde længde introduceret med en samtale mellem Chris Swanson og Kent Horne. Chris Swanson udgav i sin tid albummet via indie-pladeselskabet Secretly Canadian, og de to vil gå i dybden med albummets historie – både kunstnerne bag og selve indspilnings- og produceringsprocessen. Antony & the Johnsons’ album fra 2005 markerede en af de vigtigste indie-udgivelser i 00’erne og er gæstet af musikere som Lou Reed, Rufus Wainwright og Boy George.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com