Ugens Upcoming: Nicotine Nerves

Foto: Frederik Nielsen

Den aarhusianske duo Nicotine Nerves, der lige nu er ude med debutalbummet 1995, bringer 90’er grungen ind i 2019 og er vores Ugens Upcoming.

Vi stiftede bekendtskab med Nicotine Nerves tidligere på måneden og har endnu ikke fået armene ned over deres catchy punkede lyd. Bandet er et moderne og forfriskende take på hvordan rock kan lyde anno 2019. Med masser af overstyrende guitarer og en rå vokal giver musikken dig associationer til sværvægtere som Nirvana og Alice in Chains. Gruppen leverede også en overbevisende performance, da de spillede som opvarmning for de amerikanske Death Valley Girls på Atlas. Lær Nicotine Nerves lidt bedre at kende her:

Hvem er Nicotine Nerves?

Vi er en garagerock-duo med base i Århus, med cigeretter på hjertet.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Jamen vores lyd kan vel bedst beskrives som lyden af ungdom, angst, stress og nikotin. Vi er fyldt med energi, og kan godt lide at beskrive os selv som Nirvana tilsat en dunk benzin, antændt af et døende cigaretskod.

Hvordan startede I?

Bandet startede i Vejen, i 2014 hvor Rasmus (forsanger og guitarist) overtalte sin ven Frederik (tidligere trommeslager) til at lære at spille trommer. Derefter skrev de en masse sange, og optog dem. En af sangene “Nervous” endte som ugens kanon i karrierekanonen, og siden da gik det ret stærkt. For nyligt kom Lauge Kjærulf (ny trommeslager i Nicotine Nerves) ind i bandet, og var med til at lave de to sidste sange på det kommende album.

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?

Det starter som regel med at Rasmus skriver et riff, tager det med i øveren hvor vi jammer, indtil vi rammer noget fedt. Så optager vi det på en telefon. Derefter går Rasmus hjem og skriver en tekst, optager guitar og sang, sender det til Lauge som lægger trommer på, og så er vi sådan set klar med en demo til at tage med i studiet.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Det er nok Nirvana, Ty Segall og Thee Oh Sees.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

Lige nu er der “Jailbreak” med AC/DC hos Lauge og hos Rasmus er der New Order med albummet Substance.

Hvad er I igang med lige nu? (på musikfronten)

Lige nu er vi ved at udgive vores nye plade 1995 og i den forbindelse skal vi på Europa-tour i marts. Det glæder vi os super meget til, og vi skal spille omkring 8-10 koncerter på de 11 dage vi er afsted. Ud over det arbejder vi på nye numre, og har faktisk allerede 3 indspillede numre klar til næste udgivelse!

Hvad er drømmen?

Drømmen er at leve et godt liv af at spille musik. Vi vil gerne blive så store som vi kan, og spille alle de fede koncerter. Men målet for os begge er at leve et liv med musik, uden at være ludfattige.

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad skulle I så lave?

Tjah, Rasmus har egentlig studeret mat/fys for det er der penge i, men ville nok ende som bartender og Lauge ville nok ende som opfinder, da han er ret nørdet.

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken skulle det så være?

“Absurd” – helt klart den sang der opsummerer vores lyd og det vi vil med bandet bedst.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com